Anmeldelse
Naturen
- Log ind for at skrive kommentarer
Sjov, skarp og tankevækkende billedbog skildrer menneskets forhold til naturen og er et godt indspark i børnefamilien om klimadebatten.
Naturen er skøn og fuld af gode oplevelser, især når den makker ret. Ellers er den en lortenatur. Fantastisk vellykket billedbog om vores syn på og forhold til naturen og hvordan vi oftest vil den på vores betingelser. Svenske Emma Adbåges ’Naturen’ var nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris i 2022.
Udenfor byen med lidt blandede borgere ligger der lidt andet. Det kaldes for Naturen. Alle er glade for Naturen, årstiderne og det blandede vejr. Ja, faktisk elsker alle Naturen, siger borgerne.
Om efteråret er det så smukt med de røde blade, men senere bliver de brune og ligger og flyder alle vegne. Det er hårdt arbejde at feje dem væk, så det nemmeste er at fælde træerne.
Det er hyggeligt med vinter og sne. Så skal der kælkes og bygges snemænd. Men først skal man skovle sig hen til skuret og finde slæderne. På et tidspunkt bliver al den sne for meget, så det må fragtes væk i lastbil og dumpes i søen.
Foråret kommer og alle vil ud for at sejle på søen, men blæsten er for kraftig og forårsregnen står ned i stænger, så det pibler frem med ukrudt og andet skidt på de mest uheldige steder. Asfaltering er vejen frem.
Sommer, sol og varme dage. Der bades i poolen (for søen er blevet så underlig efter det med sneen i vinter), men efter 11 dage uden regn bliver det for meget. Træerne er fældet, så dem kan man ikke søge skygge under og man må have sko på, for asfalten er brændende varm i bare fødder. Lortenatur råber alle, da der senere udbryder brand pga. varmen og oversvømmelse pga. regnen.
”Naturen synes ikke noget, den står som sædvanlig bare og vokser og kvidrer og suser og plasker”. Sådan ser og opfatter menneskene Naturen. Emma Adbåge gør Naturen til mere end blot "noget" og giver den i mere overført betydning en stemme, når Naturen omtales med stort N. Naturen gør ikke noget i ond vilje eller tager til genmæle. Nautren bare er og gør som den plejer.
’Naturen’ handler om naturens glæder gennem årstiderne men også det, der kan frustrere. Vi vil tæmme naturen og have den på vores præmisser. Det skal være hyggeligt og bekvemt. Men naturen er et økosystem og alting hænger sammen. I ”Naturen” udstiller Emma Adbåge med humor og alvor både i ord og billeder dobbeltmoralen og vores indimellem tankeløse omgang med naturen, men formidler samtidig budskabet elegant uden romantisering og løftede pegefingre. Det er op til hver enkelt om man vil gribe i egen barm.
På naturens vegne – tak Emma Adbåge!
Brugernes anmeldelser