Den frie verden (en first world-tragedie)

Klasse, kapitalisme og forvrænget kropspositivisme er på spil i sorthumoristisk fremtidsscenarie, hvor vi intet har lært, men genbruger det værste fra tidligere tider.

Loa og hendes bedste ven Silvio hører til velhaverne De HardCore, som lever sammen med De Almindelige i Den Frie Verden. Den Frie Verden er en kunstig halvø på en flydende ponton som er hægtet fast på kontinentets kappe. De øvrige kontinenter er mere eller mindre gået i opløsning, så vidt Loa ved. Hun forbeholder sig retten til at være lykkeligt uvidende og leve sit liv "i en selvkredsende deprim og ikke mindst indifferent tilstand over for Jordens fremtid", men gider på den anden side heller ikke flytte til Mars.

Loa går i gymnasiet, hvor hun har valgt Poesi fremfor Lav dit eget hologram mest for sammen med Silvio at forholde sig "vesteuropæisk-ironisk" til de andres digte. Familien mangler ikke penge, men Loas far forventer alligevel, at hun oparbejder "work ethic". Det gør hun ved at arbejde som levende model, som foregiver at have det sjovt med andre unge i livsstilsbutikken Living.

I Den Frie Verden forholder man sig frit og åbent til køn, seksualitet og stoffer, og alkalisk vand flyder i rige mængder. Til gengæld mobber man hinanden ved tegn på lavt stofskifte. Det er også så som så med kropspositivismen, når det kommer til mennesker udefra. Loa og Silvio møder den fattige grænsekrydser Esso på stranden, og Silvio forelsker sig i drengen i en sådan grad, at han køber Esso fri af hans arbejdskontrakt og gør ham til sit projekt.

Esso er som et eksotisk kæledyr for Silvio, men da Silvio tager på kurophold med sin mor, overlader han Esso i Loas varetægt, og Esso lader sig velvilligt kommandere rundt med som en hundehvalp: "Han virkede renfærdig og uforfængelig, hvor klichéfyldt det end føltes at indrømme". I Den Frie Verden er (fattige) menneskeliv ikke mere værd end de organer, de består af, og Loa har sit eget kærlighedsliv at tage sig af.

Fortællingen om venner og fjender, forelskelser og hverdagen på gymnasiet med en sexistisk lærer (genoptøet fra den gamle verden fra den såkaldte Epstein-Weinstein generation) minder om high-school tv-serier med karikerede karakterer, som selvbevidst taler i klichéfyldte vendinger. Denne overflade som et bevidst stilistisk greb gør dog, at det er svært som læser at engagere sig synderligt i romanens karakterer, men sådan er vilkårene i Den Frie Verden, hvor der er ikke noget dybere engagement i noget eller nogen. Undertitlen siger det hele, Den Frie Verden er i den grad en first-world tragedie.

'Den frie verden' er karikeret med sin skarptskårne fremtidsvision, hvor det bedste man kan sige om hovedpersonerne er, at de til dels selv er klar over, hvor afstumpede de er i deres ansvarsfralæggelse i forhold til andre mennesker og kloden som helhed. Det fungerer; det er trist, men det er så akavet og dystert, at det samtidig er morsomt.