Bog

Årenes løb

Af (
1996
)

Anmeldelse

Årenes løb af Anne Tyler

01 sep.06

Kvinde savnet, står der i avisen, som Delia læser til sin frokost. Og den kvinde er hende. En velskrevet roman om en kvinde i krise, der tager sit liv op til revision.


Anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Middelfart Bibliotek


Delia er gift med den ældre læge, Sam. De har tre børn, og udadtil ser alt godt ud. Men Delia føler ikke, at alt er, som det skal være. Sam overser hende, og børnene, som engang havde hende som centrum for deres verden, er nu blevet store og betragter hende mere som et serviceorgan.

Så en sommerdag går Delia hjemmefra. Det var slet ikke hendes mening, og nærmest ved en tilfældighed ender hun i den lille by Bay Borough, hvor hun slår sig ned som den enlige miss Grinstead.

Her finder hun et job som sekretær hos den lokale advokat; hun lejer sig ind på det lokale pensionat, og snart er hun en accepteret del af lillebyen.

Delia regner hele tiden med, at Sam en dag vil dukke op for at hente hende hjem. Men i stedet bliver det søsteren Eliza, som finder hende, og fra Sam får hun kun et vagt brev med en masse overstregninger. Så Delia bliver i Bay Borough.

I sin nye hverdag har hun en masse tid til at tænke over fortiden. Hvad var det, der gik galt? Hvornår gik hun fra at være ung og charmerende til at blive forvirret og overset? Og hvad med Sam? Har han nogensinde elsket hende, eller tog han hende bare for at få hendes fars lægepraksis?

Delia er tegnet som en lidt flagrende og forvirret personlighed, der måske aldrig rigtig har haft lejlighed til at blive voksen, selvom hun både har mand og børn. Men da hun griber chancen til at starte helt forfra, er hun blevet miss Grinstead – en mere alvorlig, målrettet dame. Som miss Grinstead kan hun tilsyneladende bedre finde ud af livet.

Men er det så nemt at starte helt forfra?

Og hvor ofte giver vi os egentlig tid til at overveje, om vores liv er blevet, som vi ønskede det? Og tør ret mange af os så oven i købet tage konsekvensen af disse overvejelser? 

Anne Tyler har med ”Årenes gang” skrevet en fin roman om en kvinde i krise. Sproget er lettilgængeligt, selvom indholdet er væsentligt og interessant.

Anne Tyler har også i sine tidligere romaner ”Ægteskab for amatører” og ”Dengang vi var voksne” undersøgt ægteskabets muligheder og bindinger. Hun er altid velskrivende, og hendes personer er fyldigt beskrevne og fanger læserens interesse.

”Årenes løb” er en dejlig roman, som giver stof til eftertanke. Her er både underholdning og indhold, og det er altid en fin kvalitet for en roman.

Oversat fra amerikansk af Inge Rifbjerg efter 'Ladder of years'. Gyldendal, 1996. 388 sider.


Læs også om andre af Anne Tylers romaner:

Anbefaling af "Kurs efter stjernerne"

Anbefaling af "Ægteskab for amatører"

Anbefaling af "Dengang vi var voksne"



Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
21532819
ISBN
9788700208247
Antal sider
388

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer