Anmeldelse
Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv af Junot Díaz
- Log ind for at skrive kommentarer
Fukú, familie, fedme og flammende kærlighed – det er nogen af ingredienserne i denne fantastiske roman om sammenstødet mellem to kulturer.
Romanen handler ikke bare om Oscar, men om hele hans familie og deres migration mellem Den Dominikanske Republik og New Jersey. Hans familie er ramt af den særlige dominikanske forbandelse fukú - de er forfulgt af uheld i alt.
Oscars mor rejser til New Jersey med ham og hans søster Lola, men også her er livet hårdt for dem. Oscar er smældfed og nørdet og af denne grund ude af stand til at leve op til det dominikanske macho-image. Han forelsker sig uafbrudt i piger, han ikke har en chance for at få, så hans fritid går med computerspil, fantasy og science fiction.
Romanen bevæger sig både mellem de mange personer i Oscars familie og i tid, fra midten af 1900-tallet frem til nu. Sammenvævningen mellem familiens skæbne og diktaturet i republikken gør den spændende og medrivende på flere planer, og så blev jeg i det mindste klogere af læsningen.
Alle personer i denne roman, fra Oscars bedsteforældre, der som de første rammes af fukúen i form af Trujillos vrede, til Oscar selv, der ganske rigtigt ikke får et langt liv, er fantastisk levende beskrevet og ikke til at slippe igen.
Det fremmedartede ved livet på den lille ø står på intet tidspunkt i vejen for oplevelsen af disse plagede mennesker; man føler og følger og forstår deres valg og reaktioner. Diáz skriver spændende, med bl.a. henvisninger til Tolkien (og mange andre!), masser af spanske ord (forklaret bagest i bogen) og en sprudlende fortællestil.
Farverigt og indlevet får vi fortalt de mange personers historie - ikke mindst Oscars mor og (reserve)bedstemor står klart for os. Fra Oscar arbejder vi os baglæns i familiehistorien, mens bogens beretning om en lille stat under en grum diktator oprulles for vore øjne.
Der er masser af eksotiske indslag, men fortællingen om mennesker, der under pres formår at leve hele og meningsfulde liv er evigtgyldig og kan på det varmeste anbefales.
Brugernes anmeldelser