Tilværelsens ulidelige lethed

Einmal ist keinmal hedder det på tysk - en gang er intet. Om dette er sandt eller ej, giver 'Tilværelsens ulidelige lethed' ikke svar på, men den tvinger én til at tænke over det.

Der er nogle bøger, man ikke kan slippe, fordi man bare må vide, hvordan de ender. Man lever sig ind i dem med hud og hår og sidder på stolekanten og bider negle i spænding. Milan Kunderas 'Nesnesitelná lehkost bytí' (1984, da. 'Tilværelsens ulidelige lethed') er ikke en af disse bøger.

Dette er ikke en kritik, for romanen er ikke skabt til indlevelse, men til eftertanke. Selvom læseren møder de fire hovedpersoners inderste drømme og længsler og får serveret deres motiver og tanker, giver Kundera aldrig læseren lov til at fortabe sig i deres historie. Hele tiden bryder han illusionen om at være vidne til et stykke virkelighed med filosofiske digressioner og metareflektioner over litteraturens karakter af konstruktion.

Netop fokusset på uvirkeligheden er imidlertid dét, der giver forfatteren mulighed for at udforske mennesket. Som romanens fortællestemme selv forklarer, "fødes personerne ikke som levende mennesker af en moders krop, men af en enkelt situation, sætning, metafor, der ligesom en nød rummer en eller anden grundlæggende menneskelig mulighed, som endnu ingen, efter forfatterens mening, har opdaget eller sagt noget væsentligt om. (...) En roman er ikke forfatterens konfession, men en udforskning af hvad menneskelivet er, i den fælde som verden er blevet.“

Bogen, der blev skrevet i eksil og som først udkom på forfatterens modersmål året efter, den var udkommet på fransk, udspringer af en specifikt historisk situation, nemlig perioden før under og efter den russiske hær invaderede Prag i 1968. Omend Kundera selv har udtalt, at totalitarismens menneskefjenskhed er så tydelig, at den ikke er værd at skrive bøger om, kan romanen alligevel læses som en problematisering af forholdet mellem øst og vest. Kunderas måde at gøre det på adskiller sig dog fra andre koldkrigsromaner ved at sætte lighedstegn mellem følelsen af meningsløshed og fremmedgjorthed i den vestlige, kapitalistiske frihed og det totalitære styres ensretning.

På trods af skildringen af en meget tidsbundet konflikt er det dog først og fremmest det eksistentialistiske spørgsmål om, hvorvidt tilværelsen virkelig er let og dermed ulidelig, der er bogens hovedtema.

Lethed og tyngde
I begyndelsen af 'Tilværelsens ulidelige lethed' udfordres den tyske filosof, Friedrich Nietzsches idé om den evige genkomst og forestillingen om, at alting altid vil gentage sig selv i et uendeligt univers, hvilket er dét, der giver livet sin tyngde og menneskets beslutninger deres vægt. Fortælleren er imidlertid ikke enig med Nietzsche. Mennesket lever kun én gang, og derfor er alle beslutninger tilfældige, idet man aldrig vil have mulighed for, at vende tilbage og se, hvad der var sket, hvis man havde valgt anderledes. Som Thomas, en af hovedpersonerne formulerer det, "Hvis vi kun har et liv at leve, kunne vi ligeså godt slet ikke have levet.“ Tilværelsen har dermed ikke vægt, men er præget af lethed.

Udforskningen af lethed versus tyngde bliver den akse, hvorom fortællingen drejer. Igennem romanen møder vi fem hovedpersoner, hvoraf én er en hund og de fire andre er fordelt ligeligt mellem at have enten tyngden eller letheden som deres mest fremherskende træk. Thomas, forføreren, lægen og ægtemanden og Sabine, elskerinden, kunstneren og forræderen søger og dyrker letheden, hvorimod Thereza, Thomas‘ hustru og hans eneste kærlighed samt den svejsiske professor, Franz lever et liv med tyngde.

Disse fire personers historie vikles ind i hinanden, og bruges til at udforske menneskelivets vægt, uden at fortælleren nogensinde endeligt besvarer spørgsmålet om, hvad der er bedst – tyngde eller lethed.

Den ultimative fortæller
Fortælleren i 'Tilværelsens ulidelige lethed' er flere gange blevet fremhævet som en af de mest unikke i 1900-tallets litteratur. Hans tendens til at omtale sig selv i tredjeperson narrer i begyndelsen læseren til at tro, at han er en form for perifer karakter, men hurtigt bliver det klart, at der ikke er tale om en tredjehånds betragter, men om den ultimative alvidende fortæller: En forfatterstemme, der kommenterer sine fiktive karakterer og analyserer sin egen roman for læseren, når den da ikke indrømmer, at nogle menneskelige handlinger netop unddrager sig forklaring:

"Der var ingen der forstod denne sætning, og det volder også mig visse vanskeligheder at forklare hvad Tereza egentlig ønskede at sige.“

Spørgsmålet om, hvorvidt fortællestemmen er Kunderas eller om den blot tilhører en fiktiv forfatter skabt af Kundera er for så vidt sekundært, især fordi det netop er en pointe i romanen, at livet i sig selv er ligeså fiktivt som en hvilken som helst bog:

"Man kan følgelig  ikke bebrejde romanen, at den er fascineret af tilfældighedernes gådefulde møde (som mødet mellem Vronskij, Anne, perronen og døden eller mødet mellem Beethoven, Thomas, Thereza og cognacen), men man kan med rette bebrejde mennesket, at det i sin dagligdag er blindt for sådanne tilfældigheder, og at dets liv derfor mister sin dimension af skønhed.“

Denne insisteren på et, i det mindste æstetisk, sammenfald mellem virkelighed og fiktion sætter fortælleren imidlertid selv spørgsmålstegn ved, idet han insisterer på at gøre alt det, som man ikke kan i det virkelige liv. Han springer uproblematisk i tid og sted, gentager de samme scener set fra forskellige vinkler, og og giver dermed læseren mulighed for at få den gentagelse som ifølge ham selv netop er det eneste, der ikke kan findes i menneskelivet. Fortælleren bliver således ikke blot guide og fortolker for læseren, men optræder som endnu en måde at udforske forholdet mellem tyngde og lethed.

'Tilværelsens ulidelige lethed' er dog ikke kun en filosofisk bog, men også en hjertevarm, ironisk og humoristisk fortælling, der alt andet lige får læseren til at tænke over sit liv på en ny måde.

Kilder, links og centrale værker