Ikke et land for gamle mænd

Hæsblæsende og hjerteskærende dyster spændingsroman fra Texas om sheriff Bell som har set verden gå ad helvede til uden at kunne forhindre det!

Cormac McCarthys så smukke Grænselandstrilogi er enestående og medrivende sen-westerns fra 1940-erne om drenges kamp for at blive mænd,  livet med deres heste og den kærlighed som ender blindt.

Grænselandstrilogien er for sentimentale mænd som drømmer om en mere enkel og maskulin tilværelse end dagens dont ved computeren. McCarthy er eminent til at beskrive naturen, dyrelivet og ikke mindst mandesindets krinkelkroge.

Sådan er hans nye 'Ikke et land for gamle mænd' ikke!

Her er der ingen helte og den ene, som kunne være det, ønsker det ikke, mens naturen kun glimtvis dukker op som smukke dræbte rovfugle i vejsiden. Stedet er omegnen af Rio Grande, men nu i starten af 1980-erne. Llewelyn Moss - Vietnam-veteran  -  er på bukkejagt i ørkenen. Her falder han næsten over flere gennemhullede firhjulstrækkere, maltrakterede lig, en ladning mexicansk heroin og ikke mindst en mappe med godt to millioner dollars.

Fristelsen er for stor for Moss som til daglig arbejder som svejser og godt kan bruge lidt økonomisk forstærkning. Instinktet siger nej, men lysten er uimodståelig. Moss er slet ikke uden moral og tror sig stærk nok til at kunne håndtere situationen. Han tager flugten i den ene retning og sender sin unge kone i den anden retning – i det håb at forvirre forfølgerne.

Men han har vækket djævlen i kraft af lejemorderen Anton Chigurh. Og ham bider man ikke helskindet skeer med, for han er den inkarnerede ondskab og komplet skruppelløs!

Den lokale sherif Bell er bogens eneste næsten-helt, men han har mistet troen på jobbet og ikke mindst mennesket – for ham er samfundets umoral næsten fysisk kvalmende, og han længes efter en tid, hvor han følte han gjorde en forskel.

'Ikke et land for gamle mænd' kan læses som en lang "road-movie", hvor tingene i høj grad sker i bevægelsen fra sted til sted – eller fra mord til mord. Det er en uhyre kynisk fortalt historie – næsten voldsforherligende i udpenslingen af de enkelte drab. Og der er ingen happy-ending!

Det er ikke McCarthy’s bedste bog – men tænderklaprende og oprivende – og jeg slugte den på få timer. Men har du ikke læst Grænselandstrilogien, så start med den. For den har naturen og den menneskelige varme med.