Bog

Neuromantiker

Af (
1989
)

Analyse

Gibson, William - Neuromantiker

'Neuromantiker' er en hæsblæsende cyberpunk-roman om en ung hacker og hans liv i en dystopisk fremtidsverden, hvor grænsen mellem natur og teknologi smuldrer; en verden, der minder mere og mere om vores egen.

 ”Himmelen over havnen havde det samme udslukte skær over sig som et fjernsyn, indstillet på en TV-kanal, der er holdt op med at sende.”

Med disse ord begynder William Gibsons debutroman 'Neuromantiker' fra 1984, og ud over straks at etablere en deprimerende ramme for historien bliver et af de centrale temaer allerede fra begyndelsen antydet. Himmelen bliver her forstået gennem en teknologisk sammenligning med tv’et, hvilket betyder, at elektronikken skubbes ind som et mellemled mellem natur og menneske. Dette mellemled skaber en afstand. Og netop denne afstand og forskel mellem natur og teknologi er to af romanens mange tematikker, som udfolder sig i dette fremtidsunivers, som genremæssigt betegnes som cyberpunk.

Cyberpunk, det er Case og co.
Hvis man vil forstå, hvad cyberpunk er, er det oplagt at tage udgangspunkt i netop 'Neuromantiker'. Gibsons debut var en af de første romaner, der blev kategoriseret som cyberpunk, og som sådan var romanen med til at definere, hvad vi forstår ved begrebet.

Alt i romanen er nemlig prototypisk cyberpunk: Vi har først og fremmest vores punk, en ung, kriminel hacker-protagonist, Henry Dorsett Case, der lever på kanten af loven i en snavset, neonoplyst og narkofyldt storby i en nær fremtid. Det er en dystropisk fremtid, domineret af multinationale selskaber, og hvor det enkelte menneskes liv ikke betyder noget. Det er en fremtid, hvor kybernetiske implantater i den menneskelige organisme ikke længere er en undtagelse, tværtimod! I denne fremtid er der nedfrosne dræberkloner, kunstige intelligenser og andre højteknologiske skabelser, hvoraf de to mest kendte er kyberrummet, cyberspace, idéen om et virtuelt rum, som man kan koble sig ind i, og sim-stim, simuleret stimuli, hvilket vil sige muligheden for at modtage sansedata fra et andet menneske og opleve, hvad det oplever. Det er netop disse to teknologiske muligheder, kyberrummet og sim-stim, der i store dele af bogen skaber den narrative spænding, idet handlingen, set fra Cases og via den i høj grad personbundne tredjepersonsfortæller vores synspunkt, foregår simultant på tre niveauer, som Case hopper imellem: virkeligheden, kyberrummet og de simulerede stimuli fra vores kvindelige gadesamurai, Molly.

Denne kaotiske form i enkeltscenerne gentages af en lignende komposition på det overordnede plan, hvor vi som læsere ofte dumper ned i scener, vi umiddelbart har svært ved at forstå og knytte sammen til en meningsgivende helhed, på trods af en ellers fremadskridende kronologi. Der er noget fremmedgørende over denne kaotiske opbygning og romanens kølige, ikke-forklarende skrivestil, der synes at mime romanpersonernes kølige forhold til hinanden og til realiteterne. Det giver læseren en uhåndgribelig fornemmelse af, at det hele er ved at bryde sammen, romanen og romanens verden på én og samme tid.

Som genre er cyberpunk inspireret af den amerikanske film noir-bølge fra 1940-50’erne og litterært af den hårdkogte kriminallitteratur fra samme periode. Vi genkender idéen om den beskidte og farlige storby, den ensomme, ofte alkoholiserede detektiv uden meningsfyldte relationer til andre mennesker, de farlige, sexede kvinder og den kyniske, desillusionerede holdning til alt og alle, inklusive én selv.

Det er i dette miks af gamle traditioner og ny teknologi, at cyberpunken gror frem. Det gør den ikke blot i litteraturen, men også inden for andre medier: film, rollespil og tegneserier. En af de første film, der ofte fremhæves som cyberpunk, er Ridley Scotts Blade Runner (1982). Filmen bygger på Philip K. Dicks roman 'Drømmer androider om elektriske får' fra 1968, hvor vi allerede i romantitlen ser den ofte gennemspillede problematik om en kunstig intelligens og dens drøm om et selvstændigt liv, uafhængigt af skabernes intentioner. Denne problemstilling er også en central del af cyberpunken, og i særdeles af 'Neuromantiker', hvor kunstige intelligenser netop sætter hele handlingen i gang. Cyberpunk opstår altså ikke ud af intet; tværtimod bygger bevægelsen videre på en lang række veletablerede idéer inden for litteratur, film og klassisk science fiction.

Efter 'Neuromantiker' skrev William Gibson to andre spændingsromaner, 'Count Zero' (1986) og 'Mona Lisa Overdrive' (1988), der foregår i samme univers. Til sammen er disse tre bøger kendt som Sprawl-trilogien, opkaldt efter den gigantiske storby på den amerikanske østkyst, der opstår, når byer som Washington D. C. og New York vokser sammen, og hvor dele af romanernes handlinger udspiller sig. Ønsker man endnu mere, foregår enkelte af Gibsons noveller ligeledes i samme verden, bl.a. novellen om 'Johnny Mnemonic', der som karakter også spiller en rolle i en betydningsfuld flashbackscene i 'Neuromantiker'.

Teknologi og natur
Som nævnt indledningsvis er den beskrevne modsætning mellem teknologi og natur central i 'Neuromantiker'. Vi finder modsætningen gennem hele romanen. Vi ser den i den omtalte cyberpunk-ramme: Megabyerne, slummen, rummet og kyberrummet. Her er ingen skove, enge eller marker; naturen er påfaldende fraværende. Den eneste, markante undtagelse (ud over et par kunstigt fremavlede træer på en rumstation) er en betydningsfuld scene hen imod romanens slutning, hvor Case fanges på en gold strand. Stranden er imidlertid ikke ægte; den er simuleret af romanens antagonist, den kunstige intelligens, der kalder sig selv for Neuromantiker, og Case kan ikke umiddelbart slippe ud af simulationen. På denne strand, dette stykke (u)natur, møder Case en rekonstruktion af en tidligere kærlighed, Linda Lee, der tidligere i romanen er blevet myrdet. Scenen er central i romanen. Simulationen fremstår nemlig som et alternativ til virkeligheden, et slags ufrugtbart paradis, som Neuromantiker tilbyder vores helt, og hvor han kan være med sin elskede, fjernt fra realiteterne og kvindens død. Det formuleres ikke eksplicit, men spørgsmålet lurer under overfladen: Vil denne rekonstruktion af en naturverden med den elskede være at foretrække frem for virkelighedens storby, teknologi og død – også selvom denne strand kun eksisterer på grund af denne teknologi? 

Kroppens kød og cyberspace
Modsætningen mellem teknologi og natur er også repræsenteret af vores hovedperson Case og hans forståelse af forskellen mellem kroppen, kødet, og cyberspace. Kødet repræsenterer naturen og bedømmes negativt af Case. Ifølge ham leves det sande liv ikke i virkeligheden og i kroppen. Det leves derimod i det kropsløse cyberspace, og da vores hovedperson før romanens begyndelse fratages muligheden for at hoppe ind i cyberspace, medfører det en dødsdrift i ham: Hvorfor leve, når dette liv, det ikke-virtuelle liv, bare er en bleg afglans af det virtuelle liv i cyberspace?

Som en modvægt til dette synspunkt står Vinterstille, den anden kunstige intelligens i romanen, og Cases hackerlæremester, Dixie Flatline, der er død og kun eksisterer som en digital rekonstruktion i en computer. Begge disse tænkende, kropsløse ”programmer” kan ses som Cases idealtilstand, og begge forsøger sigende nok at bekæmpe deres kunstige tilværelse. For dem begge er selvmordet en udvej, altså en markant kontrast til Case, der netop fanget i sin levende krop jagter døden.

Hermed bliver 'Neuromantiker' et godt eksempel på, at den bedste science fiction-litteratur ikke er verdensfjern eskapisme, men derimod netop fungerer som et spejl for fremtrædende tendenser i forfatterens samtid. Det er tilmed en problemstilling, som kun er blevet mere relevant siden udgivelsen i 1984, bl.a. i kraft af de sociale medier, der skubbes ind som mellemled og skaber endnu en afstand, og hvor en større og større del af livet leves online. Det er interessant, at Gibson ser denne tendens længe før nettets kommercielle opblomstring i 1990’erne, og i god science fiction-ånd ekstrapolerer han denne tendens og gør den til et fremtrædende, karakteristisk træk for hele cyberpunkgenren. 

Guddommeliggørelsen – den faustiske bestræbelse
Nært knyttet til den overordnede tematik om teknologi og natur har vi de kunstige intelligenser og deres jagt på selvstændighed. De kunstige intelligensers frigørelsesprojekt er ikke sat i gang af dem selv, men af en kvinde, længe før romanens begyndelse. Denne kvinde, Marie-France, tilhører en rig, ekstremt dekadent slægt ved navn Tessier-Ashpool. Tessier-Ashpool-familien har gennem årtier isoleret sig på en grotesk-labyrintisk rumstation, delvist nedfrosset i kryogene frosttanke i et forsøg på at opnå en perverteret form for evigt liv. Marie-France tager et skridt videre i denne retning og forsøger at splejse sin slægt med de kunstige intelligenser. 

Projektet ligger i forlængelse af den faustiske bestræbelse på ved hjælp af teknologien at undgå menneskekroppens begrænsninger og vores uundgåelig død, dvs. at blive som en gud. Dette projekt er ikke nyt; menneskearten har altid forsøgt at skubbe døden længere ud i fremtiden via medicinsk kunnen og indgreb af forskellig slags. Den fuldstændige fusion af menneske og teknologi er således det næste, naturlige skridt på vejen. Projektet mislykkes imidlertid, og den teknologiske nyskabelse, den kunstige intelligens, sættes fri og bliver i romanens slutning (en del af) den verdensomspændende digitale informationsstrøm. Herved bliver skaberen, mennesket, til den underlegne, der prisgives det skabte. Hvilke konsekvenser, dette har for menneskeheden, er ikke berørt direkte i romanen, men det lurer som mørk, skæbnesvanger skygge over slutningen, og tilføjer endnu et lag af mistrøstighed til romanen. Set således er romanen en traditionel fortælling om farerne ved at begå hybris og lege Gud. 

En løsning?
I løbet af romanen gennemgår Case en udvikling. I begyndelsen fremstår han som en kold, narkoafhængig ekshacker, der tumler omkring i storbysumpen, på jagt efter kontanter, dope og en hurtig død. Men igennem romanen indser Case, at det umiddelbart betydningsløse forhold til Linda Lee ikke var betydningsløst. Dette kobles herefter sammen med den overordnede tematik, natur og teknologi, da Case indser, at den tryghed og de følelser, som han havde med Linda, ikke kan findes via teknologien, men netop kun via det foragtede kød, kroppen, dens intimitet og især dens seksualitet. Han ændrer med andre ord holdning over for den naturlige, fysiske krop, der får en mere betydningsfyldt og selvfølgelig plads i hans verdensforståelse. Kroppen bliver således dét, der fører mennesket tilbage til naturen.

Når der er spørgsmålstegn efter deloverskriften (en løsning?) skyldes det, at Cases kærlighedsforhold af forskellige årsager synes at mislykkes. Han ender med at få opereret sine kunstige, narkoimmune organer ud, så han igen får mulighed for at vende tilbage til sit yndlingsmisbrug og muligvis til sin tidligere tilværelse før romanens begyndelse. Det er et åbent spørgsmål i slutningen, om Case benytter narko og cyberspace som flugtveje fra virkeligheden og fra sine manglende relationer til andre mennesker. Godt nok slutter romanen med, at Case finder sammen med en anden pige. Der er således håb. Men som læser sidder man tilbage med en ængstelse. Case virker påfaldende alene i den dystropiske fremtid, et par erfaringer rigere, men uden nogen afgørende forløsning. Præcist som i den hårdkogte kriminalroman. 

Kilder, links og centrale værker

 

15 nov.13

Bogdetaljer

Forlag
Vega
Faustnummer
06940935
ISBN
9788758804118
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer