Anmeldelse
Giraffens hals af Judith Schalansky
- Log ind for at skrive kommentarer
Naturen har altid ret – eller har den? Det er spørgsmålet i den fine lille roman om den tyske biologilærer Inge Lohmark og hendes livssyn.
Undertitlen ’dannelsesroman’ står tydeligt med kursiv lige under titlen og fungerer samtidig som en form for genrebetegnelse. Med denne undertitel stilles der spørgsmål til, hvordan man egentlig bliver dannet. Er det ved at kunne sin biologi udenad eller ved at leve og elske?
Inge Lohmark, der er romanens hovedperson, lever fuldt ud efter Darwins lære. Det handler om at overleve, og det gør kun de stærkeste, klogeste og smukkeste, de som formår at kæmpe. Lohmark er biologilærer på et snart uddødt gymnasium, der lukker om få år, når den sidste klasse går af. Hun er kold, kynisk og har ikke meget til overs for eleverne, som hun nærmest betragter som håbløse tilfælde af menneskeracen. Hun underviser og belærer dem om meningen med livet, der er håbløst uafvendeligt.
Men selvom Lohmark har overlevet og klaret sig godt efter naturens love, er hendes liv ensomt. Hendes mand er kun interesseret i sin strudsefarm, og datteren Claudia er rejst til USA for tretten år siden og har ikke været hjemme siden. Man mistænker hende lidt for at være flygtet fra moderens manglende omsorg og interesse. Med det menneskesyn, hun bærer rundt på, er hun ikke den, der ligefrem tiltrækker mennesker. Trods hendes stærke person og evne til at overleve kan man spørge sig selv, om det er meningen med livet? Undertitlen ’dannelsesroman’ spiller også læseren et puds, for spørgsmålet er, hvor ’dannet’ Lohmark egentlig bliver i løbet af romanen.
Jeg er på den ene side meget fascineret af romanen, der har et eller andet dragende over sig, men samtidig synes jeg også, at den var lidt tør. Måske fordi der er så mange små foredrag om biologi og lange naturhistoriske passager. Til gengæld er sproget helt fantastisk, det er stringent og yderst velformuleret. Schalansky skriver utroligt flot, og jeg vil trods mine forbehold klart anbefale den til alle, der er til romaner, der kræver lidt eftertænksomhed. En vis interesse i naturens orden er heller ikke af vejen.
Giraffens hals er udgivet på forlaget Vandkunsten, der er kendt for sine flotte og gennemarbejdede udgivelser. Romanen fanger ens opmærksomhed allerede inden man åbner den. Det er et særdeles fint bogarbejde, indbundet i grå shirting påtrykt titel og forsidemotiv med sort. Forsiden præges af en giraf, hvis hoved er skjult og med skelettet, der træder frem. Derudover er den illustreret med et udvalg af smukke sort/hvide plancher, der kun øger fornøjelsen ved læsningen.
Brugernes anmeldelser