Bog

Frygt fabrik fælde 1-2

Af (
2018
)

Anmeldelse

Frygt fabrik fælde 1-2 af Steen Langstrup

21 sep.18

Da en gruppe Urban Explorers sætter sig for at udforske en forladt fabriksbygning, har de ingen anelse om, hvad der venter dem. Djævelsk godt gys af Steen Langstrup. 

Som et monstrøst betonuhyre har stålfabrikken stået uberørt og forladt hen siden nedlukningen i 1940’erne. Der er noget mystisk over fabrikken, hvis eksistens ingen tilsyneladende kender til. Da en gruppe Urban Explorers sammen med et fotohold bevæger sig ind i de dystre fabrikshaller, får de snart at føle, at fabrikken dækker over mere end nedstyrtede murbrokker. For stedet skjuler en djævelsk hemmelighed, der snart vil afsløre sig.

'Frygt Fabrik Fælde' er delt i to bind, og den er dermed Steen Langstrups første flerbinds gyser siden trilogien ’Plantagen’, som udkom i 2010. Langstrups fascination af hjemsøgte steder og ondskaben, der lurer i mørket, lyser langt ud af duologien, som også bærer præg af forfatterens store interesse for den danske modstandsbevægelse. Denne har han tidligere skrevet om i den glimrende besættelsesthriller ’Stikker’, som blev nomineret til Glasnøglen i 2004.

I serien her krydsklipper forfatteren mellem flere tidsperioder på en herlig filmisk og nervepirrende måde, som virkelig sætter gang i spekulationerne om, hvad der kommer til at ske og hvorfor. På denne måde får vi som læsere hele fabrikkens sorte historie bredt ud over siderne på en særdeles elegant måde. Langstrups sproglige virkemidler og narrative greb om historien bliver tilsat de rette chokeffekter, hvilket får handlingen til at dundre afsted, så kuldegysene driver ned af nakken.

Steen Langstrup er en sand gysermester, der med ’Frygt fabrik Fælde’ i overlegen stil cementerer sit forfatterskab, som den danske grand old man inden for gysergenren.

Forfatteren har en lang række romaner bag sig, som alle er kendetegnet ved at bevæge sig inden for et mørkt spændingsfelt uanset om genren er krimi, thriller, gys eller horror. For den ivrige Langstrup-læser er ’Frygt Fabrik Fælde’ er sand guldgrube af hints og referencer til forfatterens tidligere værker. Hvor 'Plantagen' var et nervepirrende gys af de helt slemme, iscenesat i forfatterens egen Castle Rock fortolkning Gillsby, støber Langstrup i denne duologi et gruopvækkende helvedesscenarie midt i København.

Er du til snigende uhygge, hjemsøgte steder og rædselsvækkende ondskab, der vælter ud af siderne på de mest nederdrægtige måder er Steen Langstrup et absolut must-read.

’Frygt Fabrik Fælde’ kan i øjeblikket lyttes som lydbogserie i 10 episoder på eReolen. Først d. 9. november udkommer historien som trykt bog.

Bogdetaljer

Forlag
2 Feet Entertainment
ISBN
9788779941571
Antal sider
242

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer