Bog

Slimfjorden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Slimfjorden

17 maj.21

En billedfortælling der opfordrer til at fejre naturen og huske magien.

”Stjernerne siger ingenting. Goplerne siger ingenting. Og Elgen og jeg, de to snakkehoveder, vi ligger lige og tænker”.
Drengen Elias bor sammen med sine forældre og bror i et skovhus i Jylland. Huset ligger ikke langt fra fjorden, hvor Elias elsker at tilbringe sin tid. Elias’ største interesse er natur og videnskab, og han er særdeles optaget af, hvorfor fjorden er fyldt med fluorescerende gopler. Elias’ teori er, at goplerne er sendt hertil fra rummet!

En dag ser familien en død ulv i nyhederne, og Elias råber ”Det er H!”. H er Elias’ ven, som han mener, er kommet vandrende til Danmark fra Tyskland, men som desværre er syg og skal dø. Desuden er Elias ven med Elgen, som han er overbevist om, er kommet svømmende fra Sverige. Elias tilbringer alt sin fritid sammen med sine to eksotiske venner, hvor han plejer H og indgyder håb i den små-melankolske svensktalende Elg.

Stine, som er hans lærer i skolen, tager Elias’ mange overvejelser om naturen alvorligt og bruger tid på at hjælpe ham med at kende forskel på virkelighed og fantasi. Da klassen er på lejrtur, hvor Elias har både Elgen og H med, opdager han goplernes hemmelighed.

Elias’ hoved er hjemsted for et univers hvor den syngende Elg, der spiser svensk pølseret, og den syge ulv H, der drikker hjemmebrygget birkesaft, begge lever, og hvor de begge er afhængige af Elias’ hjælp. De er hans to bedste venner, som ingen andre kan se. Elias’ fantasi har også overbevist ham om, at goplerne er rumvæsner, som er dukket op i hobetal fjorden, fordi de indgår som en del af et angreb fra rummet. Det er da en skøn præmis.

Romanen fortæller historien om en natur under forandring og er en af flere bøger, der er udgivet for børn, hvor ingen helte eller sjove børn har hovedrollen, men derimod et ansvarligt tænksomt barn, der forholder sig til klima og natur. Bogen har desuden et kritisk blik på udviklingen. Ikke ulig de kritiske børn, der i 1970’erne stillede spørgsmål ved de voksnes magt, som de havde, blot fordi de var voksne.

Sarah Lang Andersen tilfører sin fortælling masser af humor gennem tilstedeværelsen af den syngende elg, goplerne der bor i glas over Elias’ seng og små hentydninger til den voksne oplæser. Kathrina Skarðsás skønne farvestrålende illustrationer udvider følelsen af samhørighed med naturen og forstærker magien. 

Bogdetaljer

Forlag
Vild Maskine
Faustnummer
38924044
ISBN
9788772271347
Antal sider
71

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer