Bog

Når frosten kommer

Af (
2023
)

Anmeldelse

Når frosten kommer

30 aug.23

Et godt gys kombineret med en dyster fortælling om tab og kampen for at komme igennem sorgen.

Da guitaristen Thomas’ kone Maddy dør i en trafikulykke, bryder hans verden sammen. Han slår sig på flasken, lægger guitaren på hylden og mister efter lidt tid sin bedste ven Nick, som får nok af Thomas, der som en igle ender med at suge al energi ud af venskabet.

Da en af Thomas’ kollegaer må aflyse en koncert på en bar i Vestjylland, og Thomas i stedet får muligheden for at overtage jobbet, opstår der et glimt af håb i hans ellers meningsløse liv. Koncerten bliver en succes, og Thomas forelsker sig straks i Vadehavet og ender med at købe et hus ud til kysten, hvor han endelig finder noget af den indre balance, som han længes efter. Samtidig finder han et nyt venskab i naboen Erik og ny kærlighed i den lokale anlægsgartner Louise.

Bag den nyfundne lykke lurer skyggerne i form af Louises eksmand, alkoholismen og traumet om Maddys død og ikke mindst den mørke skikkelse, der viser sig at hjemsøge Thomas’ nye hus. Inden længe er den nyfundne fred blevet til et mareridt, der truer Thomas på livet.

’Når frosten kommer’ er den type roman, der spiller på mange tangenter – hvilket på den ene side gør den til en interessant komposition, men ind imellem også får den til at spille falsk. Dens 320 sider gaber over både traumerne efter tabet af Thomas’ kone (en ulykke Thomas var delvist skyld i), et kompliceret kærlighedsforhold til den komplicerede Louise og en spøgelseshistorie, der spiller ind i den nye litterære bølge, hvor den danske folketro fungerer som fundament for et psykologisk drama. Hver for sig fungerer historiens elementer godt. Thomas traume er dybt og deprimerende, kærlighedsforholdet til Louise er realistisk og kompliceret, og spøgelseshistorien er virkelig uhyggelig. Kombinationen af de tre spor er dog mere usammenhængende.

Der ligger tydeligvis mere bag Maddys ulykke, end man som læser umiddelbart får forelagt, og det virker til, at der er en større mytologi bag væsnet, der spøger i Thomas’ hus. Men hvordan det hele helt præcist hænger sammen, kan være svært at gennemskue, og det hele ender en smule brat, hvilket efterlader flere spørgsmål end svar. For nogle historier er uafklaret godt. Lige her synes jeg dog, at det er ærgerligt, da bogen har virkelig meget godt at byde på, men ikke får det fulgt til dørs.

Kritikken til side, så er ’Når frosten kommer’ rigtig velskrevet og momentvis virkelig medrivende. Især bifigurerne Louise og Erik er spændende karakterer, og Munk-Jørgensens evne til at udfolde den vestjyske atmosfære bringer læseren helt til på Vadehavets skønhed og luner. 

Bogdetaljer

Forlag
Superlux
Faustnummer
136163671
ISBN
9788775673124
Antal sider
321

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer