Klimakrisen i dansk litteratur er værd at beskæftige sig med!

Af Cand.mag. i litteraturhistorie Anna Chris Thompson

Klimakrisen spiller en væsentlig rolle i mange værker i dag og forholder sig til det samfund, den er skrevet i: Hvad er det for en verden og et samfund, vi lever i? Hvordan er man menneske i denne tid?

Den danske digter Lars Skinnebach sagde i 2010, at al litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Han udgav digtsamlingen ’Øvelser og rituelle tekster’ (2010), som man kun måtte købe, hvis man forpligtede sig på i fem dage ikke at købe og forbruge andet end de mest basale madvarer og forenede på den måde litteratur og aktivistisk praksis.

Selvom det ikke var en ny ting at skrive om naturen i krise – både Thorkild Bjørnvig gjorde det i 50'erne, 60'erne og 70'erne og Inger Christensen i 80'erne – var Skinnebach på det tidspunkt én af de eneste forfattere i Danmark, der skrev skønlitterært om klimakrisen.

Der er gået over ti år siden Skinnebachs udsagn, og meget er sket i de år. Klimakrisen står i dag – hvis man ser bort fra corona-epidemien – øverst på den politiske dagsorden og er en markant del af de flestes bevidstheder. Kigger man på den litteratur, der bliver skrevet i Danmark i dag, kan man se, at klimakrisen på forskellige måder spiller en væsentlig rolle i mange værker. Disse værker har ikke nogen særlig æstetik, form eller indhold og kan være både lyrik og prosa – eller noget helt tredje.
 

Dystopien
Forfatteren Theis Ørntoft har i sine to seneste værker, digtsamlingen Digte 2014 og romanen Solar (2018) haft klimakrisen som et afgørende tema. ’Solar’ er en dystopisk roman, hvor det igennem hele værket er, som om undergangen lurer lige om hjørnet. København fremstår som en dekadent by, hvor der hersker en sygelig fiksering på kroppe, antikultur og hurtige fix, og det ender med at hovedpersonen rejser væk fra det hele og går langsomt til grunde - ligesom den verden han er en del af. I Ørntofts ’Digte 2014’ støder vi på linjer som " Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/og flyforbindelser i hud og hår/og læse breaking news" og "Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/tænker jeg på apokalypsen/hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt" . Både i Ørntofts lyrik og prosa finder vi mørket, håbløsheden og ladheden. Mennesket har udnyttet samfundet, indtil der ikke er mere tilbage, både helt konkret i naturen, men også i kulturen og ånden.

Den dystopiske litteratur finder vi også i fx Olga Ravns De ansatte (2018), en kort sci-fi roman, der foregår i fremtiden på et rumskib, efter jorden er blevet ubeboelig, i Jonas Eikas novellesamling Efter solen (2018), der indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris 2019 og i romanen 'Verdenshjertet' (2021) af Viggo Bjerring, en fremtidsroman om et velfærdssamfund i opløsning. Kendetegnende for den dystopiske litteratur er, at den låner mange motiver fra sci-fi, populærkulturen og katastrofefilm: rumskibe, verdens undergang, mærkelige væsener, kunstig intelligens, eksplosioner og det planetare.
 

The End Of The World As We Know It?
I klimalyrikken er Lars Skinnebach en markant stemme. I 2018 udgav han digtsuiten TEOTWAWKI (en forkortelse for The End Of The World As We Know It), der handler om tiden før og efter den store økologiske nedsmeltning. Men det er ikke samme form for dystopi, som vi ser hos Ørntoft, man mærker ingen ladhed eller håbløshed, mere en inderlighed og brændende nødvendighed af at adressere emnet. "Nu og altid/en kileformet stråle/fra midt på havet/og ud i rummet/De vanskelige vilkår/at elske og jorden". Vi følger blandt andet, i nærmest bibelsk forstand, de sidste to mennesker på jorden, der ikke længere er helt menneskelige, men halvt krystaller. Vi finder også digte om "Middelklassen", der har udnyttet jorden og samfundet. ’TEOTWAWKI’ er prydet med kommentarer og illustrationer af multikunstneren Goodiepal, der også er kendt for sin politiske aktivisme.
 

Mennesket og naturen
Ligesom skønlitteratur forholder sig til sin egen samtid, er forholdet mellem menneske og natur også et grundtema i megen litteratur og i særdeleshed klimalitteratur. Man kan stille det op på flere måder: Mennesket over for naturen, mennesket i naturen, mennesket mod naturen og mennesket som natur.

I lyrikken kan man finde naturen i Mirian Dues digtsamling Vågent (2021), hvor hun i sine små digte væver naturen og et nyt menneskeliv sig sammen på en næsten cyklisk måde: ”lad din ånde sive ud, trække luft ind/havet trækkes ind/ved månens kraft, ved lungernes kraft/går jeg i et/med denne bevægelse/forlader fortider.” Naturen bliver en integreret del af vores liv her på jorden, den er ikke adskilt fra mennesket.

En anden markant stemme er C. Y. Frostholm, der i sine seneste to værker Træmuseet (2018) og 'Laurbærdialogerne' (2021) også har haft naturen som omdrejningspunkt. Det sidstnævnte værk er en slags økokritisk pamflet, hvor flere forskellige stemmer diskuterer klimaemner :
”Bilejeren vil sige: Min bil er min frihed. Fartgrænserne har fanden skabt./Politikeren vil sige: Lad os nedbringe udslippene og anlægge nye motorveje./Med sin raslen vil Apollons træ sige: Du vil forvente, at løsningen vil være gratis og helst også bekvem og indbydende.”

At lade naturen tale, som Frostholm gør, er også noget, som Siri Ranva Hjelm Jakobsen lader ske i sine seneste to værker Havbrevene (2019) og Dafnesyndromet (2021). I ’Havbrevene’ taler havene om de stigende vandstande, og ’Dafnesyndromet’ har den græske myte om Dafne, der forvandler sig til et træ, som omdrejningspunkt – ligesom Frostholm også har i ’Laurbærdialogerne’.

Klimakrisen i lyrikken går sommetider under navnet økopoesi, og andre digtere, der kan siges at skrive økopoetisk, er blandt andre: Rasmus Nikolajsen, Nanna Storr-Hansen, Victor Boy Lindholm og Liv Sejrbo Lidegaard. Fælles for dem alle er, at de via lyrikken søger et nyt sprog til at tale om naturen på.
 

Cli-fi: en bred genre
I fiktion har vi mulighed for at undersøge andre virkeligheder og forestille os nye verdener. I en så omfattende global krise, som klimaforandringerne skaber, er det nærliggende at tænke over, hvad det er for en verden, vi eller vores børn og børnebørn kommer til at leve i. Disse forestillinger om mulige fremtider finder vi i både lyrikken og prosaen.

Cli-fi (kort for climate fiction) er en betegnelse, der stammer fra USA, og er helt enkelt fiktion, der beskæftiger sig med klimaforandringer og kan bruges om både bøger (primært prosa) og film og andre medier. Charlotte Weitzes roman Den afskyelige (2013) er det mest tydelige eksempel på cli-fi i dansk litteratur. Vi følger her jeg-fortælleren Heidi i en nær fremtid, hvor klimaforandringerne har medført, at alt er blevet varmere, og der bliver født markant færre børn, hvoraf en stor andel af børnene bliver født med deformiteter. Heidi møder Kenneth, der har en enorm svedproduktion og således er ekstra påvirket af de stigende temperaturer. Parret begynder derfor at føre CO2-regnskab, men viser det sig at være sværere end som så. Det er en roman, der både har sci-fi- og satireelementer – og afskyelige snemænd er der også. I Weitzes seneste roman Rosarium (2021) har hun planter og planteverdenen som fortællingens udgangspunkt, hvor hun ligesom Jacobsen og Frostholm giver en stemme til naturen.

Klimakrisen er også tydeligt til stede i Pablo Llambías' Zombierådhus (2019), der er bygget op af 98 vidt forskellige tekster, én for hver kommune i Danmark. Skanderborg-kapitlet starter med en nøgtern gennemgang af det nye rådhus' klimatiltag og slutter af med " Foran rådhuset er der en parkeringsplads med plads til 1000 biler [der udleder] kuldioxid (CO2), som er en drivhusgas, der bidrager til den globale opvarmning og klimaændringerne, samt nitrogenoxider (NOx), der angriber åndedrætsorganer og skaber drivhusgasser og syreregn." I andre kapitler ser vi dystopiske fremtidsscenarier, der igen låner fra sci-fi og populærkulturen, fx når en kommune planlægger en rejse væk fra jorden for at kolonialisere rummet.
 

Politisk litteratur?
Er klimalitteratur politisk? Noget af den er tydeligt politisk som fx hos Llambías, Frostholm og Ravn, men det politiske fremstår ikke som en holdningstilkendegivelse, men mere som en litteratur, der tror på, at dét at rejse politiske problemstillinger litterært giver os anderledes måder at reflektere over emnet på.

Hvis ikke al klimalitteratur er politisk, så er det i hvert fald en engageret litteratur. Det er en litteratur, der er optaget af den verden, den er skrevet i. Klimakrisen bliver i megen litteratur heller ikke angrebet som en isoleret ting, men ses oftere i samspil med andre samfundsproblematikker som fx ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt - og flere af værkerne kan også læses kapitalismekritiske. Man finder ingen nemme løsninger på klimakrisen nogen steder, men nærmere undersøgelser af alvoren i situationen. Hvad er forholdet mellem mennesker og natur? Hvad gør det ved os som mennesker at leve i vores samfund? Hvad bringer fremtiden? Hvilket ansvar har det enkelte menneske? Hvilket ansvar påhviler magthaverne? Hvordan er vi kommet så vidt? Er vores levemåde i Danmark (og vesten) skabt på bekostning af andre/noget? Hvordan er vi forbrugere? Hvordan kommer vi videre på en bære- og væredygtig måde? Er det overhovedet muligt?

Hvorvidt skønlitteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er værd af beskæftige sig med, kan man jo tænke nærmere over – sikkert er det i hvert fald, at skønlitteratur, der beskæftiger sig med klimakrisen, i høj grad er værd at beskæftige sig med.