Når noget slutter

Kortromanen er en eksistentialistisk meditation over tidens betydning for dannelsen af identitet, skrevet i et fortættet sprog med et overraskende plot, der er en krimi værdig.

Der findes bøger, der selv om de er korte, rummer et helt livs erfaring. Julian Barnes’ kortroman, Når noget slutter, som i 2011 vandt den prestigefyldte Man Booker pris, er en sådan bog.

Barnes har et omfattende forfatterskab bag sig, bestående af romaner, noveller og essays, og han kan betegnes som en særdeles dreven forfatter, der både mestrer de subtile sproglige nuancer og filosofiske dybder, den overbevisende persontegning og det fængende plot. Sidstnævnte er ikke overraskende, når man betænker, at Barnes sideløbende med sit officielle forfatterskab har skrevet krimier under pseudonymet Dan Kavanagh.

Når noget slutter bærer tydeligt præg af sin særlige genre. Kortromanen kan betegnes som en hybrid mellem en novelle og en roman, og bogen har da også nogle af novellens afgørende karakteristika: den udspiller sig indenfor et begrænset miljø med få personer og har en relativt enstrenget handling og en overraskende slutning. Imidlertid bryder den også med novellegenren og læner sig mod romanen i sin udfoldede længde, brug af filosofiske fortællerkommentarer og ikke mindst i det komplicerede spil med kronologien, hvor fortidens brikker langsomt sættes sammen i et puslespil, der til sidst danner et mønster, som vender op og ned på hele læseprocessen.

Udgangspunktet for romanen er en overvejelse over begrebet tid i en tindrende smuk passage, der er værd at citere i sin helhed:

”Vi lever i tid – den fastholder os, former os - men jeg har aldrig haft følelsen af, at jeg forstod den specielt godt. Og jeg taler ikke om teorier om, hvordan tiden kan blive bøjet og gå baglæns eller eksistere andre steder i parallelle universer. Nej, jeg mener almindelig, dagligdags tid, som ure og penduler forvisser os om går regelmæssigt: tik, tak, klik, klak. Findes der noget mere pålideligt end en sekundviser? Og alligevel skal der kun en ganske lille nydelse eller smerte til for at belære os om tidens elasticitet. Visse følelser får den til at gå hurtigere, andre sætter dens tempo ned: en gang imellem bliver den tilsyneladende væk – indtil det senere punkt, hvor den for alvor forsvinder og aldrig vender tilbage.”

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i romanen er Tony Webster. Tony er historiker og har således gennem hele sit professionelle liv beskæftiget sig med fortolkningen af tid i form af sandheden om historiske begivenheder. Men Webster graver ikke kun i historien, men i høj grad også i sit eget liv, som det har udviklet sig gennem tiden. Her trækker han tråde tilbage til barndommen og en historie om et venskab og en kærlighedsaffære, hvis betydning langsomt vikles ud.

Det begynder med historien om et venskab mellem fire intellektuelle drenge, hvor især drengen Adrian Finn stikker ud. Hvor de andre drenge i kliken, inklusive Tony, mest af alt er pubertære intellektuelle, så er der en anderledes radikal og filosofisk dybde i Finns argumentation, der særligt kommer til udtryk i en diskussion med læreren Old Joe Hunt, hvor de taler om forholdet mellem skyld, individ og historie med udgangspunkt i første verdenskrig som en begivenhed udløst af snigmordet på ærkehertug Franz Ferdinand. Her siger Finn:

”Vi vil så gerne give et individ skylden, så alle andre kan være skyldfri. Eller også giver vi en historisk proces skylden, så individet kan blive fri for skyld. Eller også er alt sammen et anarkistisk kaos, men konsekvensen bliver den samme. Det forekommer mig, at der er – var – en kæde af enkeltpersoner med et ansvar, og at de alle sammen var nødvendige for, at det kunne ske, men kæden var ikke lang nok til, at de alle sammen kan skyde skylden på nogle andre. Men det er klart, at mit ønske om at placere skylden et sted også kan være et udtryk for en helt personlig opfattelse, som ikke nødvendigvis bygger på en analyse af, hvad der rent faktisk skete. Og det er vel historiens problematik, ikke, sir? Spørgsmålet om en subjektiv eller objektiv fortolkning, det faktum, at vi er nødt til at kende historikerens historie, før vi kan forstå den version, vi præsenteres for.”

Det argument, som Adrian præsenterer Old Joe Hunt for, bliver den centrale problematik i den historie, der udfoldes i løbet af romanen. Den bliver så at sige en parabel over den fortolkningsproces, der finder sted, hvor målet er at udrede, hvad der er sandhed og hvad der er fiktion. I den forbindelse kommer erindringen til at spille en særlig rolle, for det er Tony, der som en anden detektiv må lægge brikkerne sammen, og den han kæmper mod er først og fremmest sig selv. Sine egne fejlfortolkninger og forskudte erindringer.

Tonys og Adrians skæbne er forbundet via pigen Veronica, som Tony har haft et problematisk forhold til. Efter at Tony og Veronica har slået op, bliver hun kæreste med Adrian, og det næste, der sker, er, at Adrian ender med at begå selvmord uden at årsagen for alvor er klar – det bliver den først senere. Tony vikles ind i affæren, da han fyrre år efter at forholdet til Veronica er slut modtager en arv fra Veronicas mor, der består i en sum penge samt Adrians dagbog og personlige papirer. Problemet er bare, at han ikke kan få udleveret dagbogen, da den er i Veronicas besiddelse og hun nægter at komme i kontakt med ham.

Herefter udspiller romanen sig som en gradvis optrævling af historien, hvor det blandt andet viser sig, at Tony har skrevet et hadefuldt brev til kæresteparret, som han i første omgang ikke har nogen erindring om. Han har hele tiden troet, at han blot sendte et kort med sin velsignelse af forholdet – men har tydeligvis fortrængt det hadefulde og – viser det sig - afgørende brev.

Tonys forståelse af sig selv bliver gradvist revurderet, idet han genfortolker fortiden og de begivenheder, der er sket. Selv har han haft et forholdsvist begivenhedsløst liv, men det fornyede blik på fortiden ruller en dramatisk historie op, hvis slutning ikke skal røbes her.

Når noget slutter er en eksistentialistisk meditation over tidens betydning for dannelsen af identitet skrevet i et fortættet sprog og med et overraskende plot, der er en krimi værdig. Det er historien om en mands søgen efter fortiden og sandheden og en udredning af, hvordan forståelsen af tid er med til at præge vores liv. Vi lever paradoksalt både i fortiden og nutiden, og nutiden kan radikalt skrives om, idet vi opdager, at fortiden ikke var den, som vi troede, den var.

I et større perspektiv handler romanen også om selve skrivekunsten som et eksistentialistisk detektivarbejde, hvor man langsomt via fiktionens løgne skriver sig op imod sandhedens spor. Den engelske titel peger på dette: The Sense of an Ending. Her er slutningen ikke lagt objektivt frem, men er altid noget, der fornemmes af nogen. I dette tilfælde er det Tony, der må prøve at lægge brikkerne til puslespillet. De store historier bliver vævet ind i de små, og Barnes tager fat i de vigtige spørgsmål i en roman, der er en af de smukkeste og mest fortættede meditationer over begrebet tid siden Marcel Proust store romanværk På sporet af den tabte tid.

Cand.mag Jakob Bækgaard

Kilder, links og centrale værker