Vores fælles arv : en bondes fortælling

Denne velskrevne og vigtige bog burde være en del af pensum på alle landbrugsskoler, simpelthen for at skabe bevidsthed om, at forandring er nødvendig. 

Da James Rebanks var 20 år, rejste han fra sin fødegård i Lake District for at se Australien, hvor den enorme landbrugsdrift både imponerede og deprimerede ham. Han savnede snart de skæve marker, ældgamle hække og stenmurene og besluttede sig for, at han ville ære sin farfars måde at drive landbrug på. Uanset omkostningerne.

Bogen fortæller om den gamle verden, og hvad der skete med den. James Rebanks beskriver, hvorledes markerne var en forlængelse af hans farfars krop, og hvordan der nu er opstået en form for filter, så nutidens landmænd ikke længere er en del af det, de arbejder med. Distanceret fra den sanselige og væsentlige kontakt. Når han var sammen med sin farfar, var det som om at tiden gik langsommere, og fordi hans farfar brugte tid med sine dyr og kendte dem, vidste han også, hvis der var noget galt.

James Rebanks skriver om, hvordan landbrugsdyr i dag betragtes som en afgrøde, en masseproduceret størrelse. Sammen med sin far forsøgte han at modernisere gården ved at effektivisere dyreracerne, benytte sig af sprøjtegift og nedlægge læhegn, for at markerne nemmere kunne tilgås af maskiner. Det kulturelle skifte påvirkede også landsbyen, hvor de aktiviteter som beboerne plejede at foretage sig sammen, blev mere og mere fragmenterede. Efterhånden følte James Rebanks sig demoraliseret og besluttede sig for at genetablere de gode værdier på sin farfars gård. 

Forfatteren pointerer, at det er svært at forstå de skader, vi påfører jorden pga. tidsforsinkelsen mellem årsag og virkning, men at effekterne af den industrielle krig, vi i flere år har ført mod naturen, efterhånden fremstår helt tydeligt. Vi er dog begyndt at forholde os til den industrielle arrogance og vågne op fra vores tro på de umiddelbart hurtige løsninger. James Rebanks moraliserer ikke, men fortæller med velovervejet stemme om sine erfaringer med at drive landbrug.

Rebanks erkender, at der er en hårfin grænse mellem utopisme og luftig snak, og han har omsat sine egne miljøidealer til praksis på sin gård. Han advarer os alle om at være slaver af forbrugerismen og i stedet lære at forholde os til den verden, vi er en del af, som desværre har gjort os afhængige af billig mad. Han gentager et gammelt mundheld, der siger at ”Vi bør drive landbrug som om vi skulle leve i tusind år”.