Bog

Det hus Jack (og Melissa) byggede

Af (
2017
)

Anmeldelse

Det hus Jack og Melissa byggede af Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøgger

20 jun.19

En smuk, klog og tankevækkende billedbog, der med få ord og forstærkende illustrationer fortæller om næstekærlighed og venskab for eftertænksomme børn.

Jack leder efter brugbare ting i de tilbageværende dynger. Værktøj, mad og tøj. Han har en god hammer og masser af søm. Han møder pigen Melissa, som har en sav, og sammen bygger de et hus.

’Det meste ligger øde. Meget er i stykker. Der er en dreng, han hedder Jack. Jack er dygtig med sine hænder. Det sagde alle de voksne dengang man stadig snakkede om den slags.’

Melissa saver: ’RITCH! RATCH! RITCH! RATCH! Jack slår søm i: BANG! BANG! BANG! Det lyder næsten som musik. Det føles godt at arbejde sammen.

De møder en lille hund, som flytter ind hos dem. Og så begynder det at regne. Der kommer andre børn forbi, de har en masse hatte med. De kan høre lydene fra Jack og Melissa, som tilbyder dem at låne deres værktøj, så de andre børn også kan bygge huse. Der kommer også flere dyr. Nu kommer styrtregnen, og Melissa og Jack kan høre den tromme mod taget i deres lille hus. De redder en hund mere, så deres lille hund nu også har en ven.

Efterhånden som dagen går, og de bliver bevidste om, at de rent faktisk sejler afsted, bliver de enige om, at det slet ikke er et hus, de har bygget, men en båd. 'Det var heldigt.’ siger Melissa. ’Med al den regn og to hunde.’

De sidste sider er uden ord og viser, hvordan alle de andre børn og dyr sejler rundt i små hjemmebyggede og farvestrålende både.

Titlen på bogen, er fra en engelsk folkevise, ’This Is the House That Jack Built’ fra det 18. århundrede. En folkevise der opbygges på samme måde som sangen ’Langt ude i skolen’. En sang som både Metallica og Aretha Franklin har indspillet. Dog i to ret forskellige versioner. Danske Lars Von Trier har også indspillet en film på baggrund af titlen.

I sangen er der ingen Melissa, men hendes rolle i billedbogen er at vise, at det er bedre at gøre tingene sammen end hver for sig. At være en del af et fællesskab.

Aakeson og Brøggersen har skabt en historie med referencer til Noas ark og Fupz har fremstillet børnene i fortællingen, som de eneste fornuftige væsner på jorden. Bogen er meningsfuld læsning for både børn og voksne, da begge parter kan sætte sig i børnenes sted, og der er både aktualitet og læring i historien. Billedbogen er velegnet til at læse sammen fra cirka 5 år med masser af vigtige emner at snakke sammen om, både i teksten og i de fine billeder.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Graphic
Lilian Brøgger
ISBN
9788702192162
Antal sider
32

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer