Rynkekneppesygen

Peter Adolphsens veloplagte og humoristiske science fiction-roman om en grotesk sygdomsepidemi i kølvandet på en ruminvasion driver af aktualitet og absurditet.

I maj 2019 lander et invasivt mikroskopisk rumvæsen, en teddybjørnslignende bænkebider, kaldet en ofu, i navlen på den unge, kvindelige universitetsstuderende Winnie.

Ofuen formerer sig med lynets hast, og det 0,1 millimeter lange og semigennemsigtige kryb med hoved i begge ender smitter på kort tid Winnie med MIWD "Mite Induced Wrinkle Disease". Denne lidelse får navnet ”rynkekneppesygen”, fordi symptomerne er en voldsom og tiltagende liderlighed, der munder ud i, at offerets hud bliver bleg, "skidenhvid", rynket, hård og læderagtig for til sidst at eksplodere.

Winnie er den første, der bliver smittet, og da hun efter to måneder dør af smitten, skifter bogen hovedperson. Winnie når dog at får smittet sin kæreste, sin læge og en hel del tilfældige personer, inklusiv de mænd, hun kaster sig over.

Romanen er delt i tre, og i romanens anden del følger man nogle af dem, hun har smittet samt andre ofre, både børn og voksne, der i samfundets frustration og afmagt bliver spærret inde på en lukket afdeling på Riget. I en af Winnies sidste undersøgelser på Dermatologisk Afdeling er hun meget omtåget og kan ikke svare på spørgsmål, men alligevel masturberer hun helt uden hæmninger. Lægen bemærker, at på under 10 min ændrer Winnies hud sig fra skidenhvid til at ligne en muggen appelsin for slutteligt at give en mærkelig kødfuld lyd og eksplodere. Politiet sættes ind, da alle mener, hun er offer for et bombeattentat. Lige indtil der begynder at florere videoer af mange forskellige mennesker i offentlige og meget anstødelige situationer. Endelig bliver situationen taget alvorligt og er ikke længere blot en sjov, pikant nyhed i slutningen af et program.

'Rynkekneppesygen' er en roman, der på alle måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Når man skal undgå kropskontakt, busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder har vi brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets trygge spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for anarki opstår. 

Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid eller en aktuel samtid, som både er skræmmende og vanvittig.