Elskeren fra Nordkina

Følsomhed og kontrastfyldt, sanselig lidenskab i en drejebog til en imaginær film – Marguerite Duras' Elskeren fra Nordkina

Elskeren fra Nordkina fra 1991 er på en gang en roman, en drejebog til en film og en genskrivning af en af forfatterens tidligere romaner. Bogen er en lidenskabelig fortælling om kærlighed mellem en femtenårig pige, i romanen kaldet barnet, og en rig kineser fra Manchuriet. Romanen er skrevet som en drejebog til en tænkt film om forfatterens barndom i 1920ernes Indokina, og undervejs har forfatteren anbragt små anvisninger til filmholdet, hints om kameravinkler, opklarende bemærkninger om karaktererne, referencer til virkelige begivenheder. I forordet forklarer forfatteren, hvordan orienteringen om den rige kinesers død får hende i gang med at skrive erindringsromanen: ”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at kineseren, hans krop, hans hud, hans lem, hans hænder skulle dø.” Men Marguerite Duras havde allerede skrevet om kineseren flere gange før. I 1984 skrev hun romanen Elskeren, som blev filmatiseret og vist verden over. Hun var dog ikke tilfreds med filmen, og efter kineserens død gik hun derfor i gang med at skrive romanen om. Denne gang som hun kunne have tænkt sig filmen. Selv anså hun Elskeren fra Nordkina for at være et af sine hovedværker. 

Marguerite Duras (1914-1996) var en fransk romanforfatter, manuskriptforfatter og filminstruktør. Hun blev internationalt kendt for sine manuskripter til filmene Hiroshima mon amour (1959) og India song (1975). Duras tilbragte det meste af sin barndom i Indokina, men flyttede som syttenårig til Paris for at studere matematik, jura og statskundskab. Duras' tredje roman Un Barrage contre le Pacifique (1950 – ikke oversat til dansk) blev hendes første succes. Den semibiografiske roman foregår i barndommens hus ved Stillehavet, hvor hun sammen med sin yngste bror barfodet udforsker naturen, taler vietnamesisk og kommer til at ligne de indfødte. I denne første familieroman skildrer Duras, hvordan hendes mor, efter farens død, bliver snydt af myndighederne i Cambodja og går fallit. Duras mente selv, at hun havde skrevet en roman, der viste korruptionen i det koloniale system og den fortvivlelse og uretfærdighed, den afstedkom, men moren læste bogen som en udlevering af en familie i opløsning, og Duras mistede på den baggrund kontakten til sin mor. 

Også i Elskeren fra Nordkina er familiehistorien og konflikterne, både de indre og de ydre, centrale. Kærligheden mellem den unge Duras, barnet, og hendes yngre bror, moderens fortvivlelse og den ældre brors utilpassethed og vold over for de øvrige familiemedlemmer står som den ulykkelige baggrund for det lidenskabelige forhold mellem barnet og den rige kineser. Moderen i Elskeren fra Nordkina har et meget tæt bånd til sin ældste søn, der er afhængig af opium og stifter gæld til at dække sit forbrug, en gæld moderen hele tiden prøver at rejse penge for at udbetale. Den yngre bror taler sjældent, og holder sig ofte for sig selv, men kravler op til sin søster om natten. Deres kærlighed bliver en smerte for både moren og den ældre bror, og moren bliver tvunget til at give afkald på sit yndlingsbarn og sende ham bort fra familien for at beskytte de to yngre søskende, som hun frygter, han vil slå ihjel. 

På denne baggrund af opløsning og sjælelig armod møder den femtenårige Duras, barnet, den rige kineser på færgelejet ved Mekongfloden. De to føler en spontan tiltrækning til hinanden, der glider over i en lidenskabelig, sensuel kærlighed, der får en trekantsdramatisk karakter, fordi kineseren allerede gennem sin rige far er lovet bort til en anden kvinde. Kineseren og barnets forhold udvikler sig til et sammenblanding af fortvivlelse og lykke. Netop denne kontrastfyldte dobbelthed er en grundfigur i romanen: Kærligheden, der også er fortvivlelse; barnet, der er en ung kvinde; den franske familie, der indtager vietnamesiske væremåder; venskabet med Hélène, der bliver barnets anden kærlighed, som hun aldrig glemmer; søskendekærligheden, der bliver kødelig; og den romantiske kærlighed, der bliver familiær, når barnet beskrives som kineserens blodsøster, hans barn, hans elskede, hans søster. I Elskeren fra 1984 bliver kærligheden som prostitution også et kontrastfyldt tema, lige som  kærligheden som afvisning og forkastelse. Moderens afvisning af barnet, den unge Duras, til fordel for den ældre, smukke og charmerende bror, og de to familiemedlemmers ønske om at sælge barnet som prostitueret for at redde familiens økonomi, og barnet, der over for kineseren insisterer på at blive behandlet på lige fod med hans andre købte kvinder. Samtidig beskrives også den erotiske dimension af venskabet med Hélène. 

Nogle forfattere udtænker spidsfindige plots med raffinerede mysterier undervejs, andre kører derudad med en tour de force af gnist, begejstring og energi, og så er der de forfattere, der bløder på papiret. Sådan er det hos Marguerite Duras. Hver af de korte og præcise sætninger står mejslet i klarhed op fra et fundament, en understrøm af smerte, intensitet og lidenskab. Ordknapheden, pauserne, gentagelserne og stilheden er massive, afbrudt af pludselige omstændelige beskrivelser af scener, fx et besøg i en natklub. Dialogen er fremtrædende og skæbnetung, og i kraft af skiftene mellem dialogerne og de poetiske, sceniske anvisninger, fungerer romanen som den perfekte drejebog til en imaginær film. Det er denne uhyre formbevidste leg med genrer og referencer til eget forfatterskab, virkelige begivenheder og tænkte filmatiseringer, der får Elskeren fra Nordkina til at hente kraft og intensitet i grænseområdet mellem virkelighed og fantasi, myte og realisme.

Kilder, links og centrale værker