Galgeleg : skæbnefortællinger

Savner du et godt gys til en mørk aften, så er der masser af uhygge at finde i disse 12 makabre skæbnefortællinger.

Gyseren har som genre haft trænge kår de sidste mange år. Heldigvis er der begyndt at blomstre en underskov af danske forfattere op, der omfavner uhyggen og folder den ud i fuld flor. Især igennem de mange antologier, der ser dagens lys, får vi en forsmag på nogle af de gysertalenter, der gemmer sig derude. Alice Aagaard er et godt eksempel på et sådant talent.

I ’Galgeleg - skæbnefortællinger’ har Aagaard samlet nogle af de noveller, hun tidligere har udgivet i diverse antologier – samtidig med at hun har skrevet 8 nye fortællinger. Hun beskriver selv i forordet novellerne som ”værende i familie med gyset”, og hun understreger, at hun bevidst har forsøgt at lægge afstand til den klassiske Hollywood-fortælling og i stedet fokuseret på skæbnefortællingen, hvor karakterernes skæbne virker forudbestemt, og hvor vi som læser blot kan afvente det uundgåelige i konstant håb om, at hovedpersonen alligevel klarer skærene.

Det er generelt gode, solide fortællinger, der minder om Stephen Kings tidlige gys, hvor der blev leget med karakterer og uhygge med sprudlende energi og overskud. Historierne varierer fra det klassiske gys til det mere absurde. Men de er gennemgående godt skrevet, fantasifulde og ikke mindst medrivende. Især stråler de to fortællinger ’Harrys Hafenbasar’ og ’Fæld selv’, hvoraf førstnævnte overrasker med sin tørre, morbide humor og sidstnævnte med en ubehagelig weirdness, der bliver siddende i kroppen, når man er færdig.

De fleste fortællinger fungerer, men personligt kunne jeg dog godt have tænkt, at hun brugte endnu mere tid på karaktererne og deres opbygning. Det kan selvfølgelig være svært i noveller, der med deres korte længde giver begrænset plads til karakterudvikling, men hvis man som læser skal trækkes helt ind i skæbnefortællingen, så har man brug for at kunne mærke og føle med karaktererne fra start til slut. Det når man desværre ikke altid i ’Galgeleg’-fortællingerne.

En smuk detalje ved samlingen er dog, hvordan Aagaard binder flere af historierne sammen på tværs af novellesamlingen. Fortællingen ’Human Eyes’ om taksidermisten Jørgen er for eksempel spredt ud over tre dele, politikommissæren Otto Rude går igen i både ’Lighund’ og ’Fornuftens søvn’, og så starter og afrunder titelnovellens to dele på grusomste vis novellesamlingen – binder en stram sløjfe om en rigtig fin ligkiste med makabre fortællinger. På den måde formår Aagaard at skabe en novellesamling, der fremstår som ét samlet værk – mere end enkeltstående historier på række. Samtidig elsker jeg hendes korte efterskrift, der på enkel og overraskende vis understreger, at Aagaard har lagt tanke bag den måde, hun har opbygget både historier og samling.

Alice Aagaard lægger med ’Galgeleg’ an til noget større – måske en kommende roman. Hun har tidligere udgivet noveller som en del af de århusianske skrivegrupper på Godsbanen og til horrorantologien ’Drifter’. Derudover har hun udgivet en række bøger, der fokuserer på arbejdet som forfatter, hvor spirende skribenter kan finde råd og vejledning til det svære liv som ordsmed. Men med ’Galgeleg’ får man følelsen af, at hun er klar til det næste skridt i sit forfatterskab. Hun er i hvert fald med til at puste liv i gysergenren, og for det skal hun have en stor tak.