Teotwawki

Tilbage fra fremtiden. Det er sjældent, man sidder med en bog, som man ved bliver en klassiker, en bibel, om 20, 30 eller 100 år. Skinnebach er en seer af guds nåde.

Jeg sidder med Lars skinnebachs nye digtsamling TEOTWAWKI - en slags økopoesi fra fremtiden, skrevet fra et nyt, aldrig set sted. TEOTWAWKI, der er et akronym for The End Of The World As We Know It benyttet af forskellige prepper-grupper på nettet, er skrevet af en forfatter, der har kigget så dybt i verdens beskaffenhed, økokriser og det (u)menneskelige indre, at den reelt set er skrevet fra fremtiden. I 2004 skrev Lars Skinnebach digtsamlingen 'I morgen findes systemerne igen', men det gør de ikke længere.

TEOTWAWKI befinder sig dér, hvor alle de systemer, vi kender, er gået i stykker. Forfatteren sidder derude og ser tilbage på den verden, vi kender i dag - eller snarere på stumperne af den. Der er ikke tale om en dystopi som sådan, det er bare en anden verden med helt andre logikker, om nogen overhovedet, der udspiller sig på disse sider. Der er således heller ikke tale om en moralsang fra Skinnebach. Det er mere en skrift renset for den måde at tænke på, som vi kender i dag. Samlingens første digt lyder således: 

"Håb ikke, frygt ikke! Håb og frygt har deres rod i to former får smerte: Smerten over ikke at møde det, vi ønsker at møde, og smerten over at møde det, vi ikke ønsker at møde. Hun malker naturkraft ud af solens yver. Den dobbelte sol på blankt papir. Sort/hvid. Som satellitter hænger hendes hænder om hovedet og laver flænger i rummets klokke. Den gule måne, stabilisatoren klinger med. Ved ebbe gror organismen ben ved flod finner"

Samlingens andet afsnit udspiller sig som en samtale mellem de to sidste mennesker på jorden, Timo og Dana, mens tredje afsnit, 'Rent blod', er en form for kritik af det nu afdøde egocentriske samfund, hvor Skinnebach synes at udskifte en række forskellige instanser med bogstavet ø, både som bogstav og som et stykke land omkranset af vand: 

"De personlige pronominer er udskiftelige
siger ø, kun skammen taler, olien
hviler i lungeformer
underjordisk, de seende
og de, der ser de seende
det er et fælles anliggende" 

Denne fantastiske og vilde bog er bl.a. skabt udfra Lars Skinnebachs mangeårige gode ven Goudipals nedpakkede kunstsamling, der på mange måder også indeholder vidnesbyrd frem i tiden. Kunstsamlingen, der står under Statens Museum for Kunst, har fungeret som inspiration til bogen, og forfatteren har brugt en del tid på at gå rundt i samlingen og se på værkerne. De værker, han har udvalgt, er gengivet på digtsamlingens højresider, hvor Goudipal også har haft frit spil til at kommentere og illuminere værkerne, som det hedder på forsiden. Alt dette kunne godt virke som staffage, men d´herrer balancerer suverænt på knivsægget, og på den måde giver det digtsamlingen en ekstra dimension. Det understøtter en underlighed og en form for satire, der må være kendetegnende for et menneske, der allerede - heldigvis - har mistet det sidste håb og venter åbentøjet på, hvad fremtiden må bringe.

Hvor om alting er, så er Skinnebach en seer af en fremtidig guds nåde. Og det, der er i spil, er ikke mindre end det hele. Vi må snart opgive ideen om et ego, ideen om at det ikke er for sent, og vel nok med en vis spænding se, hvad den til tider ituslåede fremtid bringer; måske handler det om netop at møde den nye virkelighed med åben pande, renset for det individuelle altødelæggende perspektiv, som har bragt os, hvor vi står eller ligger i dag. indtil da vil jeg i hvert fald storglæde mig til Skinnebachs næste syn!