Stella Maris

Anden del af dobbeltværket lukker en del af hullerne i søskendeparret Bobby og Alicias historie – og åbner en række andre.

'Stella Maris' er anden del af Passageren og bør læses sådan. Det er overordentligt svært at forestille sig, at det kan være interessant at høre Alicia fortælle sin historie uden at have læst bogen om hendes bror Bobby og hans forhold til hende.

Når det er sagt, er det tid til at sige, at 'Stella Maris' er en vild og usædvanlig roman i både form og indhold, der på sin særegne måde blev en værdig afslutning på Cormac McCarthys vilde og usædvanlige forfatterskab. Et forfatterskab, man næppe kan kalde muntert, men barskt og blodigt, dystopisk og ubarmhjertigt, stærkt og vanvittig velskrevet. Han var virkelig en af de ypperste nutidige amerikanske forfattere.

Stella Maris er en anstalt for psykisk syge, og bogen består af syv samtaler mellem Alicia og hendes psykiater Dr. Cohen. Hun er selvmordstruet, synæstetiker, altså en, der har koblet to sanseindtryk, så fx synet af farver også fremkalder smagsindtryk, og hallucinerende skizofren. Men hun er også vidunderlig smuk, barn af en af forskerne fra The Manhattan Projekt, som opfandt a-bomben, og hun mangler kun at aflevere sin Ph.d. for at få en doktorgrad i Matematik.

Bogen er således samtaler af, om og med den kloge, smukke og mystiske unge kvinde, og psykiateren, vor tids sjælerøgter, der på et tidspunkt direkte som en anden præst siger, at hun som selvmordstruet er hans ansvar. Samtaler af nærmest skriftende, bekendende art, der lader McCarthy give perspektiver på verden med afsæt i videnskabelig matematik og filosofi. Med Alicias fiktive og mere eller mindre sindsforvirrede karakter som mellemled, der trods sit muligvis forvrængede troldspejls perspektiv, alligevel kommer frem til den uafviselige pointe, at selv matematikken, hvis skønhed ligger i, at den kan give klare uafviselige logisk stringente svar, i bund og grund hviler på antagelser, den ikke selv kan bevise. Et ærke-McCarthysk billede på livet, mennesket og verden i al sin ubarmhjertighed.

Ved siden af den matematiske filosofiske samtale løber Alicias personlige fortællinger om familien, opvæksten og hedes følelsesliv. De er prægede af, at Bobby, Alicias bror, på tidspunktet for samtalerne ligger i koma efter en racerbilsulykke – en koma, Alicia ikke tror, han kommer til at vende tilbage fra. Bobby er den eneste, Alicia har haft et nært, men samtidig umuligt forhold til. Uden at røbe mere har vi således med dobbeltværket 'Passageren' og 'Stella Maris' en ægte Romeo og Julie fortælling, der i al sin afgrundsdybe tragedie gør afskeden med Cormac McCarthy passende storslået, shakespearsk og ubarmhjertig.