Den danske borgerkrig 2018-24

I 2018 udbryder den danske borgerkrig. Politikerne henrettes, de rige dræbes, Christianborg bombarderes. 450 år senere genfortæller en soldat sin historie til sin hund. Velkommen til Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24.

Hvis vi dømmer ud fra titlen, er Kaspar Colling Nielsens roman Den danske borgerkrig 2018-24 en science fiction-fortælling om en fremtidig borgerkrig i Danmark. Det bliver imidlertid hurtigt klart, at romanen ikke forsøger at overholde genrens sædvanlige konventioner. Den vil noget andet end blot at fremstille en konsistent verden for læseren og beskrive den væbnede konflikt mellem forskellige samfundsgrupper. Den skildrer godt nok den kommende krig, men det klassiske science fiction-plot forlades hele tiden. Det sker dels på grund af den besynderlige fortæller og hans refleksioner om dit og dat, dels på grund af den række af indlagte fortællinger, der afslutter hvert kapitel, og som synes at belyse plottet på forskellige måder. Refleksionerne og de indlejrede fortællinger har en forsinkende virkning på handlingen, og som læser sidder man med en fornemmelse af ikke at vide, hvorhen fortællingen bevæger sig, samtidig med at man har lyst til at vide mere om selve krigen. Det er et narrativt begær, som kun delvist tilfredsstilles, hvilket vel sagtens kan ses som en af romanens pointer. Læg dertil, at fortællingen flyder over med groteske indfald, og romanen glider ud i et genremæssigt ingenmandsland mellem roman og novellesamling, mellem science fiction, absurd fantasy og fiktiv bekendelseslitteratur.

Ser vi bort fra disse bevidste skævheder i forhold til gængse genrekategorier, er romanen, som al god science fiction i øvrigt, et kritisk spejl for tendenser i vores samtid. Det er i dette tilfælde helt tydeligt, da den centrale handling udspiller sig om ganske få år; vi kan undervejs ikke lade være med at spørge: ”Er dette en mulighed? Kunne dette virkelig ske?”. Romanen tager udgangspunkt i vores samfund og vores nuværende problemer, bl.a. den økonomisk krise, finansiel griskhed, arbejdsløshed og voksende ulighed mellem rig og fattig for at nævne en lille håndfuld. I kapitlet ”Den finansielle krise og kirkeskibet” fremlægges de umiddelbare årsager til borgerkrigen i en kølig-nøgtern analyse. En af analysens påstande er, at borgerkrigen opstod som følge af de mange boliger, der blev sat til salg, da den store 68’er-generation flyttede på plejehjem – dvs. om ganske få år for os læsere. En sand gyser for nye og kommende husejere!

Endelig bygger romanen på en pessimistisk formodning om, at mennesket til alle tider og i en håndevending er i stand til at kaste hverdagen og den kulturelle, civiliserede klædedragt fra sig og blive et krigerisk udyr. Det er et deprimerende menneskesyn, som dels foldes ud i fortællerens refleksioner om menneskenaturen, dels i nogle af de indlejrede sidehistorier, bl.a. i slutningen af kapitlet ”Skyggerne og udvidelsen af rummet mellem livet og døden”, hvor vi hører om den gale soldat og hans mentale deroute under og efter borgerkrigen.

Fortælleren, det evige liv og det afgørende valg
Den unavngivne jeg-fortæller i Den danske borgerkrig 2018-24 er på fortælletidspunktet i fremtiden en rigmand på 475 år, der på grund af et stamcelleprogram tilhører en lille, eksklusiv elite, der lever evigt, og som almindelige, dødelige mennesker både frygter og misunder. Hans bedste ven er en modificeret hund, Geoff, der via samme stamcelleprogram ikke blot også kan leve evigt, men som tilmed har udviklet et sprog og en bevidsthed. Det er et af romanens mange groteske påfund og fungerer som trædesten for mange af fortællerens diskussioner om forskellen mellem at være hund og at være menneske, mellem at være ubevidst instinkt og et reflekterende væsen. En pointe er her, at vi på trods af vores selvbevidsthed stadig formår at begå rædselsfulde uhyrligheder mod hinanden, og at vi endda nyder det. Denne pointe understreges på sælsom vis i romanens slutning, hvor fortælleren lærer at benytte en form for håndstylter, der udligner længdeforskellene mellem arme og ben. Det gør ham i stand til at gå på alle fire og opføre sig som en hund. Det bedste, fortælleren herefter ved, er at løbe omkring i naturen sammen med Geoff og andre hunde. Fortælleren synes her at finde en form for fred, som han ikke kan finde som menneske, oprejst på to ben. Det er således i imitationen af dyret, hunden, mennesket finder lykke, ikke gennem menneskeligt samkvem, kultur og fornuft.

Det er delvist til sin hund, at rigmanden beretter om sin indsats i den danske borgerkrig 450 år tidligere. Romanen er således fortalt med et tydeligt bagudsyn; det er naturligvis denne distance til begivenhederne og det besynderlige fortælleforhold, der farver fremstillingsformen, og som giver mulighed for fortællerens mange narrative og lommefilosofiske excesser om alt mellem himmel og jord, heriblandt også seksualmoral og kunstens samfundsøkonomiske betydning.

Som 25-årig deltog fortælleren i borgerkrigen på arbejderklassens og de fattiges side. Det gjorde han uden at afsløre sin sande identitet eller frasige sig sine rigdomme. Hermed forstiller den unge rigmand sig, og han synes at lege med i krigen, selvom fjenden jo er ham selv og hans lige. Hans engagement i borgerkrigen skyldes kæresten Leonora, der hader rigmænd af ideologiske årsager, og som modsat ham er særdeles aktiv i krigen, bl.a. som en del af en dødspatrulje, der bryder ind og henretter tilfældige, rige borgere. Det bedrag over for kæresten fylder mere og mere hos fortælleren, og til slut vælger han at forlade Leonora, uden at hun kender den rigtige årsag til bruddet mellem dem.

Det er det afgørende valg i fortællerens liv. Det er dét valg, som han igen og igen kredser om, og det er en af grundene til, at han overhovedet beretter om sit liv. Et illustrativt eksempel på, hvor meget Leonora har betydet for ham, er en scene hen imod romanens slutning, hvor han, 100 år efter borgerkrigen, for første gang sætter sine ben i den lejlighed, han beboede med hende. Her kan han straks, imod al sund fornuft, stadig dufte hende.

Det er dette valg, der bliver udslagsgivende for resten af fortællerens liv: valget mellem kærlighed og ikke-kærlighed. Man kan ikke undgå at mene, at han valgte forkert, selvom det naturligvis havde været farligt at fortælle en rigmandsbøddel sandheden. Fortælleren lader således kærligheden glide bort på grund af kujoneri. At det var et forkert valg underbygges i romanen af, at fortælleren gennem resten af sit lange liv ikke har haft et forhold af samme følelsesmæssige kaliber. Han deltager jævnligt i seksuelle orgier med de andre udødelige, og godt nok giver orgierne fysisk tilfredsstillelse, men ingen nærhed eller kontakt. Fortælleren er ensom, og hans eneste ven en hund. Romanen er således også en roman om kærlighed, og den kredser om kærlighedens mulighed og dens betydning for menneskelivet.

Som konsekvens af fortællerens lange liv og teoretiske udødelighed handler dele af romanen også om livets og dødens mening. Hvad giver livet mening? I en af romanens utallige digressioner diskuteres dette spørgsmål, og positivt nok når fortælleren frem til, at det – modsat den sædvanlige banalitet – ikke er døden, der giver livet mening, men omvendt livet, der giver døden mening.

Krigens spænding og de indlagte historier
Som nævnt ønsker man som læser at vide mere om de regulære krigshandlinger. Det er disse handlinger, der giver romanen den nødvendige, narrative fremdrift. Det er elementært spændende at læse romanens beskrivelser af den fremtidige krig, udkæmpet i Københavns velkendte gader mellem arbejderklassen og statshæren, der støtter de rige og det etablerede samfund. Alligevel forhales denne handling af fortællerens refleksioner og de indlagte fortællinger. Det sker selvfølgelig helt bevidst, og det kan ses som en illustration af det nævnte menneskesyn. Vi mennesker nyder andres smerte, og vi ønsker mere af volden – også selvom det kun er litterært. Visheden om dette begær træder tydeligt frem, når det netop ikke tilfredsstilles. Hermed bliver vores egen lyst til krigen udstillet på en subtil facon. 

De indlagte fortællinger, som afslutter hvert kapitel og er trykt i kursiv, indgår i romanen på to forskellige måder. Nogle af dem udspringer af fortællerens åbenlyse glæde ved fortællinger og er en del af selve handlingen som småhistorier, fortælleren har hørt eller selv fortæller videre, bl.a. til sin hund. Andre eksisterer kun for os som læsere af netop denne roman og indeholder viden, som historiens hovedfortæller på ingen måde kan have adgang til. Dette er med til at gøre romanen endnu mere sammensat.

Indholdsmæssigt peger fortællingerne også i forskellige retninger. Visse af dem relaterer sig mere eller mindre direkte til hovedhandlingen, selve krigen og den verden, som romanen fremstiller. Det gælder bl.a. den nævnte beretning fra borgerkrigen, hvor vi følger et andet jeg og dennes tur ned i sindssygen, hvilket også ses stilistisk i et accelererende overforbrug af bindestregsneologismer a la ”Gamle følelser frem-væltede, pårørende og ofre, krop-spjættende. Grinende-i-jord-tænder (…) Jeg var uden-hud-ved-bål-liggende.”

Andre fortællinger illustrerer derimod det beskrevne menneskesyn på forskellige måder, ofte allegorisk, og fremviser vores arts fejl og mangler: racismen og hadet under overfladen, nervøsiteten, hjemløsheden, ufornuften og manglen på forståelse.

Endelig stikker nogle af fortællingerne ud som litterære parodier, hvis betydning for handlingen er mindre tydelig. Det drejer sig om den H. C. Andersen-inspirerede beskrivelse af en tomats liv fra plantestilk til gryde, der kan tolkes som en almengyldig parabel over menneskelivet, og Peter Plys-karikaturen om den psykotiske bjørns søgen efter sin honningkrukke på et sindssygehospital. 

I brugen af disse indlagte fortællinger ligger Den danske borgerkrig 2018-24 naturligt i forlængelse af Kaspar Colling Nielsens debut, novellesamlingen Mount København fra 2010. Novellerne i Mount København er centreret om et menneskekonstrueret bjerg i København, og disse noveller sprudler ligeledes af fantastiske og groteske indfald. Det er denne drilske leg med læserens forventninger og bevidste brud med realismen, som er den røde tråd i Nielsens forfatterskab.

Samlet set er Den danske borgerkrig 2018-24 en skæv, genreubestemmelig hybridroman om kærlighed, om menneskelig ondskab, om livets betydning, bevidsthedens pris og om at finde lykken på alle fire med næsen i jorden.
 

Kilder, links og centrale værker