Bog

Fremtiden er der også i morgen

Af (
2023
)

Anmeldelse

Fremtiden er der også i morgen

01 jun.23

Kristians Leth sætter både corona og den altoverskyggende klimakrise i et tiltrængt perspektiv. Fremtiden må gerne starte her.

Det er næsten politisk ukorrekt at være optimistisk, men gode nyheder behøver heldigvis ikke automatisk at være fake news. Kristian Leths mål med bogen er at hjælpe unge læsere til at bevare eller genfinde håbet for fremtiden ved at give dem troen på menneskets evne til at samarbejde og problemløse, og det lykkes ret overbevisende. 

Kristian Leth har spottet et problem, som han med sin bog prøver at være med til at løse. Problemet er, at mange børn og unge er bange for fremtiden, eller måske slet ikke tror på, at der er en. Dette er ikke et nyt fænomen, og det, der skræmmer, skifter fra generation til generation. Men nu om stunder er mediernes massive nyhedsbombardement meget mere svært at undgå, og det gør, at frygten kan vokse og føre til mistrivsel. Frygten er selvfølgelig ikke helt grundløs, men Leth mener, at den er ude af proportion med virkeligheden, og at virkeligheden ikke er en dystopisk serie, der streamer nonstop.

Forfatteren kommer således med en anden vinkel på verdens udvikling, end de fleste af os er vant til. Hans vinkel er ikke den, der sælger aviser eller får clicks med dramatiske overskrifter om verdens snarlige undergang, men den som fokuserer på de enorme fremskridt, der er sket for størstedelen af mennesker på jorden på relativt kort tid. Menneskets levevilkår er blevet væsentligt forbedret, men forandringerne har desværre aldrig rigtigt fået den opmærksomhed, de fortjener. Leths tilgang virker, og som læser bliver man både beroliget og inspireret.

Kristian Leth er med denne bog med til at vise, at det er en del af menneskets natur at hjælpe andre i krisetider og løse de forestående problemer. Det er netop troen på dette, der er det vigtige i bogen. Menneskets unikke evne til at drømme om et bedre liv og forestille sig fremtiden fremhæves som en slags superkraft, og dette bliver et troværdigt og opmuntrende budskab, fordi Leth bakker op med en perlerække af både velkendte og relativt ukendte udfordringer fra historien.

Leth rykker ved nutidens dommedagsprofetier ved at sammenligne dem med profetier fra sin egen barndom, der nu er blevet grundigt modbevist. Ligesom Leth husker jeg, hvor bange jeg var for, at ozonlaget helt ville forsvinde og for den uhyggelige syreregn. Men undergangen kom som bekendt ikke dengang, og den kommer nok heller ikke lige nu.

Historien og Kristian Leths bog viser, at mennesker har kapaciteten til at løse store udfordringer, og at der sandsynligvis er mere grund til at glæde sig til fremtiden end at frygte den. ’Fremtiden er der også i morgen’ er en flot illustreret og relativt let læst bog, der henvender sig til unge fra omkring 13 år. Sproget er flydende, historierne lette at følge og argumenterne til at forstå. 

Bogdetaljer

Forlag
Grønningen 1
Faustnummer
135856851
ISBN
9788773392010
Antal sider
140

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer