Kammerat Napoleon

Alle dyr er lige, siges det, men det lader til at være en sandhed med modifikationer. Kammerat Napoleon en perle, der bør kastes for såvel svin som mennesker.

Der er ingen, der som George Orwell (1903-1950) kan tegne et skærende skrapt og gruopvækkende billede af et samfund, der ligner vores, kan blive vores – eller måske allerede er vores. Orwell sætter subtilt tingene på spidsen, og hvis 1984 er gruopvækkende, er ’Kammerat Napoleon’ det ikke mindre. Den største forskel på de to samfundskritiske klassikere er den, at hvor ’1984’ går gennem marv og ben på læseren med ufortyndet gru, er ’Kammerat Napoleon’ med sin barokke brovten faktisk ualmindelig morsom. Dybest set er der intet sjovt ved historien - tværtimod, men Orwell besad tydeligvis (også) et satirisk talent, og dét foldes ud i fuldt flor i dette års 75-års fødselar: ’Kammerat Napoleon’. Tillykke – din gamle gris!

Dyrene på Grevegården går for lud og koldt vand, da deres ejer, Mr. Jones, er et fordrukkent fjols. Da gårdens ældste gris, Major, en dag fortæller gårdens øvrige besætning om en forjættende drøm, han har haft, sås et lille frø hos dem: En dag, ingen ved hvornår, vil revolutionen blive en realitet, og gården vil tilhøre dyrene og dyrene alene! Og revolutionen kommer så ganske vist – førend de aner. Jones og frue fordrives fra gården, og den nye samfundsorden, som bl.a. hviler på parolen om at ”Alle dyr er lige”, etableres.

Grisene, som klart er de klogeste af dyrene, tager ret hurtigt styringen. De har lært sig at læse og skrive, og dét i sig selv giver dem et gevaldigt forspring. Dog er de to mest fremtrædende af grisene, Snowball og Napoleon, aldrig enige om noget, og man forstår hurtigt, at denne gård (nu "Dyrenes gård") ikke er stor nok til dem begge. Ved et nederdrægtigt kup trækker Napoleon det længste strå.

Det ene mere vanvittige scenarie efter det andet udspiller sig for øjnene af dels læseren og dels gårdens øvrige dyr. Selvom dyrene har nedfældet animalismens – deres nye ideologis – 7 bud på lademuren, foregår der ustandselig ting og sager, som lader til at stride imod disse bud. Men grisene får med deres manipulerende magtovertag altid overbevist de andre dyr om, at alt er gået fuldkommen rigtigt til. Til slut er samtlige af de 7 ellers udmærkede bud overskredet og omskrevet af grisene, som til forveksling er kommet til at ligne – mennesker.

Selvom det er uhyre morsomt, når grisene fx drikker sig fulde, og rygtet dagen derpå vil vide, at vores allesammens Kammerat Napoleon ligger på sit yderste (svinene har endnu ikke lært tømmermændenes ubarmhjertige karakter at kende), er det også rasende uhyggeligt at opdage, hvordan samfundet sikkert og gradvis vender tilbage til sit tragiske udgangspunkt. For til allersidst at blive endnu værre end det var på Jones´ tid. Socialismen lider et svidende nederlag til noget, der bedst kan betegnes som et diktatur.

Man bliver ikke opmuntret i troen på det gode i hverken mennesker eller dyr. Til gengæld er ’Kammerat Napoleon’ en perle, der med god grund kan kastes for såvel svin som mennesker.