Anmeldelse
Den store bog om træer
- Log ind for at skrive kommentarer
Ualmindelig smuk bog løfter sløret for en verden, vi mener, vi ser og måske opholder os i, men som vi alligevel ikke ved meget om.
'Den store bog om træer' er en imponerende flot bog med et effektfuldt stort format. Bogen er en del af en voksende tendens, hvor der benyttes store og flotte tegninger, der nærmest ligner ældre skoleplancher til at understøtte bogens tekst. Teksten er både oplysende og meget interessant, og de vidunderlige billederne er humoristiske med skønne detaljer i naturtro farver. Det polske makkerpar har tidligere fået udgivet Den store bog om bier, der er lige så smuk som denne.
Teksten forklarer, hvilke ting, der skal være repræsenteret, før man kan kalde et træ for et træ. Fælles for træer er, at der ud fra deres stamme vokser grene, og at der inde i stammen er konstant bevægelse, hvor det livsvigtige vand, som rødderne suger op, transporteres opad, og de livsvigtige stoffer, der dannes i bladende, vokser nedad.
Alle træer har blade, også gran- og fyrretræers nåle er blade. Hvis man fælder træerne, afslører ringene i stammen, hvor gammelt det pågældende træ er. Der findes også træer uden grene som for eksempel palmer, som i stedet har en masse blade i toppen. Men ikke alle trælignende træer er træer. Bambus minder faktisk mest om græs, og kaktus har en blød stængel, ikke en hård stamme.
Mange dyr er afhængige af træerne, og træerne er afhængige af dyrene til at sprede deres frø. Selv når træerne er døde udgør de vigtige levesteder for mange organismer. Nogle træer kan blive enormt høje, helt op til 115 m! Til sammenligning er Frihedsgudinden 93 m høj. Desuden bruger mennesket træ til rigtigt mange ting, og træer har lagt navn til flere ting, f.eks. taler man om evolutionens træ og stamtræ.
Bogen fortæller om træernes betydning for forskellige religioner og om den mystik, der omgærder skove, så de har en nærmest hypnotisk tiltrækningskraft på mennesker. Og fordi mennesket er opmærksomme på træernes betydning. er der faktisk et gammelt ordsprog, der udtrykker dette ved at sige, at en mand skal gøre tre ting i sit liv: få et barn, bygge et hus og plante et træ. Et ordsprog, der sætter fokus på, hvor vigtigt det er at efterlade sig noget i verden.
Brugernes anmeldelser