Bog

Sit eget værelse

Af (
2013
)

Anmeldelse

Sit eget værelse af Virginia Woolf

Woolf undersøger i dette klassiske essay, hvilke betingelser der er nødvendige for skabelsen af kunstværker og litteratur. Det er yderst interessant læsning – også i 2013.

’Sit eget værelse’ er et essay baseret på to forelæsninger, som Virginia Woolf holdt i 1928 på Girton College og Newham College i Cambridge. På det tidspunkt undervistes udelukkende kvinder på de to colleges. ”En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal skrive litteratur…” Det er Virginia Woolfs udgangspunkt i starten af denne forelæsning, hvor hun er blevet bedt om at tale om kvinder og litteratur. Resten af forelæsningen bruger hun på at fortælle, hvordan hun er nået frem til den opfattelse.

Det gør hun litteraturhistorisk ved at undersøge forholdet mellem kvinder og det at skrive skønlitteratur og mellem mænd og det at skrive skønlitteratur. Hvilke betingelser er nødvendige for skabelsen af kunstværker og litteratur? Det er yderst interessant læsning – også i 2013.

I 1928 havde kvinder i England og i store dele af resten af den vestlige verden fået stemmeret. Alligevel var der stadig professorer, der mente, at kvinder var intellektuelt, moralsk og fysisk laverestående end mænd. De fleste kvinder var også stadig økonomisk og socialt afhængige af deres mænd eller deres fædre, og kvinder i litteraturen blev stadig beskrevet af mænd og i relation til mænd.  Virginia Woolf opfordrer i ’Sit eget værelse’ kvinder til at skrive om deres egne følelser og værdier og ud fra deres egne erfaringer. Men først og fremmest opfordrer hun kvinder til at sørge for at have egne 500 pund om året og et værelse med lås i døren, hvis de vil skrive fiktion.

Virginia Woolf påpeger kvinders og mænds forskellige betingelser og muligheder for at skrive skønlitteratur. Men samtidig skriver hun også, at ”Poesi bør have en mor såvel som en far”. At en fuldt udviklet bevidsthed ikke tænker specifikt på kønnet. At en kvinde i sine skønlitterære værker ikke bør gøre opmærksom på, at hun er kvinde, og at hun er forfordelt. Heller ikke selv om hun er det. For gør hun det, vil teksten være dødsdømt, den vil ikke kunne leve.

Her er Woolf forud for sin tid; at hun både kan se vigtigheden af kvinders selvstændighed, hvis de vil skrive skønlitteratur, men samtidig understreger, at teksten skal leve uden at gøre opmærksom på kønnet. Det er lighed, og derfor lever en tekst som ”Sit eget værelse” stadig næsten 100 år efter, den er skrevet. 

Ikke nok med at emnet for ’Sit eget værelse’ er interessant, så er bogen skrevet med vid og bid og stort sprogligt overskud. Virginia Woolf er i sandhed en af det 20. århundredes største forfattere, og ’A Room of One’s own’ er en klassiker, her i nyoversættelse af Merete Ries.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Merete Ries
Faustnummer
50686191
Graphic
Camilla Jørgensen
ISBN
9788763816991
Antal sider
197

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer