Rans vilje

Menneskets eviggyldige kamp med naturen udspiller sig i Peder Frederik Jensens historisk mytologiske roman, hvor sømanden Roar oplever en flodbølge i både bogstavelig og følelsesmæssig forstand. 

’Rans vilje’ begynder med en forestående stormflod i 1872, som kun en enlig øboer, en egensindig søulk, forstår omfanget af. Han er derfor den eneste, der kan forberede sig grundigt på en af de største danske naturkatastrofer i nyere tid.

Men selvom sømanden sikrer sit hus, dyr og ejendele, imens fastlandsbeboerne på Lolland og omegn lider store skader og druknedød, så rammer andre uforudsete følger sømanden, hvilket får uoverskuelige konsekvenser. Efter stormen har lagt sig, finder han en lille pige i en kurv, der på mirakuløs vis har overlevet vandmasserne. Mødet rækker samtidig ind i den forsagte sømands dunkle fortid, som han ihærdigt har forsøgt at lægge låg på. Som ung stak han til søs for at slippe ud af en barndom gennemsyret af tab og fattigdom, og en mytologisk nærdødsoplevelse sendte ham i armene på et liv på de syv have.

Samtidig banker fremskridtet på eneboerens dør. For efter den voldsomme oversvømmelse udsendes statsfolk, der skal bygge diger og inddæmme havet. Men havet kan ikke kontrolleres, og sømanden har købt skødet til øen for en værdifuld guldring og kan heller ikke sådan lige smides ud. I et barsk samfund kæmper sømanden nu for utopien om at kunne beholde både pigen og øen – og helst bare være i fred, tak.
 

Kan man kontrollere naturen?

Både naturen kræfter og menneskelig håndkraft har været med til at ændre det danske landskab – ligesom mennesket har formet naturen, ligeså har naturen formet mennesket. Sådan rammesættes fortællingen i ’Rans vilje’ med nutidens øjne, der skuer ud over landskabet og bagud i historien: 

”Vores forfædre har forandret klodens landskaber med håndkraft. De har forsøgt at holde på vand, kontrollere elementerne. De har gravet afvandingskanaler på kryds og tværs af de lavest liggende egne, har bygget diger, har inddæmmet og tørlagt fjorde, som her hvor mit hus ligger. (...) Alting handler om vand der enten vil væk, eller vand der vil stå. Vand der siver, og vand der driver.” 

Efter stormfloden ramte 12. november 1872, hvor over firs mennesker omkom, blev der bygget et tres kilometer langt dige, som skulle skærme Sydvestlolland for havets ødelæggende kraft og give plads til opdyrkning af området. I den historiske roman udfoldes naturkatastrofens konsekvenser især for den aldrende og mystiske sømand Roar. Han har bosat sig mellem vand og land efter et langt liv til søs. ’Din stædighed står i vejen for fremskridtet’ lyder det, da digerne skal konstrueres. Og til sidst bliver sømandens trodsighed og fordækte opførsel da også hans endelige. Ingen kan stå i vejen for fremskridtet, heller ikke naturen. Det er ikke svært at opleve den umulige kamp og kontrol med naturen som eviggyldig – set i lyset af nutidens klimakrise.
 

Mytologi og fortællingens kraft

På øen gemmer Roar på en hemmelighed. Han har fundet en overlevet lille pige, der som Moses i kurven ankom til ham, efter stormen havde lagt sig.

“Aldrig om jeg skal have et barn. Børn dør. De forsvinder, når man lige har lært dem at kende. Det skal ikke ske igen, så hellere leve alene.” 

Efter en længere indre kamp om at lukke hende ind i sit hjerte bukker han under for kærligheden og omsorgsfølelsen. Sømandens barske fortid dukker også op i glimt, barndommen og senere tiden som skibsdreng, hvor han lærer sømandskabet at kende på den hårde måde. Så selvom sømanden er forsagt og har svært ved at finde ord og udtrykke sig i samtaler med fastboerne, så gemmer han på en masse fortællinger og myter, som kan lulle pigen til ro.

Den stærke forbindelse til pigen bunder også i sømandens eget mytologiske møde med Rans vilje, der engang reddede ham fra druknedøden. Den nordiske mytologis guder og myter blandes med sømandens nærdødsoplevelse og overlevelsesinstinkt. Havets konge Ægir og dronning over de druknede Ran samt deres ni døtre må have haft en finger med i spillet og en mening med, at begge er overlevet. Sådan kan både sømanden og læseren gruble over sammenhængen, for de mytologiske elementer giver ikke klart svar på noget.

Med en tilkommen hund lever trekløveren et stille men værdifuldt liv for en stund. Den nu betydningsfulde hverdag er dog skrøbelig, for den ukonventionelle relation mellem en gammel eneboer og en forældreløs pige kan ikke vare ved. Som et tegn på deres forbindelse, tatoverer sømanden ’HIMINGLÆVA’ på pigens arm som afskedshilsen. Født af stormen, barn af søen, havets prinsesse.
 

Maritim terminologi for viderekomne

Mere eller mindre kendte maritime udtryk er strøet ud over romanen sider, der både bidrager med en historisk nærkontakt, men også udfordrer læserens kendskab til ord som pilk, kvejle og søfitte.

”Mere skulle der ikke til for at føre smakkejollen der lå stabilt i søen med slæk på skødet. Svag vind fra syd, krusninger på overfladen, mindes han. En kattepote at sejle på. Magsvejr var det da han nærmede sig fjordens munding og den ø der skulle blive hans hjem.” 

Romanens stemme afspejler samtiden og sømandens sprogbrug. Roar er en mand af få ord, hvilket også kommer til udtryk i sprogets opbygning, hvor sætninger fremkommer i tøvende og korte udbrud med få ord og mange opbrydende punktummer. Sproget er nøgtern og direkte i beskrivelsen af volden, som gennemsyrer samfundet. Det er ikke for sarte sjæle, når der indimellem berettes om ligskænding, seksuelle overgreb og korporlige afstraffelser.

Der er samtidig meget uvished og antydninger i karakterens handlinger og indbyrdes kommunikation, og refleksionerne om betydningen bag, må læseren selv gøre sig. Romanen indeholder også en stor detaljegrad, viden og sanselighed, når der fx beskrives, hvilket håndværk det er at partere og udnytte alt fra ådslet af en ko. Det leder tankerne hen mod robinsonadens determinerede overlevelseselement.
 

Litterære slægtskaber

Peder Frederik Jensen debuterede i 2007 og blev for alvor kendt med sin novellesamling Banedanmark fra 2014 om udkantsdanmark og senere den hårdtslående samtidsroman Det Danmark du kender fra 2020, der forgår på nutidens Lolland. Med ’Rans vilje’ har forfatteren vendt blikket mod den historiske roman og ladet sig inspirere af eddadigtning, islandske sagaer samt de kristne mytiske fortællinger – det er svært ikke at skænke syndflodsberetningen en tanke i løbet af romanen.

Den stædige eneboer, der åbner sit hjerte for et forældreløst barn, finder man også i Kaptajnen og Ann Barbara af Ida Jessen fra 2020. I stedet for at inddæmme kysten er det her heden, der skal opdyrkes i midten af 1700-tallets Danmark. 

I Carsten Jensens Vi, de druknede fortælles der også om søfartslivet, hvor havet er lunefuldt, men tiltrækkende, og en stor del af øsamfundet i skipperbyen Marstal. Her udfoldes flere generationers liv på og med havet. Peder Frederik Jensen har også selv bekendtgjort, at ’Rans vilje’ bliver første roman i et generationsportræt.