Anmeldelse
Børnenes illustrerede dyreatlas
- Log ind for at skrive kommentarer
Tag på en opdagelsesrejse rundt i verden og bliv klogere på geografi og jordens mangfoldige dyreliv.
I dette kombinerede geografi- og dyreatlas præsenteres nogle af verdens mange dyrearter og hvorhenne de lever. En stor og flot bog med vægt på den visuelle formidling. Her er til mange timers underholdning og læring for børnefamilien.
Bogen indledes med en vejledning til, hvordan man læser kortene med symboler for forskellige typer af levesteder: Typer af ørkener, skove, stepper, vådområder o.l. Andre ting, der nævnes, er fx målestoksforhold, hovedstæder og landegrænser.
”Før afgang” er det en god ide at tage et kig på det dobbeltsidede kort med verdensdelene og havene på de første sider. Det giver børn en god forståelse for, hvor stor verden er. I kan sammen beslutte, hvilken verdensdel I først vil læse om: Skal det være Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Europa, Asien eller Australien? Der er også et kort over Antarktis, Arktis og de største have i slutningen af bogen.
Hver verdensdel præsenteres med et dobbeltsidet kort og på de følgende sider zoomes der ind på forskellige områder i verdensdelen med mere detaljerede illustrationer af levesteder og udvalgte dyrearter plottet ind på kortene med farvefotos og kortfattede fakta.
Bogen er ikke et opslagsværk med detaljerede beskrivelser og fakta om de forskellige dyr, men i højere grad et atlas, der viser dyrenes levesteder. Når man er færdig med dyreatlasset, kan man kaste sig over to små quizzer bagerst i bogen.
Jeg har opdaget, at der findes en lyserød delfin, som lever i Amazonfloden og at verdens giftigste slange, kobraen, lever i ørkenen, men samtidig er god til at svømme. I det indiske ocean kan man støde på en japansk kæmpekrabbe, som aldrig holder op ved at vokse og som – hold nu fast – kan blive op til 4 meter.
Umiddelbart er der mere ”wow-effekt” over dyr fra fjerne himmelstrøg, fordi de er fremmedartede og en del af dem ligefrem livsfarlige. Men egentlig bør man også unde sig selv at lære om de dyr, der omgiver os i Europa: Ringduens fjer vejer mere end skelettet og lossen gemmer sig oppe i træerne for så at lade sig falde ned på en intetanende hjort.
’Børnenes illustrerede dyreatlas’ er en flot bog om geografi og verdens mangfoldige dyreliv, som med sine kortfattede info og sin visuelle formidling i centrum vil formå at fastholde store som små.
Brugernes anmeldelser