Bog

Fuglene i min have

Af (
2018
)

Anmeldelse

Fuglene i min have af Elvira Fragola

12 jul.18

En praktisk bog for børn og forældre, der vil nyde havens fugleliv. Med denne smukt illustrerede bog i hånden bliver man hurtigt en ferm ornitolog.

Fuglelivet er lige udenfor vinduet, hvis du har en have. Hvis du sætter fuglemad ud, vil du med garanti få flere bevingede gæster at se på i haven. For fugle skaber liv i haven og er sjove at kigge på, da de både er forskellige i udseende og opførsel.

En af de mest almindelige gæster i haven er gråspurven. Når en han og hun forelsker sig, bliver de sammen hele livet. Hannens næb skifter farve efter årstiden: om sommeren er det sort og om vinteren gulligt.

Dompappen er en anden flittig gæst, hvor hannerne er lettest at få øje på med deres orangerøde bryst, mens hunnerne blot er beigefarvede. Dompappen har tidligere været holdt som stuefugl, og de har let ved at lære melodier, man fløjter for dem. Man kan nemt se, når dompap-unger er sultne, for så blive næbbene helt røde, og når de er mætte, blegner de igen.

Ringduen er en stor blågrå due, som sjusker så meget med redebygningen, at æggene ofte falder ud gennem hullerne. Og så fodrer ringduen sine unger med duemælk, som kommer ud gennem en lille udposning ved spiserøret.

Elvira Fragolas bog om 20 forskellige fuglearter er virkelig skøn læsning både i ord og billeder. Bogens finurlige fakta om fuglenes udseende, adfærd, æg og foretrukne spise ledsages af Elviras smukke tegninger af fuglearterne og deres æg. Bogen indeholder også opskrifter på fuglekager, peanutkugler og på, hvordan man omdanner et rabarberblad til et fuglebad. En smuk og praktisk bog, som indbyder til ro og fordybelse børn og forældre imellem.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
54679300
ISBN
9788740650822
Antal sider
57

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer