Nervernes adresse

Seende og sitrende digte af Løppenthin insisterer på et jeg, der bare er til stede.

Digte knopskyder sig blidt ind og ud gennem hinanden gennem diskrete gentagelser og forskydninger af sætninger, billeder og ideer i Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling 'Nervernes adresse'. Samlingen udfolder sig som syv langlinjede digte; ’prolog, vinter’, ’digt om territorier’, ’mejer’, ’køernes hvide ansigter’, ’ruter A + B’, ’nervernes adresse’, ’swallow, swallow’. Der er ingen højstemt patos eller voldsom følelsesmæssig dramatik på  færde, bare et jeg, der går rundt og er til stede i byrummet og i sin lejlighed og enkelte gange tager på udlandsrejser. Jeget registrerer årstider og skiftende danske vejrforhold, og der er ingen voldsomme og skelsættende begivenheder på spil. Det, der er på spil, er snarere en vildt intens og idiosynkratisk opmærksomhed over for det, der er, fx når jeget registrerer ”Nogle dage kan jeg slet ikke lide at have negle/hvad er det for en aggression at dække sin hud med” eller ”sneen er for let til, at den kun daler nedad”. Med sin intense opmærksomhed kan jegets blik zoome nært ind på en negl, zoome langt ud og se en snestorm i perspektiv, eller binde sig til et højtliggende punkt og se sine sovende venner oppefra som geometriske figurer. 

Løppenthins sætninger falder ikke som bastante udsagn eller punchlines, de bliver ikke krænget ud med versaler, men falder nervøst søgende og flaksende som den dalende sne på vej efter et ærligt udtryk for jegets porøse sanselighed: ”Jeg er nervøs, porøs og delelig, i det uendelige/øs øs”. Digtene stræber efter at indfange en eksistentiel skrøbelighed, og i denne skrøbelighed er der ingen håndfaste manifestationer af holdninger og positioner, men bare en åbenhed og en undren, og det nervøse og porøse bliver en særlig tilstand af modtagelighed over for det, der er: ”I gården hænger dynerne ud af vinduerne ligesom tunger/det er et dagligt chok at forvalte kropsdelene”. Løppenthin skaber en skrift, der er på en gang seende og sitrende, det er udsat til stede i verden med sin fumlende urutinerede omgang med det at have legemsdele. Men udsatheden bliver ikke udstillet og dvælet ved, den bliver ikke forfinet eller pylret omkring, den er der bare, nøgternt, uomgængeligt som et grundvilkår ved tilværelsen. 

Den velklingende og originale titel peger direkte ned i dette grundvilkår; det nervøse/porøse (nerverne) og det at være til stede på et bestemt sted og en bestemt tid (adresse). Tid er et gennemgående vilkår, der kredses om i digtene: ”Tiderne ligger dernede i  glemslen, de svømmer og venter/indtil de melder sig selv”. Især årstider er permanent til stede, ikke som udtryk for en lineær eller cyklisk tidsafvikling, snarere som ansamlinger af tid: ”Der er altid en årstid på vej/selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider”. Med et lån fra Morti Vizki hedder det om denne opsparing: ”Alle månederne har aflejret sig i mig”, og med Løppenthins egne ord: ”Mine ben indeholder deres tidligere længder”. 

Denne opsparing, som også er en aflejring eller en akkumulation, af tid og af det forgangne, skaber en formation eller et mønster. Løppenthins blik har en særlig opmærksomhed over for forekomsten af mønstre og formationer, både når skovsnegle ligger ”i klynger på stierne”, når regnen inddeler lyset i felter, eller når en gruppe mennesker danner formationer på markerne eller i deres soveposer. Registreringen af formationer er et gennemgående motiv, og formationerne får deres egen ret eller gyldighed som midlertidige fastfrysninger eller ophobninger – man kunne sige opsparinger – af personer, dyr eller ting, også i den helt enkle registrering af parallelitet: ”vi gik omkring i de blege højtidelige gader mellem Søerne og stationen/min lillebror og jeg, vi var to parallelle linjer”. Formationen bliver det enkle og overrumplende billede, der skaber midlertidige tilstande og bliver stående i erindringen. 

I et interview til Atlas Magasin udtaler Løppenthin om det jeg, der taler i digtsalingen: ”Det er et jeg, der tager sin modtagelighed og sanselighed som et påbud. Altså et jeg, der ikke er bange for at være åben og modtagelig over for alle de indtryk, der kommer væltende. Men påbuddet om den radikalt åbne position er også hele tiden en smerte, en udmattelse. For jeg’et lykkes det derfor ikke at blive lykkelig ved at indtage denne position. Til sidst i bogen står der: ’et navn er altid ved at være udmattet / for det skal holde sammen på så mange nyheder’. Det bliver aldrig rutine med alle de sanseindtryk. Det at blive chokeret for eksempel bliver aldrig rutine. Jeg’et føler skam over ikke at kunne leve op til sin egne forventninger om at være evigt modtagelig.” 

Lea Marie Løppenthin er uddannet fra forfatterskolen 2011-2013. Skrøbeligheden i hendes debutdigte kan vække mindelser om den hudløse udsathed i Asta Olivia Nordenhofs (også forfatterskoleuddannet) 'Det nemme og det ensomme' fra 2013. Men hvor Nordenhof skriver på en bagage af vold, prostitution og død, lader Løppenthin den personlige historie ude af billedet og beskriver jegets skrøbelighed som vilkår. Som Nordenhof leverer Løppenthin også et skriftligt online nærvær via sin blog. I en blogpost fra juli 2014 skriver hun om det afsluttede arbejde med bogen: ”Du kan ikke tåle at det bliver forår. Du kan ikke tåle at det bliver sommer. Du kan ikke tåle efterår, ikke vinter. Hvilken årstid er det så du venter på. [...] Månederne bliver ved at stå der og stråle foran dig, i ansigtet, du har skrevet en bog og det er langt fra dit indre, du har krænget ud, det er dit ydre, du har kastet af dig, den spinkle struktur, du tilbød dig selv ved at registrere hvad du foretog dig, nu registrerer du ikke længere hvad du foretager dig.”

Kilder, links og centrale værker