De usynlige

Den lille roman er en intens og betagende fortælling om tilværelsen, som den formede sig i begyndelsen af 1900-tallet på en fjern lille ø.

Roy Jacobsens lille roman er en lavmælt, næsten tyst beretning om livet på en lille norsk ø - Barrøy - i begyndelsen af det tyvende århundrede. Der bor kun en familie, en håndfuld mennesker, med pigen Ingrid som en slags hovedperson, som vi følger fra barndom til voksenlivet. Tiden var blandt andet præget af Første Verdenskrig og senere depressionen, men disse store begivenheder når kun den fjerne ø som ekko, som små dønninger. Det er ikke de store begivenheder, altså, der præger romanen, men man kan sige, at netop fraværet af det store drama gør skildringen af tilværelsen på øen mere intens: De små ting bliver det vigtige. Årets gang. Fiskeriet. Landbruget. Det daglige virke. Fødsel. Død. De sjældne besøg.

Øen med den lille familie er tilværelsens grundvilkår, som er det givne. Som det hedder:

"Ingen kan forlade en ø, en ø er et kosmos i en nøddeskal med stjernerne sovende i græsset under sneen." Selvfølgelig tilbringer man ikke hele livet på øen, en af mændene supplerer med at fiske i sæsonen på Lofoten, Ingrid må have en skolegang o.s.v. Men man vender hjem til øen igen. Livet står næsten stille, men alligevel mærkes udviklingen: Bådforbindelsen til fastlandet bliver med tiden regelmæssig, der kommer et sømærke, men livet, grundvilkårene, anfægtes ikke for alvor. På denne baggrund bliver det jo kunstnerisk afgørende, at Jacobsen formår at skildre dette sted og dette liv både autentisk og sanseligt, og det kan han i den grad. Her et eksempel fra indledningen af kapitlet ’Andet forsøg’:

"Det er blevet forår igen, og himlen er høj over øerne, vindene er kolde og forvirrede og bringer også korte pust af varme. Strandskaderne er vendt tilbage og spankulerer rundt mellem strandstenene som sorthvide høns, mens de nikker med hovedet, borer de lange røde næb ned i sandet, og de pludrer og kagler og kan ikke andet. Strandskaden er en idiotisk fugl, men den kommer med foråret.

Midt inde på fjorden lægger vinden sig pludseligt.

Hans Barrøy må rebe sejlene og sætte sig til at ro. Så griber Maria også årerne, sætter sig bag ham og banker ham i korsryggen med knoerne, indtil han råber, at det gør ondt, og at kællingen - sgu ikke kan ro. Barbro og Ingrid ler, mens de sidder klemt sammen i en blå og en gul kjole på et fåreskind i bagstavnen med en lille kuffert og den uvirksomme rorpind mellem sig."

Natur og menneskeliv sammenskrevet. Det er et sprogligt og stilistisk mesterskab at få dette lille liv til ikke blot at folde sig ud som her - men også at fænge og fastholde, så netop disse detaljer, de præcise iagttagelser af natur og mennesker, hvor opmærksomheden ligger lige vægtigt på vejret, der uberegneligt farer over øen - og menneskenes reaktioner, hvad de gør, hvad de ikke gør, hvad de siger, hvad de ikke siger - det er så ganske vidunderligt skrevet, at man som læser suges ind i dette univers og ikke har spor lyst til at komme ud igen, nu, hvor man har fået denne natur og disse personer ind under huden.

Roy Jacobsen er jo en fremragende forfatter - men jeg synes ikke, jeg har set ham bedre end her. Den lille roman om øen, som man ikke kan se fra fastlandet, men hvorfra man kan se fastlandet, er et lille stilfærdigt mesterværk.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.