Anmeldelse
Carnivora
- Log ind for at skrive kommentarer
Tankevækkende dystopisk roman om, hvordan livet i fremtidens Danmark ser ud, hvis vi mennesker insisterer på at blive ved med at spise kød.
Produktion af menneskekød er den chokerende præmis for bogen, men forfatter Caroline Stadsbjerg vil mere end provokere med denne bog, der griber godt fast i læseren med stærke sanselige beskrivelser, der sætter gang i tanker om egne madvaner og værdien af et liv fremfor et andet.
'Carnivora' handler om mennesket som forbruger af kød og derfor også om noget, mange af os forbinder med dansk kultur. Hvad er vi uden vores bacon og frikadeller? Og er det at spise kød så vigtig en del af ”os”, at vi er villige til at ofre andres ret til livet for at opretholde vores livsstil? Det er modigt at tage fat i dette emne, som i Danmark kan vække meget stærke følelser. Bogens handling udspiller sig i en nær fiktiv fremtid, hvor de dyr, vi spiser nu, er uddøde. I stedet opdrætter man mennesker, der kaldes homo cibus, til kødproduktion.
Homo cibus bliver født og vokser op i bure, sådan som køer og grise gør det i dag, og kender ikke til andet – de er ikke ”rigtige mennesker”, som en i bogen siger. Men konfronteret med virkeligheden på en af de gårde, hvor produktionen foregår, får hovedpersonen Hannah pludseligt svært ved at se homo cibus som bare mad.
Hannah er en lidt rebelsk type, der ikke har fundet sig til rette i livet endnu og ikke helt lever op til familiens forventninger. Hun har lige fået arbejde som skolesekretær, og da en ny lærer begynder på skolen, bliver hun bedt om at ledsage ham og en syvendeklasse på udflugt til en homo cibus farm. Det bliver starten på en opvågnen for Hannah, hvor hun må tage stilling til hvem, hun er, og hvad, der er rigtigt og forkert.
Søsteren Emmy og hendes familie, der er inkarnerede kødspisere, synes, at Hannah er blevet skør, og her ville jeg ønske, at der blev gået lidt mere i dybden med personerne, og at relationen imellem Hannah og hendes familie fik mere plads. Det føles som om, at der er noget på spil, der kunne give karaktererne flere lag og gøre handlingen mere troværdig. Men bogens konstante høje spændingsniveau gør, at det ikke er et stort problem – det er en af den slags bøger, hvor den ene side tager den anden, og pludselig har man læst en hel roman på en dag.
Det er særligt Stadsbjergs fænomenale talent for at beskrive følelser og sensoriske indtryk med et vidunderligt sanseligt sprog, der gør det nemt at lade sig rive med og leve sig ind i hovedpersonens oplevelser. Produktion af menneskekød til forbrug lyder langt ude, men det føles ikke så usandsynligt, når man læser denne bog, og det er uhyggeligt. Stadsbjerg vover modigt at pille ved vores lyst til at spise kød og ved den sult, som mange af os er vant til at stille ved at hente kødet i en plasticbakke fra det lokale supermarked, relativt ligeglade med, hvilket dyr, kødet kommer fra, og dets livsvilkår. 'Carnivora' er en letlæst og spændende bog, man ikke glemmer lige med det samme.
Brugernes anmeldelser