De otte bjerge

Stoisk ro og ubarmhjertig poesi, som et sneskred betragtet fra sikker afstand. De otte bjerge er en svimlende roman, til trods for sit relativt beskedne omfang.

I Italien har ’De otte bjerge’ indbragt forfatteren Paolo Cognetti den eftertragtede litterære pris ”Il Premio Strega”. Og når man læser den i Lorens Juul Madsens eminente danske oversættelse, som har fundet god glosehjælp i hele den pan-skandinaviske fjeldordbog, er man ikke et sekund i tvivl om hvorfor. Der gemmer sig virkeligt et litterært fjeld af de helt store mellem siderne.

Med en snært af samme klippefasthed i tonen, som Robert Seethaler præsenterede os for i sin endnu kortere roman Et helt liv, som foregik i de østrigske alper, antyder ’De otte bjerge’, som hovedsageligt udspiller sig i deres italienske modpart, en særlig fjeldpoetik. En stoisk ro blandet sammen med en ubarmhjertig poesi. Som et sneskred betragtet fra sikker afstand.

Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive bare en smule rørt over skildringen af både far-søn forholdet og ikke mindst relationen mellem de to drenge Bruno og ”Berio” (Pietro). Deres livsbaner tegner sig lige så forskelligt som Himalaya og Alperne, alligevel er venskabet klippefast på tværs af tiden.

Da den danske forfatter Emma Bess debuterede i 2018 med sin Mødre, døtre, søstre, kunne man fristes til at foreslå en alternativ titel til Cognettis roman: ’Fædre, sønner, brødre’ – for det er i høj grad i disse skrøbelige og bløde dynamikker, romanen finder sin styrke.

Fortælleren Pietro flytter med sine bjerg-begejstrede forældre til en slags sommerhus i en selvdød tidslomme af en bjerglandsby. Pietros mor har fundet sin komforthøjde et lille stykke før trægrænsen, men faderen har altid haft sit blik rettet mod de fjerne tinder. Dem bestiger han med den samme flid, man som læser vender siderne med.

Snart får Pietro en legekammerat i drengen Bruno, en indfødt – i alle ordets betydninger - fra bygden, og sammen går de på opdagelse i bjergene. De følger også Pietros far på de lange ture til fjelds, og Pietro prøver at finde ud af, hvordan den begejstrede og poetiske mand, som han og Bruno halser efter i bjergenes tynde luft, kan være den samme far, som han kender fra Milano. Det giver anledning til en undersøgelse af temaer som identitet, kærlighed, tilhørsforhold og – ikke mindst – venskaber. Alt sammen syet nænsomt sammen af Cognettis stilsikre pen.

Netop Cognettis sans for sit håndværk gør at fortællingen, til trods for de mange elementer, ikke er nogen hård bjergbestigning at læse. Sproget er lettilgængeligt, og fortællingen fængende og konkret. Men man kan alligevel godt risikere at få lidt træk i øjet undervejs og blive lidt svimmel over de mange spørgsmål og tanker, romanen fremprovokerer.