Bog

Året rundt med Peddersen og Findus : gå på opdagelse i naturen

Af (
2023
)

Anmeldelse

Året rundt med Peddersen og Findus

11 sep.23

Det elskede makkerpar Peddersen og Findus inspirerer til aktiviteter med fokus på naturen året rundt.

Det er let at begejstres over denne uprætentiøse og hyggelige naturbog, hvor Peddersen, Findus og Buklerne kommer med ideer til at opleve og nyde naturen. Bogen er inddelt i årets måneder og ledsages af en lille historie om Findus og co. og bugner af forslag til nemme kreative projekter, opskrifter og eksperimenter, der styrker interessen for naturen på en lærerig og sjov måde.

Naturens spisekammer er åbent næsten året rundt. Smag på naturen og måske bliver ungerne lidt mere madmodige, når de selv har været med til at høste råvarerne og kokkereret. Her er opskrifter på at lave tørrede æbleringe på en hjemmebygget tørreramme, urtesalt af havens krydderurter og tørrede svampe på snor. Sensommerens hyben kan forvandles til gammeldags hybensuppe, mens vinterens enebærgrene kan laves om til hjemmedesignede gafler og bruges til at fiske asier og syltede agurker op af glasset med.

Naturmaterialer sætter gang i fantasien og kreativiteten. Det føles ekstra godt, når man selv har fundet sine materialer i naturen og kan lave spændende projekter af dem derhjemme. I bogen giver der fx ideer til at lave små sejlbåde af bark og pinde, farve garn af løgskaller eller at bygge en væv. Man kan også kaste sig over at lave halskæder af bønner eller rønnebær. Ideerne er tilpas enkle til, at alle kan være med.

Forår, sommer og efterår er årstiderne, hvor mange især nyder at begive sig ud i naturen. Men hvad skal man finde på, når vejret er gråt, koldt og vådt og naturen gået i dvale? Her er ideerne rykket tættere på de hjemlige omgivelser med ideer såsom at bygge en fuglefrøautomat, lave islygter, dyrke hyacinter og lave julepynt af tørrede appelsinskiver.

Sven Nordqvists umiskendelige og charmerende tegninger og fortællinger om Peddersen og Findus fortsætter med at begejstre og fange børn. Universets altmodische og rolige stemning emmer af nærvær og samvær. En skøn naturbog for den aktive og kreative børnefamilie, der gerne vil opleve og lære om naturen året rundt.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Faustnummer
136833766
ISBN
9788727063614
Antal sider
97

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer