Vi har brug for nye forestillinger om fremtiden. Og vi har brug for at blive berørt og - i mere end en forstand – bevæget. Af poesi, historier og forbundethed.
Af Silja E. K. Henderson - forfatter, ph.d. i psykologi og medlem af 'Forfattere ser grønt".
”Hvordan kunne det kun begynde én gang? Det virker ikke rigtigt. Noget må være endt og begyndt igen, så det kan fortsætte, den måde folk lever og dør på, alle folkene, også stjernerne”, siger karakteren Bødker i Ursula Le Guins post-apokalyptiske og inderligt utopiske værk ’Altid hjem’ .
Så vidt vi ved, er verden ”endt fire gange”, fortæller han. Teksten hedder ”Fire begyndelser” og antyder således historiens gang, som en cyklisk bevægelse mellem begyndelser, slutninger og begyndelser. En bevægelse mellem utopi og dystopi – og altid i flod.
Svære tider er på vej, sagde Le Guin i sin takketale til The National Book Foundation Medal for Distinguished Contribution to American Letters i 2014. Litteraturens rolle, understregede hun, er at være visionær vejviser – ud af samfund præget af frygt og teknologifiksering og mod andre verdener, andre måder at leve på. Vi har brug for poeter og visionære tænkere – forfattere som kan huske frihed og endda forestille sig gyldige grunde til håb – ”realists of a larger reality” (min oversættelse).
Kastastrofen er her allerede – det er kunsten også
Det er svært ikke at komme til at tænke på fremtidsdystopier og slutninger, når man læser klimarapporter, biodiversitetsforskning eller nyheder i det hele taget.
“My definition of utopia has changed”, har den utopiske sci-fi-forfatter, Kim Stanley Robinson, for nyligt udtalt i et interview: “avoiding the mass extinction event would be a utopian success for this century”.
Men for mange oprindelige folk, udsatte befolkninger, truede arter og biotoper har katastrofen allerede indfundet sig. Den tidlige kolonihistories ekstraktion og udryddelser kan ses som begyndelsen på en række sammenkædede katastrofer, der leder os ind i vores samtids kriser, herunder klima- og biodiversitetskatastroferne, som fortsat folder sig ud. Det har fået historikere, antropologer og forskere til at foreslå, at andre begreber bør erstatte det vi kalder den antropocæne epoke. Donna Haraway og Anna Tsing har foreslået ”the plantationocene”, for at understrege plantagens udnyttelse af jord og mennesker, og humanøkolog Andreas Malm og flere andre taler om ”the capitalocene”. Kapitalens tid.
“We live in capitalism, sagde Ursula le Guin også i takketalen, og med vanlig sans for kunstens rolle som forandringsagent og magtkritik; “its power seems inescapable,but then, so did the divine right of kings.Any human power can be resisted and changed by human beings. Resistance and change often begin in art. Very often in our art, the art of words.”
50 års advarsler
I 1972 udkom den første Club of Rome rapport “Limits to Growth”, som advarede om de alvorlige konsekvenser ved at fortsætte vækstparadigmet på en planet med begrænsede ressourcer. I 1992 udgav 1700 forskere, heraf adskillige nobelprismodtagere, den første af flere efterfølgende ”World Scientists’ Warning to Humanity. I 1995 blev det første COP-møde, af indtil videre 27 årlige møder, afholdt, og sidste år udkom FNs Klimpanels sjette hovedrapport. Halvtreds års advarsler.
Hvis alvorlige videnskabelige fakta i sig selv var nok til at rykke os, så var den grundlæggende omkalfatring af vores samfund sket for længst.
En krise i vores forestillingsevne
Forfattere som Amitav Ghosh og Rebecca Solnit har kaldt klimakrisen for en krise i vores forestillingsevne. På den ene side har vi svært ved at forestille os (og skrive om) konsekvenserne af klimakrisen og de andre kriser, som den er forbundet med.
På den anden side har vi også svært ved at forestille os alternative udfald – mere bæredygtige og retfærdige fremtider – andre, mere empatiske, måder at leve på. Som Rebecca Solnit siger, i en tale på Harvard Divinity School:
”Rationality is not enough […] we need to imagine the world in an entirely different way. One where we see symbiosis, interconnection, interdependence, mutuality, reciprocity, mutual aid […].”
Med andre ord, vi må forestille os, og ud af forestillingen skabe, en anden og større virkelighed, hvor vi er respektfuldt forbundne med, og gensidigt afhængige af, den levende verden, som én art i et væv af mange. Vi behøver både dystopier og utopier og vi behøver fortællinger, der igen forbinder os med jorden. Men måske har vi også brug for at blive berørt, engageret – og i mere end en forstand bevæget – for at rykke os
Følelser flytter os
Det følelsesmæssige aspekt af klimakrisen har generelt været forsømt og underprioriteret, mener psykolog Solveig Roepstorff. I sin bog, ’Klimapsykologi’, citerer hun bl.a. fra et tysk studie af to bæredygtighedsforskere, som viser at det især er følelser – moralske følelser (som indignation, vrede, skyld) og et følelsesmæssigt tilhørsforhold til naturen og, i lidt mindre grad, økologisk frygt – som påvirker os til at handle og ændre adfærd.
Roepstorff citerer nobelpristageren Kahnemann, der har forsket i menneskelig adfærd og kognitiv beslutningstagen: “Jeg er yderst skeptisk i forhold til, om vi kan cope med klimaforandringerne. For at mobilisere mennesker er det nødt til at blive et følelsesmæssigt anliggende.”
Vi har brug for både videnskaben og poesiens sprog
”På hvilket sprog vil stjernerne svare os?”, spørger Hanns Cibulka i den nyligt oversatte Havtorntid, i refleksion over menneskehedens eufori over rumfart, teknik og ”lysende metal”. Hvilken mening tilbyder viden i sig selv?
”Teknikken alene er ikke i stand til at give et barn begreb om sin skæbne eller forme den […] Den der kun ser tandhjulene, som drejer rundt, forarmes. Jo mere vores daglige arbejde udføres af uorganiske kræfter, af det mekaniske, det upersonlige […] desto mere må mennesket besinde sig på sin åndelige, sin kulturelle mission. Foreningen af de kunstneriske og videnskabelige kræfter på én gang udgør grundstammen i menneskets kald.”
Vi har brug for både videnskaben og poesiens sprog, skriver Le Guin i forordet til sin sidste digtsamling, ’Late in day’ – hvis vi skal redde os selv fra endeløse ophobninger af information, som aldrig ændrer vores uvidenhed eller uansvarlighed. “ Science describes accurately from outside, poetry describes accurately from inside […] both celebrate what they describe.
Videnskab og fakta er ikke nok. Vi har brug for mening. Vi har brug for litteratur der berører og bevæger os. Litteratur der lader os opfatte konsekvenserne af vores (den vestlige, kapitalistiske) kultur og levemåde. Litteratur der lader os forestille os helt andre måder at organisere vores samfund. Litteratur der genforbinder os med, og genindlejrer os i, den levende verden, som jordboere, én blandt mange andre arter af jordboere.
Kunst og litteratur er – ligesom viden og forskning – en nødvendig del af et større kulturelt økosystem af ansvarlig handling, keren og forbundethed, en ny begyndelse, som skal spire ud af det gamles slutning.
Der er kun et stort, naturligt kredsløb og i det hænger vi katastrofalt, vidunderligt sammen.
Omsorg og oprør er utopiens kroppe i en verden af ødelæggelser.
Kommentarer