Bog

Én lille fugl

Af (
2021
)

Anmeldelse

Én lille fugl

18 maj.21

Greta Thunberg – nu som fugl. Ny billedbog for børnehavebørn med fine og sjove illustrationer, der handler om, at ingen er for lille til at gøre en forskel.

Jorden er vores allesammens hjem, men nogen gange glemmer vi mennesker, at vi deler det hjem med mange forskellige dyr, der har lige så meget ret til at være her som os. I denne bog går dyrene sammen og gør fredelig, men håndfast modstand mod menneskenes annektering af deres leveområder.

Rødkælken Rosa får et chok, da en mand pludselig en dag vil fælde hendes træ for at få mere sol til sin køkkenhave. Hendes protester bliver totalt overhørt af manden, men Rosa lader sig ikke kue. Hun løser snarrådigt sin boligkrise ved at tage mandens hat og bruge den som rede. Historien om hendes kamp spreder sig som ringe på vandet i dyreverdenen. Overalt hvor dyrs habitater er under pres, begynder dyrene at gøre modstand ved at invadere og besætte menneskenes hjem. Til sidst er situationen så tilspidset, at Rosa igen må på banen, denne gang som fredsmægler mellem dyrene og menneskene, der nu er noget mere lydhøre og samarbejdsvillige.

Denne billedbog har et utroligt sympatisk budskab om, at små handlinger kan have stor effekt og inspirere andre. Dette bliver serveret med en god dosis humor i de vidunderlige detaljerige illustrationer af Helen Shoesmith, der gør bogen værd at læse for billederne alene. Men selvom både ideen bag bogen og illustrationerne er gode, mangler der en form for kød på historien og på Rosa, om man vil. Det bliver lidt letbenet, og løsningen opnås simpelthen for nemt. Logiske børnespørgsmål som: ”Hvordan kan menneskerne forstå Rosas pippen?”, og da dyrene besætter skovhuggernes boliger: ”Hvorfor skyder de dem ikke bare?”, meldte sig i hvert fald herhjemme, og disse kunne være foregrebet i fortællingen. Det betyder ikke, at bogens pointe ikke når frem, men den mister lidt af sit bid, fordi eksekveringen kunne have været skarpere.

Der er meget at snakke om med barnet, både om påvirkningen af mennesker på miljøet, men også om et koncept som ikke-voldelig modstand. Bogen kan læses højt fra 3 år, men egner sig nok især til de lidt større børnehavebørn på ca. 5 år.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Oversætter
Trine Bech
Faustnummer
38776339
ISBN
9788762735583
Antal sider
34

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer