Effekten af Susan

Peter Høegs 'Effekten af Susan' er en samfundskritisk spændingsroman, hvor vi følger eksperimentalfysiker Susans kamp for at overleve og forstå sig selv i et samfund på randen af undergang. Det er en roman fyldt med naturvidenskab, psykologisk indsigt og et bud på det centrale i livet.

Peter Høegs roman 'Effekten af Susan' fra 2014 handler om Susan Svendsen og hendes familie, der forsøger at overleve i et Danmark, der er på vej mod afgrunden. Plottets depressive kerne er den forestående ødelæggelse af det vestlige samfund, forudset af den mystiske Fremtidskommission, og et statsstyret hemmeligt forsøg på at redde de firetusind vigtigste mennesker i landet. Som sådan kan vi kategorisere romanen som en form for præapokalyptisk spændingsroman, der tager fat på samfundsrelevante emner, bl.a. social ulighed, forurening, klimaforandringer og deres destruktive virkninger på vores civilisation. Bogen er imidlertid også andet end det spændingsfyldte plot; den er på én og samme tid en samfundskritisk karakteristik af et Vesten i opløsning, et karakterstudie af en moderne og splittet kvinde, en kærlighedshistorie og et bud på, hvad det vigtigste i menneskelivet er.

Pessimistisk samfundskritik
Man skal ikke mange sider ind i 'Effekten af Susan', før vi støder på de første tegn på den kommende opløsning af samfundet. Det begynder umærkeligt, først i romanens periferi, senere mere centralt i form af Susans kamp for at overleve og afdække det statslige forsøg på at redde den danske elite. Vi ser det i forbindelse med en demonstration, Susan og hendes søn tilfældigt passerer. Her demonstrerer folk over, at prisen på mælk og energi er steget med 100 % i løbet af kort tid. Netop sådanne prisstigninger er et af de første symptomer på undergangen ifølge Fremtidskommissionen, der på bedste science fiction-manér har forudset en række af de vigtigste begivenheder i det 20. og 21. århundrede.

Sammenbruddet nærmer sig altså, og det er naturligvis vanskeligt ikke at trække paralleller mellem bogens nærfremtid og vores nutid. Det samfundskritiske aspekt i romanen understreges af statsapparatets og mediernes fortielse af sandheden. Alle fornemmer, at undergangen er på vej, og alligevel siger man intet; det er således ikke fra dén kant, vi skal forvente en redning. I stedet lader man den uvidende pøbel leve videre i handlingslammende forbrug, indtil det er for sent.

Fortællingens indbyggede mistro mod den regerende elite fremhæves af persongalleriet, der er fyldt med magtfulde embedsmænd og korrumperede politikere, der er klar til at tage magten, når demokratiet som det første falder.

Årsagen til sammenbruddet forklares nøgternt af en repræsentant for eliten: ”Problemet er os. Vores overforbrug og gældssætning.” Det er således den menneskelige grådighed, egoismen, der bærer skylden. Som vi vil se, falder det fint i tråd med romanens bud på det vigtigste i menneskelivet. Denne havesyge egenkærlighed fremstilles som en del af vores natur: ”Vi er biologiske væsner. Vi er blevet til i konkurrence med hinanden. Vores nervesystem er programmeret til at skaffe os mest muligt. Uanset hvad.”

Med det postulat synes romanens åbne slutning mørk og usikker. Lurer katastrofen lige om hjørnet? Er der intet håb for os?

Naturvidenskab, psykologi og skilsmisse – en personkarakteristik
Som modvægt til denne forståelse af mennesket har vi vores hovedperson, Susan Svendsen, og den idé, hun i kraft af sin personlige udvikling repræsenterer i romanen. Hun er ikke en almindelig kvinde, ligesom hendes familie ikke er en gennemsnitlig dansk middelklassefamilie. Susan er handlekraftig, rationel og koldblodig. Hun har dertil den besynderlige evne, at hun fremkalder oprigtighed hos andre mennesker, dvs. de bliver ærlige og udbasunerende i hendes selskab. Det er naturligvis den egenskab, romantitlen refererer til, og det er den færdighed, der sætter den dramatiske handling i gang. Hendes mand, Laban, og deres to 16-årige tvillingebørn, Thit og Harald, har tilsvarende evner, der endog forstærkes, når de er sammen. Heri ligger en af romanens vigtigste pointer, som vi vil se, nemlig den idé, at vi sammen står stærkest, at mennesket ikke er en ø.

På trods af Susans effekt på andre mennesker er romanen samtidig en realistisk og nuanceret skildring af en moderne kvinde. Hun er et sammensat individ, hvis indre splittelse de fleste mennesker vil kunne genkende – naturligvis sat på spidsen for dramaturgiens skyld. På den ene side har Susan hele livet stræbt efter at realisere det almene: ”Jeg har ledt efter et normalt liv. (….) Med et hus og et job og en mand og børn og en løn og mad på bordet og visheden om at entropi og kaos er noget der gælder lukkede systemer og ikke hos mig.” På den anden side har Susans liv været en kamp for at bevare sin frihed i en kaotisk verden, båret frem af en tro på, at ”ens personlige frihed [ikke] kan købes for dyrt”. Allerede her ser vi den modsætning, romanen er konstrueret omkring: Spændingen mellem frihed og pligt, ensomhed og fællesskab, kaos og harmoni.

Disse modsætninger tydeliggøres i Susans tro på naturvidenskaben: ”Da jeg var tolv, viste nogen mig en tavle med det periodiske system. Jeg forstod det med det samme. Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv. Jeg forstod at der fandtes naturlove. Som afbalancerer kaos.” Det bliver til en slags naturvidenskabelig fundamentalisme, der gennemsyrer hele Susans liv, både i jobbet som eksperimentalfysiker og i hendes grundsyn på tilværelsen, idet hun her finder en ro, det virkelige og omskiftlige liv ikke kan give hende.

For at illustrere Susans naturvidenskabelige verdenssyn kan vi tage hendes prægnante beskrivelse af den menneskelige bevidsthed: ”Om ti år har vi reduceret al bevidsthed til psykologi. Al psykologi til biologi, al biologi til kemi, al kemi til fysik, al fysik til matematik, som vi har udtømt i en logisk kalkule.” Det er ikke en verdensforståelse, der levner megen plads til føleri.

Interessant er det også, at det naturvidenskabelige grundsyn gennemsyrer romanens beskrivelser, der ofte trækker på et naturvidenskabeligt semantisk felt. Det skyldes naturligvis, at synsvinklen er lagt hos Susan, og begivenhederne derfor formidles gennem hendes bevidsthed: ”Schmedtlervægten har afvejet melet med en hundredtusindedel grams nøjagtighed. Det er der ikke mange husmødre der kan gøre mig efter. Vandet og den mekaniske påvirkning har dannet elastiske peptinkæder.”  Således er sproget i høj grad med til at karakterisere Susan som person. Samtidig genkender vi den detaljefokuserede skrivestil fra Peter Høegs tidligere romaner, eksempelvis 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' fra 1992, der i øvrigt også har en viljestærk kvinde som hovedperson.

For at forstå årsagen til Susans tro på naturvidenskab må vi forstå hendes fortid. Hertil hjælper romanens opbygning, hvor et kompositorisk princip synes at være den stadige vekslen mellem den nutidige handling, indlagte informationer om fortiden og deciderede flashbacks. Gennem de mange informationer og de indlejrede tilbageblik foldes Susans tidligere liv, opvækst og ungdom ud, hvorved vi som læsere langsomt trænger ind i hendes sind.

Det bliver gennem romanens oplysninger om Susans fortid klart, at hendes stræben efter ro og harmoni (hun bor på Evighedsvej) blandt andet synes at skyldes forældrenes brud i hendes barndom. Faren rejste væk, da Susan var otte. Hvor betydningsfuld denne begivenhed er, ses i, at Susan har fortiet det for sin familie. Et sted skildrer Susan bruddet således: ”Det var en bestemt helhed der var gået tabt. Fra da af mistede hun og jeg orienteringen. Fra da af flakkede vi omkring i verden”. Hun (og moren) bliver med andre ord hjemløse i verden.

Forældrenes skilsmisse resulterede ydermere i, at Susan blev sendt på en opdragelsesanstalt, Holmgangen, hvilket hun heller aldrig har fortalt sin familie. På opdragelsesanstalten blev Susan udsat for voldtægt af en ung afdelingsleder, som hun straffede ved at skrue ham fast til gulvet.

Disse betydningsfulde elementer i Susans tidligere liv, skilsmissen og voldtægten, bliver til sidst samlet i romanens klimaksscene, hvor vi indser, at både hendes forsvundne fader og voldtægtsmanden spiller centrale roller i det overordnede plot om at redde eliten fra den kommende undergang. Romanen er altså konstrueret således, at Susan i samme omgang gør op med fortiden (sin far og voldtægtsmanden) og nutidens problemer.

Men størst af alt er … de andre
Den indskudte serie af flashbacks fortæller i detaljer om Susan og Labans første møder og begyndelsen på deres forhold. Disse sødmefulde scener står i kontrast til romanens nutid, hvor forholdet er brudt sammen, og Susan har besluttet at lade sig skille fra Laban. Motiveret af de mange farefulde begivenheder i romanen får de til slut talt ud om deres forhold og de konsekvenser, deres forhold uundværligt har haft for hinandens liv. I denne samtale synes parret at række ud mod hinanden, og selvom denne del også slutter åbent, så er det mere fortrøstningsfuldt end den apokalyptiske historietråds afslutning.

Samtidig gennemgår Susan i løbet af en romanen en vigtig udvikling i sit syn på kærligheden. For at gøre det klart må vi sammenligne et par af Susans ræsonnementer. I en tidlig scene taler Susan med Andrea Fink, der er hendes faglige mentor og fungerer som en form for attrapmor, idet Susans rigtige mor udelukkende koncentrerer sig om sig selv. Andrea spørger i samtalen: ”- Og kærligheden, Susan, er den også kemi? – Især den.” Susans korte affejning af kærligheden ligger helt i tråd med hendes naturvidenskabelige livssyn, hvilket underbygges i følgende tankerække: ”Der kommer en dag hvor en mor har holdt sit barn tæt ind til sig for sidste gang. Og hvor man får tungtvejende indicier for at kærligheden ikke stikker særligt dybt, men er en darwinistisk illusion, udviklet for at sikre at forældre og andre dyr tager sig af deres unger.”

Disse to citater kan sammenlignes med Susans tanker i slutningen af romanen. Her tænker Susan uopfordret: ”Det er umuligt at forstå kærlighed og varme mellem mennesker.” Det er her tydeligt, at hun har forladt sit tidligere udgangspunkt; hun har lagt logikken på hylden, idet kærlighed ikke kan forstås rationelt. Det skal opleves. Tilsvarende ser vi Susans reaktion, da hun endelig møder sin far i klimaksscenen: ”Han breder armene ud. Og inden jeg får set mig om, ligger jeg hvor enhver lille pige helst vil ligge, selvom hun er fyldt treogfyrre. I sin fars favn.” Han har ikke været glemt, kærligheden er ikke kølnet med årene.

Susans udvikling ses også i romanens slutning, der – ligesom begyndelsen – foregår ved Andrea Finks dødsleje. Sammen har de i årevis undersøgt Susans effekt, og Fink har tidligere foreslået en teori om ”den bevidsthedsmæssige interferens mellem mennesker”, der forklarer, hvordan mødet mellem mennesker skaber en empatisk åbning. Susan affejede i vrede idéen, fordi den ikke passer ind i hendes naturvidenskabelige verden, hvor det ”hele er biokemi på et substrat af kvanteelektriske effekter”. I romanens anden sidste scene synes Susan imidlertid at acceptere idéen. Hun indser, at ”(l)ængst inde i en selv er de andre”. Mennesket er således ikke en ø. Mennesket er ikke rendyrket egoisme. Og i den indsigt om det centrale i livet ligger måske kimen til en bedre verden – hvis det ikke er for sent.

Kilder, links og centrale værker