Farven lilla

Romanen er formet som en række breve fra Celie til Gud og søsteren Nettie, og det er ikke en særlig rosenrød beretning.

“Du må hellere lade være med at sige det til andre end Gud. Det ville slå din mor ihjel”. Sådan starter Alice Walkers både barske og smukke roman 'Farven lilla'. 

Romanen er formet som en række breve fra Celie til Gud og søsteren Nettie, og det er ikke en særlig rosenrød beretning, hvad truslen i begyndelsen også antyder. Celie er den ældste pige hjemme, og da moderen er syg af for mange barnefødsler og til sidst dør, misbruger faderen hende seksuelt. Resultatet er to børn, som forsvinder kort efter fødslen. Celie regner med, at faderen har slået dem ihjel.

En dag gifter faderen hende bort til Mr.-, som egentlig hellere vil have lillesøster Nettie. Det bliver ikke et lykkeligt ægteskab. Mr.- er forelsket i en anden og udnytter kun Celie. Hans børn bryder sig heller ikke om hende, og de gør livet hårdt for hende. Først da Mr.s - store kærlighed Shug Avery dukker op, begynder Celies liv at ændre sig til det bedre.

'Farven lilla' er en af de romaner, jeg med glæde genlæser med års mellemrum, selvom det på mange måder er en yderst grum historie. Celies liv er hårdt, og det er ikke småting, hun må leve med, men hun fortsætter alligevel hver dag. I sine breve fortæller Celie også andre sortes historier, bl.a. historien om Sofia, som slår borgmesterens kone og ryger 12 år i fængsel, eller søsteren Nettie, som finder husly hos en missionærfamilie, der drager til Afrika med hende.

Der er mange hjerteskærende passager, men der er også meget livsglæde og et utroligt mod gennem hele bogen, og det er det, som gør, at jeg finder den så fantastisk.