Ved enden af verdens ende

Jonathan Franzen leverer stof til eftertanke samt bud på, hvordan vi tackler den uundgåelige klimakrise.

Franzens essays udkom i USA i 2018, og man må sige, at klimaet er et litterært emne, der kun bliver mere ”hot” for hver dag, der går. Vi ser formegentlig lige nu kun toppen af isbjerget, når det kommer til litteratur, der beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen og klimakrisen.

Franzens personlige essays viser, hvor magtesløs også en succesrig, hvid, midaldrende, mandlig forfatter kan føle sig, når han står over for den største af alle udfordringer: Klimaforandringen. Sin smittende fuglebegejstring krydser han overlegent med sin klimaangst, der bunder i, at han har indset, hvilke konsekvenser menneskelivet har for såvel de vingede skabninger som for alle andre dyr på Jorden - os selv inklusiv.

’Ved enden af verdens ende’ indeholder blandt andet tekster angående Jordens undergang og en urovækkende fetich, hvor turister tager fotos af natur, der er ved at forsvinde for evigt. Altså både alvorlige og tankevækkende beretninger. Titlen får mig til at tænke: ”ja, hvad er der ved verdens ende? ” - Ifølge Franzen, tre ting: fugle, støj og klimaforandringer. Det kan måske lyde som uforenelige størrelser, men her bliver de beslægtede, da han blandt andet skriver om fugle, der er ved at uddø og reflekterer over forskellige populærkulturelle emner. Sidstnævnte bruger han til at fremhæve udtalte behov for ensomhed i en stadig mere støjende og distraherende massekultur.

Det er tydeligt at fornemme, at Franzen gennem sine essays afsøger egne holdninger og de valg, han selv har taget i livet, men tag ikke fejl – han er også interesseret i at belære os andre. Franzens tydelige mål med ’Ved enden af verdens ende’ er, at vi som menneskehed hele tiden skænker klimaforandringerne en tanke. Ikke for at slå os selv oven i hovederne, men for at gå mere realistisk ind i fremtiden.

Det vigtige ifølge Franzen er, at vi ikke bare vender os væk fra klimaforandringerne, selvom de er svære at forholde sig til. Det er vigtigt, at vi giver os tid til at forstå dem. Acceptere hvilke udfordringer vi står overfor og så handle på dem. Det er i høj grad vores berøringsangst, han anfægter, og vores evne til at snakke om ligegyldige og overfladiske ting i stedet for det, der betyder noget. Franzen er overbevist om, at vores problemer med at snakke om klimaet kommer af, at vi som enkeltindivider er en meget lille del af det. Det bliver alt for abstrakt. Han opfordrer derfor til, at vi beskytter det, vi kan og håber på det bedste.

Med sig selv som eksempel håber han, at alle vil arbejde ud fra deres egne interesser, men for klodens bedste. Jonathan Franzen holder af fugle og at kigge på dem og tænke på dem. Derfor skriver han om dem, så de ikke uddør. Det er en meget poetisk og måske ikke så overbevisende klimavenlig løsning, men man må give ham, at den er kreativ. Og det er også sigende for den gennemgående tone i ’Ved enden af verdens ende’, for Franzen bliver aldrig frelst at høre på, da han gerne bruger sig selv og sit eget hykleri som det stærkeste eksempel.