Persepolis

I baggrunden leger nogle piger henrettelse. Marjane Satrapis selvbiografiske graphic novel om at vokse op i Iran gør brug af stærke virkemidler for at vi ikke skal glemme!

Som i den Pulitzervindende tegneserieroman 'Maus' fra 1991 af Art Spiegelman, er Marjane Satrapi med tegneserieromanen 'Persepolis' (2000-2003) ude i et selvbiografisk ærinde, hvor refleksioner over eget liv kaster lys over afgørende historiske perioder.  Mens Spiegelman har Holocaust og sin fars oplevelser som polsk jøde som omdrejningspunkt, indfanger Satrapi i sin tobindsroman hverdagslivet i Iran, og som eneste datter af et politisk engageret marxistisk ægtepar og efterkommer af en af Persiens sidste kejsere, er hun et centralt vidne til landets historie. Gennem barnets øjne oplever læseren afgåede kejsere, offentlige piskestraffe, fængslinger og tortur og bliver sammen med hende klogere på både landets og familiens historie. Ved at tage udgangspunkt i sin egen iranske barndoms- og familiehistorie ønsker Satrapi at gøre op med det billede af Iran, der har været gængs i vesten; et billede af en nation præget af fundamentalisme, fanatisme og terrorisme:

”Som iraner, der har levet mere end halvdelen af mit liv i Iran, ved jeg, at dette billede langt fra dækker sandheden. Af samme grund var det så vigtigt for mig at skrive 'Persepolis'. Jeg mener ikke, at et helt folk skal dømmes på baggrund af forbrydelser, der er begået af enkelte ekstremister. Og jeg vil gerne medvirke til, at vi ikke glemmer de iranere, som døde i fængsel for friheden, som mistede livet under krigen mod Irak, som har lidt under undertrykkelse fra skiftende regimer, eller som blev tvunget til at forlade deres familie og flygte fra deres hjemland. Man kan tilgive, men man bør aldrig glemme”, skriver Satrapi i forordet.

Romanen er en roman om Iran. Den er ikke skrevet for iranere, men for folk uden for Iran, der ikke kender historien og landet indefra. At den har rod i et oplysende projekt præger den. Begivenhederne under og efter shahstyrets fald og den islamiske revolution præsenteres i første halvdel ’Min iranske barndom’, og krigen med Irak skildres i anden halvdel ’Teheran tur-retur’. Men netop fordi blikket i første del er barnets, og i anden del den unge oprørers, bliver præsentationerne ikke omstændelige eller belærende. I kraft af fortællerens humor, nærvær og let ironiske selvudstilling, etableres fra starten en umiddelbar sympati med hovedpersonen Marjane. På de første tegninger ser man en gruppe tiårige piger, der sidder forsagte og beklemte på skolebænkene, fordi de efter den islamiske revolution bliver påtvunget tørklæder. Et par tegninger længere nede ser man samme pigegruppe i leg i skolegården. Her anvendes tørklæderne som uhyreudklædning, sjippetov og seletøj til hest. I baggrunden leger et par piger henrettelse; en tørklædeklædt pige tager kvælertag på sin barhovedede veninde. Denne humoristiske fremstilling giver et forfriskende indspark til en stadig aktuel tørklædedebat, der ofte præges af dyster patos.

Gennem første del af romanen ’Min iranske barndom’ bevares dette underfundige blik på de begivenheder, der ryster både Iran og Satrapis familie. Selv om humoren er gennemgående, får smerten også lov at træde frem i klare glimt. ’Min iranske barndom’ afsluttes med et krystalklart glimt af smerte i den afsluttende tegning, hvor den fjortenårige Marjane står med hænderne presset op mod ruden i lufthavnen, mens faren bærer den besvimende mor bort fra scenen. Forældrene har besluttet at sende datteren alene til Wien i håbet om en bedre fremtid for hende. Anden del ’Teheran tur-retur’ åbner med et billede af den unge Marjane i Wien liggende på en seng i en klassisk teenage positur opfyldt af lede og spekulationer. Barndommens nuttethed og uskyld er forsvundet. Humoren får et skarpere bid og refleksionerne vendes indad i anden del af romanen. Tegningerne afspejler den unges Marjanes søgen efter identitet og fællesskab i en vestlig verden, der ikke altid er lige forstående.

For en læser, der mener at være vokset fra tegneseriegenren allerede inden teenagealderen, vil mødet med ’Persepolis’ byde på et par forventningsbrud. Der er ingen ekstravagante, bombastisk kolorerede tegninger; ingen hårdtslående helte i actionmættede opgør; og ingen vanvittig og gakket humor, der spreder latter og fnis blandt små farvefulde fantasivæsener. Eller hvad man nu end måtte have af forventninger til genren. Tobindsromanen er det modsatte af farvestrålende, nemlig sort hvid, og tegnet i en enkel, men præcis streg, der ikke kæler for den imponerende detalje eller tilstræber en virkelighedsnær gengivelse, men bare kort og godt indfanger de streger, der skal til for at karakterisere en person og især de ansigtsudtryk, personen bærer. Det er en stille og underspillet streg, der underbygger romanens stille og underspillede fortælletone og skaber et unikt samspil mellem grafisk udtryk, stemning og handling.

I 2007 blev tegneserieromanen gengivet som tegnefilm på fransk. I den engelske version har bl.a. Sean Penn og Iggy Pop lagt stemmer til. Filmen er holdt i samme sort-hvide farvelægning som romanen. Et interessant sideaspekt ved brugen af sort-hvid streg i stedet for farvelægning er, at karaktererne i fortællingen ikke fremstår for fremmeartede for den vestlige læser. Iranere og europæere har i Satrapis iscenesættelse samme kulør, og det er med til at betone lighederne på tværs af kultur og etnicitet, frem for forskellene. Under fremlæggelsen af filmversionen af 'Persepolis', forklarede Satrapi, at det netop har været hendes hensigt at få de iranske personer til at ligne personer i et hvilket som helst land frem for personer i et fremmed land. For på den måde at vise, hvor let et land kan blive som Iran.

Et modsat valg er foretaget omkring titlen, der netop fremhæver det specifikt iranske. Persepolis var en ældgammel ceremoniel hovedstad i det andet iranske dynasti (550-330 f.kr.), og i dag er ruinerne optaget på Unescos verdensarvsliste. Med dette titelvalg peger Satrapi på højdepunktet i den persiske kultur, der i dag ligger der som historiske dokumenter om en svunden storhed, men måske også med en påmindelse om muligheden for at genfinde den tabte stolthed.

'Persepolis' er en roman, der rører nåde latteren og tårekanalen, samtidig vækker den en appetit på at vide mere om Irans kultur og historie. I Iran er romanen blevet kritiseret for at være islamofobisk. Satrapi har modtaget en række priser for romanen og er i dag bosat i Paris. Ud over 'Persepolis' har hun bl.a. udgivet tegneserieromanerne 'Broderier' og 'Kylling og blommer'.

Kilder, links og centrale værker