År 9 efter Loopet

Palle alene i verden - nu for voksne. Mark er tilsyneladende det eneste levende menneske tilbage i verden. Eller er han? Sjov og velskrevet roman om en verden i loop.

Hvis du er dus med din barndoms litteratur, vil du med sikkerhed kunne huske historien om Palle alene i verden: Drengen, der pludselig er fuldkommen mutters alene, og som i første omgang godt kan se visse fordele ved det. Men ret hurtigt mister den totale ensomhed sin magi, og det hele bliver trist og sørgeligt. Faktisk har den arme Palle ligefrem lagt navn til en efterhånden fast vending i det danske sprog; ”at være palle”, hvilket naturligvis vil sige, at man er alene. Så ikke alene kan man hedde Palle – man kan også være det.

Peter Adolphsen, der mere end én gang har (be)vist, at han er i besiddelse af en formidabel fantasi, har nu begået en ganske kort roman, som man med megen ret kunne kalde Palle alene i verden – nu for voksne. I dette særlige tilfælde er det dog Mark, der er ”Palle”.

Manden Mark befinder sig i Los Angeles – men ikke et Los Angeles, som det ser ud i dag. Byen er nemlig groet helt til i svampe og anden form for vegetation, men mennesketom er den dog ikke. For ni år siden indtraf den hændelse, som Mark selv har valgt at kalde for Loopet. På et øjeblik blev alle levende dyr og mennesker fastlåst i deres eget loop forstået på den måde, at de nu foretager én isoleret handling om og om igen. De fungerer nærmest som stationære zombier – altså på nær Mark, som i ni år har gået rundt og undret sig over, hvad fa´en der egentlig skete. Ligesom han i øvrigt undrer sig over, hvorfor samtlige mandlige loopere, som han kalder dem, bærer hans ansigt. Alle de kvindelige ditto har også det samme fjæs – kønt på den lidt kedelige måde, ifølge Mark.

Læseren bliver dog ikke på samme måde som Mark fastholdt i evig uvidenhed, da forfatteren har været så venlig at informere meget grundigt om den globale katastrofe, der har forårsaget denne verden. Det hele begyndte med en solsort, der slog sine triller, og herefter gik hele verden i loop. Mellemregningerne kan man læse sig til – de er meget omfattende!

Well – Mark har accepteret sin skæbne og er dertil forsumpet lidt. Og hvorfor egentlig ikke? Her er jo ikke andre! Eller er der? For pludselig en dag ser han en helikopter – eller rettere sagt: En flyvende helikopter! Og det må jo betyde, at nogen flyver den!

Mark sætter sig for at prøve at finde dette andet levende menneske, og her skal blot afsløres så meget, som at det rent faktisk lykkes. Resten af historien må man læse, og det bør man så absolut gøre, for Adolphsen er sluppet rigtig godt fra at skrive dette bud på en noget anderledes robinsonade. Romanen er både sjov, grotesk og velskrevet, og hertil kommer, at man klart kan mærke, hvor godt et greb han har om sin fortælling. Projektet er gennemtænkt, løssluppent og sine steder ganske tankevækkende.