Kunsten at græde i kor

Ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag i 'Kunsten at græde i kor'.

Barndommens land er for mange fyldt med søde minder om en lykkelig og ubekymret tid, hvor lørdag aften i familiens trygge skød var ugens absolutte højdepunkt. I Erling Jepsens roman 'Kunsten at græde i kor' fra 2002 bliver læseren taget med til et barndomsland i 1960'ernes sønderjyske provins, hvor fjernsynet lige har holdt sit indtog, og hvor tiden går med at synge sørgelige slagere. Umiddelbart lyder det som ren idyl, men det der foregår i dette barndomsunivers er dog langt fra uskyldigt.

I 'Kunsten at græde i kor' udgør ønsket om andres død, faderens ”psykiske nerver” og søsterens nætter med faderen på sofaen en naturlig del af den 11-årige fortællers hverdag. Disse ting beskrives derfor med en lige så stor selvfølgelighed og naturlighed som alle hverdagens øvrige hændelser. Med en blanding af naturlig, barnlig naivitet og snusfornuft beretter den 11-årige fortæller således om sit liv, der med en voksen læsers briller antager et grotesk og sørgeligt skær. Naiviteten bidrager dog samtidig med en syrlig humor, der holder det sørgelige på en vis afstand, således at man sidder tilbage med en svær udefinerlig fornemmelse af ikke at vide, om man skal grine eller græde.

Fortællingens univers er barnets nære omgivelser, hvor den 11-årige dreng ser det som sin fornemmeste opgave at holde styr på gemakkerne og sørge for, at alle er glade og tilfredse – særligt faderen, som med sin svage sjæl holder resten af familien i et nervepirrende og jernfast greb. Faderen kæmper indædt mod de nye, moderne tider, der gør det svært at holde liv i den butik, han ejer. For at holde skindet på næsen udnytter han dog sine talegaver til at holde sørgelige begravelsestaler ved enhver given lejlighed, og den 11-årige søn bistår ham ved seancerne ved at lade sine store blanke øjne flyde over med bedrøvelige tårer. Deres talent er så stort, at de kan få enhver granvoksen mand til at bryde sammen i gråd, og begejstringen for dem får omsætningen i butikken til at stige i de efterfølgende dage. Den enes død er som bekendt den andens brød. Barnets stolthed over at kunne hjælpe faderen og tilsidesættelse af egne behov for at formildne faderens humørmæssige luner giver læseren et indblik i en sørgelig og forskruet barndom, hvor almindelig logik og normalitet er fordrejet på en underlig og trist facon.

Man kan undre sig over, hvor moderen er i det spil, som hendes mand har drevet den lille familie ud i. Men hun forholder sig mere eller mindre passiv og afmægtig til begivenhederne og i stedet for at gribe ind og give børnene den beskyttelse, de trænger til, vender hun ryggen til. Den 11-årige fortæller finder dog tryghed på sin helt egen (triste) facon. Han klamrer sig med bønner om bedre tider til den selvopfundne skytsengel Hr. Tarriel, der i barnets forestilling er en blanding mellem Tarzan og ærkeneglen Gabriel. På trods af den vrangvendte hverdag opfatter det naive barn dog ikke sin barndom som noget anderledes end andres, idet han betragter sin families adfærd som værende normal – og hvordan kan han vide andet. Men mod historiens slutning begynder det dog langsomt at dæmre for ham, at hans verden måske ikke er helt, som den burde være, og at han uanset hensigten og indsatsen for, at faderen skal være glad, ikke altid selv har indflydelse på, hvordan verden ter sig. Derfor bliver det også en historie, hvor modernitetens forandringer af det sønderjyske provinssamfund bliver en indirekte parallel til fortællerens tab af barnlig uskyld. Alle barndommens groteske indbildninger og ihærdige forsøg på at gøre faderen glad og stabil - for enhver pris - afslører sig efterhånden for fortælleren som det, de er: En syg mands spil med sine omgivelser.

Erling Jepsen har skabt et rørende og smertefuldt opgør med sin barndoms provins og familiemæssige spøgelser. Barnets sørgelige og groteske tilværelse rammer læseren med en intens smerte og afmagtsfølelse over de vilkår, som den 11-årige fortæller er tvunget til at vokse op under. Samtidig anvender han et raffineret fortællergreb, der i kraft af den barnlige vinkel bidrager med en bittersød galgenhumor, der gør det svært ikke at grine dér, hvor det er allermest upassende.

Kilder, links og centrale værker