Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur

Selvbiografien om at vokse op som sort i sydstaterne i 1930’erne har længe haft klassikerstatus, og nu har vi endelig fået den gribende historie på dansk.

Den amerikanske borgerretsforkæmpers fortælling om, hvordan det var at være barn og ung i sydstaterne udkommer i anledning af 50-året for den oprindelige udgivelse. Maya Angelou (1928-2014) var aktiv i den amerikanske Civil Rights-bevægelse, og i 2010 fik hun tildelt The Presidential Medal of Freedom af Barack Obama.

I starten af 30’erne bliver den 3-årige Maya  og hendes et år ældre bror Bailey sendt med toget til Stamps, Arkansas, hvor de skal bo hos deres farmor, Momma, og faderens bror, onkel Willie. Farmoderen og onklen driver en butik i den sorte del af Stamps, og raceadskillelsen er her så udtalt, at de færreste sorte børn ved, hvordan hvide ser ud. Der er to bud, som er vigtige i Mommas opdragelse: Du må ikke være beskidt og Du må ikke være uartig, regler som blev respekteret af alle undtagen af de fattige hvide, og ydmygelser og had hørte med til dagligdagen. Da Maya får ondt i tænderne tager Momma hende med til byens tandlæge, men han nægter at behandle hende, for hans princip er, at han ikke behandler farvede mennesker: ”jeg vil hellere stikke hånden i en hund end i en nigger.”

Efter nogle år bliver børnene mod deres ønske sendt tilbage til deres mor, men som 8-årig bliver hun voldtaget af moderens kæreste, og efter denne voldsomme hændelse bliver de igen send tilbage til Momma. Maya bliver tavs og indesluttet, men en elsket lærerinde kaster en første livline ud til Maya, og da hun fortæller Maya om vigtigheden af sproget, som er det som adskiller mennesker fra de laverestående dyr, opdager hun litteraturen og ordenes magi.

Maya Angelou fortæller levende om sin barndom og ungdom, om betydningen af have en stærk familie – især farmoderen og broderen. Maya Angelou har også en stærk tro på sig selv, og hun er ikke uden humor. Den viser sig blandt andet i hendes vedholdende forsøg på at blive ansat som konduktør ved sporvognene, men selv om hun får at vide, at de ikke ansætter farvede, gør hendes stædighed, at hun bliver "den første neger ved San Franciscos sporvogne.”

'Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur' er ganske vist skrevet for 50 år siden, men den er stadig vigtig også i 2019. Bogen giver et godt og præcist et billede af tiden, og hvordan racisme og fordomme prægede dagligdagen, på samme måde som Dræb ikke en sangfugl, som udkom i 1960.