Luftspejling 38

Fra imellem to historiske begivenheder udfordrer Kjell Westös roman 'Luftspejling 38' læseren til at reflektere over tavshedens magt og grusomhedens konsekvenser.

Kjell Westös 'Luftspejling 38' (Hägring, 2013) modtog i 2014 Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen foregår i Helsingfors året inden krigsudbruddet og beskriver henholdsvis kontoristen Matilda, der har en fortid som interneret i en af de dødslejre, der blev oprettet af de hvide efter Den finske borgerkrig og advokaten Thune, der tilhører den svensktalende overklasse og som forsøger at holde sammen på barndomsvennerne i Onsdagsklubben, et projekt der bliver kompliceret af, at venneskaren både tæller en jøde og en nazisympatisør. Hvor Matilda kæmper med minderne om de seksuelle overgreb, den anonyme Kaptajnen udsatte hende for i lejren, kæmper Thune med tabet af sin kone til barndomsvennen Lindemark. 

Det er i flere anmeldelser af 'Luftspejling 38' blevet fremhævet, at romanen fortæller den store historie igennem den lille, hvilket er helt igennem korrekt. Dette er imidlertid set før, og er i og for sig den historiske romans kendemærke – ligegyldigt hvorvidt der er tale om ældre værker som I.P. Jacobsens 'Fru Marie Grubbe' eller nyere som Ken Follets romanserie om det tyvende århundrede, 'Century trilogien'. Det, der adskiller 'Luftspejling 38', er dens brug af antydningen, det underspillede. Bogen skriver sig ikke ind i de centrale begivenheder, men nøjes med at lade dem flimre i romanens før og efter, som den luftspejling, der har givet værket dets navn.

Den ukendte krigs gru
Jeg må med skam indrømme, at den finske borgerkrig ikke er det mest præsente i mit hoved. Hvor betændt og dermed relevant den nationale konflikt end må være for finnerne, kan den virke forældet og ubetydelig for en dansk læser. Imidlertid er det netop denne ”ligegyldighed,” der potenserer romanens beskrivelse af den. Det faktum, at den er blevet glemt af den store verden, gør den eviggyldig, fordi man mindes om, at rædslerne under Holocaust ikke var unikke, men blot et led i en lang kæde af menneskelig ondskab.

Herigennem peger romanen frem mod vores nærmeste fortid, eksempelvis borgerkrigene i Ex-Jugoslavien og Rwanda samt ind i nutiden, hvor landsmænd igen kæmper mod landsmænd i lande som Syrien og Ukraine.

Tavshedens magt
Romanens underspillede facon reflekteres i dens beskrivelse af sprogets betydning. Det grusomme, er noget der unddrager sig sproget.

Thune selv reflekterer over det, idet han mindes paraden efter de hvides sejr. Denne, for ham angiveligt store begivenhed, efterlader ikke et billede af glæde, men af stilhed.

”Måske var det dødens majestæt, der fik helsingforserne til at tie dengang, dødens majestæt og hævnens? Mange havde allerede sat livet til på begge sider, det vidste man. Det man endnu ikke vidste – men måske anede – var at mange af krigens tabere måtte dø og mange vindere forvandles til bødler inden livet kunne vende tilbage til en fredelig gænge”

Det samme tematiseres, da Thune fra sin magtposition som advokat, bedsteborger og chef spørger sin lille kontorist, Matilda, om hun var ”fange” efter borgerkrigen. Matilda ved ikke, hvad hun skal svare, idet hun erkender, at en mand som Thunes begrebsverden ”standsede ved ord som fange og fængsel", At selv ikke velmenende mænd som Thune, ”tog ord som straffelejr og dødskoloni i deres mund, især ikke nu, hvor man var begyndt at spærre mennesker inde i lejre i andre lande".

Matilda understreger, at ubehaget ved et ord som dødskoloni bliver større, jo tættere ondskaben er på. Det bliver en uvidenhedens magt. Hvad der ikke tales om, eksisterer ikke.

Det interessante er, at romanen selv vender dette forhold om. Jo mindre direkte fortælleren beskriver grusomheden, jo tydeligere er den for læseren. Dette er synligt i Matildas selvmord, der dirrer som en tom plads i bogens afslutning, i overfaldet på Thune, efter han har skrevet sin kritik af nationalismen og i det forhold, at læseren kun for kendskab til Matildas og Thunes historie gennem henholdsvis drømme og minder hæftet op på bestemte lokaliteter.  

Den antydede kliché
Det er ikke kun i forhold til den store historie, romanen udnytter antydningens kunst. Når man som forfatter beskæftiger sig med netop grusomheden, er det let at forfalde til klicheer. Det gør 'Luftspejling 38' også, i hvert tilfælde i princippet.

Kjell Westö anvender eksempelvis det i litteraturen godt gennemtrampede greb at fremstille en persons forskellige egoer med divergerende navne. I 'Luftspejling 38' finder man således hovedpersonen Milja, Matilda Wiik. Matilda deles på næsten freudiansk vis i tre: Fru Wiik, der som det fornuftige pæne overjeg holder facaden i forhold til omverdenen – en rolle der baserer sig på en løgn, idet det er syv år siden Matilda har været frue af andet end navn. Miljapigen, id’et, den unge pige Kaptajnen misbrugte, som indimellem stikker hovedet frem og kræver teatralsk hævn. Matilda, jeg’et der unddrager sig overjegets kontrol i sine planer om at slå Kaptajnen ihjel og som tvinger Miljapigen til tavshed ved at hengive sig til Hollywoods glimtende eskapisme.

Denne form for freudiansk tredeling burde være forældet, men er det ikke i Westös fortolkning. Den får ikke lov at overtage, men bevæger sig som en sigende paralleltekst under overfladen.

Den samme elegance ses i romanens behandling af jødeforfølgelsen, der var allestedsnærværende i 1938 – også i Finland. Problematikken beskrives ligesom alle andre af romanens store temaer underspillet. Jogi Jori, Thunes gamle ven, geni, kunstner og jøde, ser som den eneste virkelig, hvad der sker omkring ham, hvorfor han naturligvis af kammaraterne ses som depressiv måske endda paranoid. Det er en kliché,  at det er hos den sindssyge, sandheden befinder sig, når verden er blevet gal, men det indirekte i Westös fortællemåde gør, at klicheen kommer til at stå som en frisk sandhed.

'Luftspejling 38' er på samme tid et smukt portræt af to svære skæbner og en beskrivelse af en plaget by i en plaget tid. Oven i det smider Westö et krimielement ind over. Gennem hele romanen tvinges læseren til at gætte på, hvem af Thunes venner, der er identisk med Kaptajnen. Først til sidst afsløres det, at det naturligvis er den samme, som ham, der har stjålet Thunes hustru.

Imidlertid er netop dette mysterium ikke kun et krimielement, men understreger bogens temaer om tavshedens styrke. For er det vigtigt, hvem Kaptajnen er? Nej, det vigtige er, hvad han symboliserer. Selvom Matildas sidste handling, mordet på sin plageånd og det efterfølgende selvmord, redder hende selv, er det ligegyldigt for den store historie. Grusomhederne fortsætter. De er nemlig luftspejlinger – ikke et fatamorgana, men netop en spejling af noget, der eksisterer og som venter på at blive gentaget lige rundt om hjørnet.

Kilder, links og centrale værker