Bog

Nervernes adresse

Af (
2014
)

Anmeldelse

Nervernes adresse af Lea Marie Løppenthin

Løppenthins debutdigte formulerer tankevækkende og komplekst oplevelsen af at møde virkeligheden på en fundamental åben måde.

Mange af teksterne i debutanten Lea Marie Løppenthins digtsamling Nervernes adresse handler om at konfrontere sig åbent og hudløst med verden gennem kroppen og sanserne. ”Jeg er nervøs, porøs og delelig, i det uendelige”, som det formuleres et sted eller som i dette øjebliksbillede af den unge mand ved cafébordet, der lytter til samtalerne ved de andre borde: ”hele hans overflade består af porer, ingenting kan trænge ud/ at være porøs betyder i hans tilfælde at han tager imod alt, der bliver kastet ind i ham/ for igen at lukke sig omkring alt det, der bliver kastet ind i ham”.

Dette at være porøs, modtagelig og undrende, men dermed også sårbar og skrøbelig, er den grundlæggende erfaring og oplevelse, de fleste af samlingens tekster kredser omkring. Grænserne mellem jeget og omverdenen er flydende, diffuse, både når det drejer sig om brudstykker af erindringer, rejseoplevelser, kærlighedsforhold eller de sansede registreringer af vejrlig, lys og skiftende årstider, der beskrives i digtene.

Sprogligt har teksterne tilsvarende karakter af lange bevidsthedsstrømmende og billedrige sekvenser, der undervejs skifter optik og retning. Fra det genkendelige og situationsbundne til det sært drømmeagtige og springende, hvor grænserne mellem indre og ydre er ophævet.

At være i den grad hudløs, porøs og udleveret til sine sanser, ”aldrig at blive rutineret”, tematiseres også som noget uro- og angstfremkaldende og modsvares af et andet spor eller motiv i samlingen, der drejer sig om strukturer, mønstre og relationer, som skaber genkendelighed og gentagelse: Årstidernes rytme, synet af skovsneglene, der ligger i klynger på stien, de spadserendes formationer i landskabet eller iagttagelsen af barnet, der skaber mønstre i sneen ved at bære skovlfulde af sne fra den ene del af fortovet til en anden.

Det nervøse, sårbare blik, der møder verden på en sådan undrende og receptiv måde, balancerer samtidig på en knivsæg med behovet for at verden også skal være ordnet og genkendelig. Denne orden og struktur er i Lea Marie Løppenthins poesi ikke bare tingenes, men også sprogets forsøg på at artikulere og holde sammen på det adskilte: ”når en sætning skal siges, trækker nogen  vejret ind og ud gennem deres tynde hals/ munden bliver et kolon foran hver replik/ og mit navn står bag det: en pligtskyldig blæsebælg/ et navn er altid ved at være udmattet/ for det skal holde sammen på så mange nyheder”.

At ville ”holde sammen på så mange nyheder” og samtidig følge og lytte til bevidsthedens og kroppens mindste bevægelser gør digtene sprogligt meget kompakte og får dem til at pege i mange forskellige retninger. De stiller store krav til læseren, men formulerer overbevisende den samme sårbarhed og søgende og undrende blik på verden, som man i dansk poesi lige nu også finder hos Asta Olivia Nordenhof, Amalie Smith og Morten Chemnitz.

Originally published by Jens Hjøllund, Litteratursiden.

Analyse

Løppenthin, Lea Marie - Nervernes adresse

18 jul.14

Seende og sitrende digte af Løppenthin insisterer på et jeg, der bare er til stede.


Skrevet af cand. mag. Mette Østgaard Henriksen, september 2014

Digte knopskyder sig blidt ind og ud gennem hinanden gennem diskrete gentagelser og forskydninger af sætninger, billeder og ideer i Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling Nervernes adresse. Samlingen udfolder sig som syv langlinjede digte; ’prolog, vinter’, ’digt om territorier’, ’mejer’, ’køernes hvide ansigter’, ’ruter A + B’, ’nervernes adresse’, ’swallow, swallow’. Der er ingen højstemt patos eller voldsom følelsesmæssig dramatik på  færde, bare et jeg, der går rundt og er til stede i byrummet og i sin lejlighed og enkelte gange tager på udlandsrejser. Jeget registrerer årstider og skiftende danske vejrforhold, og der er ingen voldsomme og skelsættende begivenheder på spil. Det, der er på spil, er snarere en vildt intens og idiosynkratisk opmærksomhed over for det, der er, fx når jeget registrerer ”Nogle dage kan jeg slet ikke lide at have negle/hvad er det for en aggression at dække sin hud med” eller ”sneen er for let til, at den kun daler nedad”. Med sin intense opmærksomhed kan jegets blik zoome nært ind på en negl, zoome langt ud og se en snestorm i perspektiv, eller binde sig til et højtliggende punkt og se sine sovende venner oppefra som geometriske figurer. 

Løppenthins sætninger falder ikke som bastante udsagn eller punchlines, de bliver ikke krænget ud med versaler, men falder nervøst søgende og flaksende som den dalende sne på vej efter et ærligt udtryk for jegets porøse sanselighed: ”Jeg er nervøs, porøs og delelig, i det uendelige/øs øs”. Digtene stræber efter at indfange en eksistentiel skrøbelighed, og i denne skrøbelighed er der ingen håndfaste manifestationer af holdninger og positioner, men bare en åbenhed og en undren, og det nervøse og porøse bliver en særlig tilstand af modtagelighed over for det, der er: ”I gården hænger dynerne ud af vinduerne ligesom tunger/det er et dagligt chok at forvalte kropsdelene”. Løppenthin skaber en skrift, der er på en gang seende og sitrende, det er udsat til stede i verden med sin fumlende urutinerede omgang med det at have legemsdele. Men udsatheden bliver ikke udstillet og dvælet ved, den bliver ikke forfinet eller pylret omkring, den er der bare, nøgternt, uomgængeligt som et grundvilkår ved tilværelsen. 

Den velklingende og originale titel peger direkte ned i dette grundvilkår; det nervøse/porøse (nerverne) og det at være til stede på et bestemt sted og en bestemt tid (adresse). Tid er et gennemgående vilkår, der kredses om i digtene: ”Tiderne ligger dernede i  glemslen, de svømmer og venter/indtil de melder sig selv”. Især årstider er permanent til stede, ikke som udtryk for en lineær eller cyklisk tidsafvikling, snarere som ansamlinger af tid: ”Der er altid en årstid på vej/selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider”. Med et lån fra Morti Vizki hedder det om denne opsparing: ”Alle månederne har aflejret sig i mig”, og med Løppenthins egne ord: ”Mine ben indeholder deres tidligere længder”. 

Denne opsparing, som også er en aflejring eller en akkumulation, af tid og af det forgangne, skaber en formation eller et mønster. Løppenthins blik har en særlig opmærksomhed over for forekomsten af mønstre og formationer, både når skovsnegle ligger ”i klynger på stierne”, når regnen inddeler lyset i felter, eller når en gruppe mennesker danner formationer på markerne eller i deres soveposer. Registreringen af formationer er et gennemgående motiv, og formationerne får deres egen ret eller gyldighed som midlertidige fastfrysninger eller ophobninger – man kunne sige opsparinger – af personer, dyr eller ting, også i den helt enkle registrering af parallelitet: ”vi gik omkring i de blege højtidelige gader mellem Søerne og stationen/min lillebror og jeg, vi var to parallelle linjer”. Formationen bliver det enkle og overrumplende billede, der skaber midlertidige tilstande og bliver stående i erindringen. 

I et interview til Atlas Magasin udtaler Løppenthin om det jeg, der taler i digtsamlingen: ”Det er et jeg, der tager sin modtagelighed og sanselighed som et påbud. Altså et jeg, der ikke er bange for at være åben og modtagelig over for alle de indtryk, der kommer væltende. Men påbuddet om den radikalt åbne position er også hele tiden en smerte, en udmattelse. For jeg’et lykkes det derfor ikke at blive lykkelig ved at indtage denne position. Til sidst i bogen står der: ’et navn er altid ved at være udmattet / for det skal holde sammen på så mange nyheder’. Det bliver aldrig rutine med alle de sanseindtryk. Det at blive chokeret for eksempel bliver aldrig rutine. Jeg’et føler skam over ikke at kunne leve op til sin egne forventninger om at være evigt modtagelig.” 

Lea Marie Løppenthin er uddannet fra forfatterskolen 2011-2013. Skrøbeligheden i hendes debutdigte kan vække mindelser om den hudløse udsathed i Asta Olivia Nordenhofs (også forfatterskoleuddannet) Det nemme og det ensomme fra 2013. Men hvor Nordenhof skriver på en bagage af vold, prostitution og død, lader Løppenthin den personlige historie ude af billedet og beskriver jegets skrøbelighed som vilkår. Som Nordenhof leverer Løppenthin også et skriftligt online nærvær via sin blog. I en blogpost fra juli 2014 skriver hun om det afsluttede arbejde med bogen: ”Du kan ikke tåle at det bliver forår. Du kan ikke tåle at det bliver sommer. Du kan ikke tåle efterår, ikke vinter. Hvilken årstid er det så du venter på. [...] Månederne bliver ved at stå der og stråle foran dig, i ansigtet, du har skrevet en bog og det er langt fra dit indre, du har krænget ud, det er dit ydre, du har kastet af dig, den spinkle struktur, du tilbød dig selv ved at registrere hvad du foretog dig, nu registrerer du ikke længere hvad du foretager dig.”

 

 

BIBLIOGRAFI

Henvisninger til materialer om bogen og forfatterskabet er udarbejdet af
Bibliotekar Else Zakarias, Vejle Bibliotekerne.


LITTERATUR OM BOGEN

Artikler i aviser

Information
(heri 23/6 2014: Katrine Hornstrup Yde: Jeg forventer, at alle synes, det er pinligt at være levende)
Interview med forfatteren. 

Politiken
(heri 6/7 2014: Lise Garsdal: Hvis nu kroppen vil noget andet).
Interview med Lea Marie Løppenthin om digtsamlingen. 

Anmeldelser i aviser

14/6 2014 Jørgen Johansen i Berlingske Tidende
15/7 2014 Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten
25/6 2014 Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad
15/6 2014 Lilian Munk Rösing i Politiken
13/6 2014 Lars Bukdahl i Weekendavisen

Anmeldelser på nettet

LitteraturNU
Mette Hammerich Caserta: Et besøg på sansningens hjemsted 

Links

Atlas
Philip Martinussen: Jeg er et museum for hele verden
Interview med forfatteren. 

GENERELT OM FORFATTEREN

Links

DR
Lille interview fra 2010. 

Lea Marie Løppenthin
Forfatterens blog med bl.a videoklip med oplæsning. 

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
51138228
Graphic
Fredrik Tydén
ISBN
9788793128064
Antal sider
63

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer