Bog

Under polarisen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Under polarisen af Line Renslebråten

02 jun.19

En smukt illustreret fagbilledbog om livet over, midt i og under polarisen. Emnerne er så godt forklaret, at børn ned til syv år kan få indblik i den vigtige og sårbare verden.

Bogen er opbygget, så den starter med at handle om Arktis. Derefter er der beskrivelser af både levende is, iskantzonen, isalger, planteplankton, dyreplankton, vandlopper. Sådan gennemgås organismerne fra mindst til størst, og delvist også opad i fødekæden, afbrudt af fakta om gletsjere, havbunden og lignende.

Jeg vidste ikke, at der fandtes vingesnegle med og uden skal, der lever i vandet, som ikke er større end riskorn, og som daler mod bunden, når det bliver lyst. Og at dem med skal stikker en slags fod med vinger ud af sneglehuset, som bruges som svømmefod. De kan skifte køn, når de bliver voksne, ligesom rejer. De små snegle er hanner, og de største og ældste er hunner.

I bogen lærer man også om, hvordan gopler spiser, at krill er det man kalder en "nøgleart", fordi de er vigtige for rigtigt mange dyr længere oppe i fødekæden. Tænk sig, at det største pattedyr, der nogensinde har levet, blåhvalen på mellem 100 og 120 ton, lever af dyreplankton, som pr stk. vejer ca. to gram!

Man læser blandt andet om både grødis, pandekageis og Amorf-is, der ligner glas og faktisk er den type is, som ringene om Saturn er lavet af. Om metangas der dannes, når noget rådner og nedbrydes.

Norske Line Renslebråten har skabt en både smuk og særdeles aktuel bog, der giver en fin og realistisk fremstilling af en verden i verden, som pga. klimaændringer har ændret sig drastisk. Bogen skaber en forståelse af et stort økosystem, som vi ikke har direkte visuel adgang til og derfor måske ikke bekymrer os nok om?

Line Renslebråten har illustreret og skrevet teksten. Og hun kan virkeligt tegne! Illustrationerne er drømmende smukke i korrekte farver, som giver fornemmelsen af dybde, lysets betydning og livet i øvrigt.

Hun har skrevet og illustreret flere børnebøger, men dette er den eneste, der er oversat til dansk. Hendes andre bøger handler også om natur og dyr, bl.a. ’Dyrene som forsvant’. Hun har modtaget stor ros fra WWF-Norge for sit arbejde med at skabe fokus på vores natur.

’Under polarisen’ er en smuk og tankevækkende billedbog til børn i alderen syv-ti. Bogen kombinerer fakta med visuelt stærke og farverige illustrationer, der understreger vigtigheden af at bevare den unikke flora og fauna i havene under polarisen.

 

Bogdetaljer

Forlag
Straarup & Co
Oversætter
Lisette Agerbo Holm
ISBN
978-87-7018-370-3
Antal sider
90

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer