Bog

Watchmen

Af (
2006
)

Anmeldelse

Watchmen af Alan Moore

11 dec.06

Pensionerende superhelte med skeletter i skabet. Genoptryk af den gamle serie "Vogterne" fra 1986, holder selv i det 21. århundrede.

"Watchmen" blev første gang ud givet i 1986 i 6 bind under navnet "Vogterne". Hele serien er nu udgivet samlet, og har fået genopfrisket farvelægningen og dialogen.

Tegneserien ligger på NY times liste over de 100 bedste romaner i verden, man ved så ikke om den ligger nr. 99 eller nr. 2, men det må da siges at være en hæder. Den er bl.a. i prominent selskab med James Joyce, Hemingway og andre skelsættende forfattere.

Historien udspiller sig i 1985 og starter med et mystisk dødsfald blandt de pensionerede superhelte. Det starter en kædereaktion af begivenheder, som tvinger de andre superhelte til at handle. I takt med at det går op for superheltene at de står overfor en ny og skræmmende fjende får vi alle superheltenes forhistorie om hvordan de blev superhelte.

At kalde dem "superhelte" er måske misvisende for den eneste der har reelle superkræfter er dr. Manhattan. Han har, i superhelte sammenhæng, fået sine superkræfter som dens slags helte plejer; i et videnskabeligt forsøg som går galt.

Superheltene er på en gang forbilleder, men på den anden side ser vi også bagsiden af medaljen, om hvordan de bruger eller misbruger deres status til mindre ædle formål.

"Watchmen" hører til i den absolutte verdensklasse af tegneserier, og flere ser den mere som en "grafisk roman". Men det er nok mest folk som synes tegneserie er et nedladende ord.

På trods af de mange side-/baggrundshistorier, falder det hele meget naturligt. Og historierne bidrager til forståelsen af hovedhistorien frem for forvirringen.

"Watchmen" er virkelig god, den hæver sig langt over de mere traditionelle superhelte serier. Og selvom den er fra 1986 og dialogbaseret så er den stadig spændstig som bare pokker.

Oversat af Michael G. Nielsen. Egmont Serieforlaget, 2006. 420 sider.

Analyse

Moore, Alan - Watchmen

'Vogterne' fremstår som en dystopi i skyggen af den kolde krig. Her er superheltene ikke længere helte, men mennesker. Verden er moralsk, ikke sort og hvid.

I de første billeder af Alan Moores tegneserie 'The Watchmen' fra 1986/1987 (da. 'Vogterne') ser man en mand gå gennem en pøl af blod med et skilt, hvorpå der står: ”Enden er nær”. Det er tonen i Koldkrigs- tegneserien 'Vogterne', der skildrer superhelte som både psykologisk forståelige og moralsk problematiske mennesker. Men som det bør gøres i en tegneserie fortælles historien samtidig kulørt og skamløst underholdende.

Superheltens død
'Vogterne' fortæller historien om en gruppe på seks kostumerede eventyrere, der bekæmper kriminalitet. På sin vis er det et traditionelt superhelteunivers med en skurk, der vil udslette en del af jordens befolkning. Men to greb gjorde 'Vogterne' nyskabende, da den udkom i 1986-1987, og den kan betragtes som en kærlig dekonstruktion af superhelte-universet. For det første er de kostumerede helte almindelig personer, der klæder sig ud og bekæmper kriminalitet. Det gør, at Alan Moore kan udstyre sine helte med helt normale menneskelige fejl og lade dem være i tvivl om stort og småt i tilværelsen. Videre ældes de, går på pension og ikke mindst noget så fremmed for en superhelt, de dør. For det andet, så er flere af de kostumerede heltes handlinger moralsk ret problematiske. Det sidste er afgørende. 

'Vogterne' starter umiddelbart som en krimi med et mord. Blodpølen på fortovet stammer fra superhelten Gøgleren, der er blevet kastet ud af vinduet fra sin lejlighed i en etageejendom. Vi er i USA i 1985 og truslen om den altødelæggende atomkrig lurer i baggrunden. I de sidste otte år siden 1977 har superhelte været forbudt ved lov. Tre af dem er dog stadig aktive. To fortsætter som en del af militæret. Og en enkel, den anarkistiske Rorschach, fortsætter på egen hånd på trods af forbuddet. Han kommer hurtigt på sporet af, at nogle er ude på at slå alle de kostumerede helte ihjel. Plottet drives altså ikke af krimiens who-dunnit, men af thrillerens kamp mod tiden: bliver de dræbt, inden de finder skurken. I tolv kapitler fortælles historien om de maskerede helte; dels om afgørende episoder fra deres fortid, dels følgende nutidsplottet omkring mordet på Gøgleren. Den tegnede del af 'Vogterne' suppleres med en række korte prosatekster, der er fortalt af forskellige personer blandt og omkring heltene.

'Vogterne' udkom i første omgang som en afsluttet miniserie i tolv bind i 1986-1987. Da hele serien var udkommet blev den samlet i ét bind lig det efterhånden traditionelle format for grafiske romaner. Tegninger i 'Vogterne' er tegnet af Dave Gibbons. De følger et for tegneserien klassisk mønster med ni rammer pr. side, og er dermed ret langt fra Frank Millers langt mere ekspressive brug af hele siden i den ligeledes nyskabende 'Batman: Nattens ridder vender tilbage' fra 1986. I 'Vogterne' er tegningerne traditionelle, men fungerer godt. Det er også nødvendigt for historiens klarhed, for der springes ofte i tid og sted. Mere interessant er farvelægningen af John Higgins. Farverne er modsat de klassiske meget klare superheltefarver holdt mestendels i pastelfarver, hvor der ofte kun er brugt nuancer af ganske få farver på hver helside. Effekten bliver en helside, hvor det på trods af rimeligt faste rammer er svært at orientere sig hurtigt. Måske endnu vigtigere, så skiller superheltene sig ikke nævneværdigt ud fra deres omgivelser. De er ikke noget særligt.

Latterlige superhelte
Der er mange referencer til traditionelle superhelte i 'Vogterne', og selv om Moores figurer bærer træk fra tidligere superheltefigurer, så er de nye og skabt netop til 'Vogterne'. På den måde er 'Vogterne' løsrevet fra det traditionelle genbrug af en velsælgende superhelt år efter år. 'Vogterne' præges da også overordnet af en refleksiv behandling af traditionen. Tegneserien har et tydeligt metaelement og genfortæller dele af superhelte-seriernes historie. Modsat virkelighedens verden starter superheltenes historie i 'Vogterne' ikke med tegneserier, men med et modefænomen med at klæde sig ud og bekæmpe forbrydere, der rammer USA sidst i 30erne (samme år som serierne om bl.a. Superman og Batman skabes). Men med almindelige personer i dragter kommer også overvejelser over det at blive superhelt. Som den tidligere maskerede eventyrer Hollis Mason skriver i sin selvbiografi, er det ikke et let valg: ”Fra det øjeblik, hvor jeg et eller andet sted dybt i mit hjerte besluttede, at jeg ønskede at prøve lykke som maskeret eventyr […] gik der ca. tre måneder. Tre måneder, hvor jeg gik rundt i syv sind og forsøgte at fortælle mig selv, hvor latterlig tanken var.” Selvom jeg kun kan give ham ret, vælger Mason og de andre dog at tage dragten på og drage ud i natten.

I løbet af 1950erne stopper den første generation af maskerede helte i 'Vogterne', samtidig med at efterspørgslen efter den virkelige verdens superhelte-blade begynder at falde efter storhedstiden i 1940erne. Moore lader en ny gruppe maskerede helte holde sit første møde omkring 1967 for at danne en sammenslutning, samme årti som tegneserieforlaget Marvel begynder at publicere en række nye helte som X-Men, Spiderman, Iron Man og Hulk. Det sker i hver deres serie. I 'Vogterne' nægter Gøgleren at være med i sammenslutningen og forlader mødet med ordene: ”Vi ses i tegneserietillægget!”

Who watches the watchmen
Inden Gøgleren forlader mødet brænder han en plakat med indsatsområder for superheltene med følgende ord: promiskuitet, demonstration, stoffer og raceuro. De er alle problemer, der hænger tæt sammen med ændringerne i 1960'ernes Amerika. Ungdomsbevægelserne var ikke velset, og politiet slog hårdt ned på de unge. I et af de mange tilbageblik i 'Vogterne' ser man Gøgleren og Natuglen bekæmpe en demonstration under en politistrejke med tåregas. På en væg har nogle demonstranter skrevet ”Who watches the Watchmen”. Derfra bogens navn. Og Natuglen kan da også spørge, hvem de egentlig beskytter demonstranterne imod?

I et andet tilbageblik ser man Gøgleren, efter at amerikanerne kontrafaktisk har vundet Vietnamkrigen. Gøglerens gravide vietnamesiske elsker slår ham med en flaske, da han fortæller hende, at han vil forlade hende og landet. I vrede skyder han hende. Her optræder superhelten som en ærkeamerikansk figur, soldaten, og som moralsk problematisk – ligesom amerikanerne selv i Vietnam. Who watches the watchmen?

Den eneste superhelt
Vogternes eneste rigtige superhelt med superkræfter er Jon Osterman, der som et resultat i en atomulykke i 1959, først sprænges til atomer, men samtidig får den særlige evne at kunne skille og samle atomer, herunder sin egen krop efter forgodtbefindende. Han får navnet dr. Manhattan. Det er oplagt at læse denne overnaturlige figur blandt alle menneskene som en allegori. I et af tegneseriens sidste billeder går han på vandet som en Jesus-figur. Selv om han lig Jesus er delvist menneske delvist Gud, så er han netop ingen Messias, og han redder ingen. I stedet er han nærmere en allegori over menneskenes stadigt mere sofistikerede opfindelser, elbiler, rejser og ikke mindst A-våben. Men som det også gøres tydeligt i tegneserien, så vil han i et tilfælde af en amerikansk-russisk atomkrig ikke kunne nå at stoppe alle raketterne på vej mod USA. Teknologien vil ikke redde os.

"Mutual assured destruction" kaldte man princippet, der paradoksalt skulle sikre freden, fordi truslen om den altødelæggende atomkrig ville hindre, at de to parter angreb. I et tilfælde af angreb ville ingen teknologi kunne ændre det, er 'Vogternes' udsagn. Heller ikke Ronald Reagans Starwars (SDI)-program, der blev søsat i 1983 med det formål at kunne fange russiske missiler på vej mod USA. Dr. Manhattan er et overmenneske, men han frelser ingen.

Moralsk labyrint
De seks helte i 'Vogterne' udstyres med hver deres baggrund, og hver deres psykologiske karakter. Men det mest spændende ved 'Vogterne' er, at man med de seks forskellige helte, der på skift dominerer fortællingen, og de mange prosatekster, får ret forskellige syn på, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Synsvinklen skifter og ingen udstyres med større autoritet end andre. Det virker som en logisk konsekvens af, at superheltene blot er mennesker, at de ligesom os andre, er bundet til deres eget subjektive syn på verden, og på rigtigt og forkert.  De klare paralleller mellem 'Vogterne' og det amerikanske samfund i tiden mellem 1960 og 1985, hvor handlingen udspiller sig, understreger, at som med politiets hårdhændede behandling af ungdomsbevægelserne, har vi ingen autoritet at støtte os til, med hensyn til, hvad der er rigtigt og forkert. Ganske symbolsk i den henseende er også, at dr. Manhattan kun i begrænset grad evner medlidenhed med mennesker, og da Gøgleren skyder sin vietnamesiske elsker, griber han ikke ind. Denne fornemmelse af 'Vogterne' som en moralsk labyrint forstærkes kun af, at der i slutningen udspilles en problemstilling, som ligner Biblens fortælling om Noahs ark: Mange mennesker må dø, for at resten kan leve. Og selv den person, der sætter ødelæggelsen i værk, rammes af tvivl. Superhelte-historier handler essentielt om kampen mellem det gode og det onde. Men i 'Vogterne' er enhver klar grænse ophævet og det centrale spørgsmål er nærmere, hvad der er godt, og hvad der er ondt?

Vogterne kan læses som en dystopi i skyggen af den kolde krig. ”Enden er nær”, står der på skiltet, som Rorschach går rundt med i starten af tegneserien. Virkeligheden ville det anderledes, men i 1985 var enden med en lurende atomkrig virkelig tæt på. I 'Vogterne' er superheltene ikke længere helte, men mennesker. Verden er moralsk ikke sort og hvid, og med 'Vogterne' er superhelte-universet det heller ikke. Men stærkt underholdende er det.

Kilder, links og centrale værker

21 jun.13

Bogdetaljer

Forlag
Egmont Serieforlaget
Oversætter
Maja Gabelgaard Nielsen
Faustnummer
26496128
Graphic
Dave Gibbons
ISBN
9788776791919
Antal sider
420

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer