Maskeblomstfamilien

Forførende og foruroligende, grum og grotesk er Lars Saabye Christensens psykologiske portræt af et skadet barn og den familie, han kommer fra.

Dette er historien om Adrian (hans navn afsløres først sent i fortællingen), fra han er 12 til 17. Han vokser op i Oslo i 1960’erne. Han har fysiske defekter, som man kun aner karakteren af – han er sandsynligvis hermafrodit og har noget med foden.

Han vokser op i et hjem præget af hemmeligheder, fortielser og forstillelser. Hans far, patentingeniøren, skyder hovedet af sig; årsagen kan vi kun gætte os til. Moderen går derefter i seng og bliver der, til hun nærmest er et levende lig, og hans ækle faster flytter ind og fortsætter forkvaklingen. Kun til pigen Emilie, som har hareskår og ikke tåler solen, har han en slags relation.

Hans ensomhed og udsathed gør ham skamløs over for andre. Det er som om alt, mennesker og begivenheder, i løbet af fortællingen får et skær af deformitet.

”Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Sådan starter bogen, og i lyset af denne åbning kan resten af teksten tolkes. Her afsløres straks den flertydighed og smerte, som kendetegner drengens handlinger, og her anes også hans psykiske defekt.

Titlen på romanen hentyder til en familie af vilde blomster, hvor mange af arterne er snyltere på andre planters rødder. De lugter sjældent, men når de gør, stinker de, og de er alle giftige. Ja, der er masser af symbolik i bogen – forfatteren er også omkring det klassiske, græske drama og Ødipus-historien. Men alt skal tolkes med flertydighed!

Hvorfor bliver man så betaget af at læse en roman om en fysisk og psykisk vanskabt hovedperson, som konstant ydmyges og ydmyger tilbage? Det må være det, at i kunsten er lidelsen interessant, fordi vi håber på en form for forløsning og indsigt i, hvordan verden og mennesker er, og hvorfor, men hos Saabye Christensen kan vi komme til at vente længe på en afsluttende forståelse og opklaring. Der er ingen katharsis her, ingen letfordøjelige sandheder!

Bogen er en jeg-fortælling, og man skal aldrig stole på en jeg-fortæller. Han – og forfatteren – leger med os hele vejen igennem og udlægger begivenheder på forskellige måder.

Netop dét er et genialt greb – vi udfordres intellektuelt og involveres, og det gør ”Maskeblomstfamilien” til en stærk og lidenskabelig fortælling; den er spændende som en kriminalroman, besættende og uhyggeligt usentimental. Og så er den skrevet i det mest vidunderligt poetiske sprog. Ordvalget er lige så uforudsigeligt som alt andet i denne, den mest fantastiske bog, jeg har læst meget længe!!

Athene, 2004. 263 sider. Kr 269,-