Meter i sekundet

Stine Pilgaard har skrevet en sprogligt veloplagt komedie om normalitet og om at blive voksen i Vestjylland

Stine Pilgaards tredje roman er en klog, underholdende og rørende komedie om en kvinde i begyndelsen af 30erne, der flytter med sin kæreste til Vestjylland. Han underviser på en højskole, og hun forsøger at finde tilknytning og venskaber i det vestjyske, mens hun kæmper med at finde sin rolle som påhæng i det fællesskabsorienterede højskolemiljø, som hun både er en del af og står udenfor.

Sprog, stilhed og humor
Fortælleren forsøger at forbinde sig til sine omgivelser gennem sproget og fremstår som en ukontrolleret talende person, der har et behov for fortrolighed og ikke altid kan aflæse, hvornår en situation kan rumme en fortrolig henvendelse. Hun indplaceres i et miljø, hvor stilheden ikke opleves som skræmmende, og hvor andre jævnligt finder det unødvendigt at gøre deres sætninger færdige. Et miljø, hun giver navnet De korte sætningers land. Der opstår et væld af komiske situationer i sammenstødet mellem den talende bybo og den tavse vestjyde. Som fortælleren konstaterer allerede på første side Vi vil i Velling, står der på byskiltet, men hvad vi vil, står ikke klart. Med et klassisk komisk greb gentages og varieres sætningen adskillige gange gennem romanen, og skaber en genkendelighed, en tilbagevenden til den oprindelige komiske kontrakt, som også opstår, hver gang fortælleren insisterer på, at køreskolelæreren Mona skal færdiggøre sine sætninger. Hvad der er morsomt ved første møde, forstærkes via gentagelsen.

Den komiske effekt skabes også i overskridelserne, fx når fortælleren uopfordret bringer det seksuelle ind samtalerne med dagplejemoren og højskoleforstanderen, eller tolker en høflighed fra en brugsomdeler som en opfordring til en privat samtale. Men under humoren ligger også en samtalesorg bag fortællerens fejlslagne forsøg på at opnå en egentlig kontakt. Hun får i løbet af romanen samtaletræning både af sin kæreste, men også af Anders Agger, som hun tilfældigt møder og stalker, indtil hendes adfærd bliver så påfaldende, at den afføder en reel samtale, og han påtager sig en form for mentorrolle for hende.

Under humoren ligger sårbarheden og ønsket om forbindelse. Men også ømheden og kærligheden over for fællesskabet, det særligt vestjyske og naturen er et særtræk ved romanen. Vindmøllerne drejer konstant i en eller anden baggrund, og fjorden samler de tårer, vi har grædt, mens fortælleren øver sig i at se værdien i at opholde sig tavst i selskab med andre, og slider den ene kørelærer efter den anden op, fordi de mister troen på sig selv på grund af hendes manglende evner som bilist.

Selvstændige tekster i romanens korpus
Selv om Stine Pilgaards udgivelser udfolder et romanforløb, er de værker bestående af selvstændige tekster i forskellige genrer. Hvor debutromanen ’Min mor siger’ havde Søhestemonologer inkorporeret i sit tekstkorpus, og ’Lejlighedssange’ bland andet rummede horoskoper, består ’Meter i sekundet’ dels af prosastykker, nyskrevne højskolesange og brevkassekorrespondance. Dette særlige greb, at sammensætte selvstændige tekster i forskellige genrer i samme roman, lykkes i ’Meter i sekundet’ i sådan en grad, at fire af de i alt otte sangtekster i bogen har fået deres eget liv som selvstændige tekster i Højskolesangbogen.

De otte sange i bogen balancerer fint på skuldrene af den danske sangtradition med almene poetiske anstrøg Mennesker er vindens børn, kærlighed til naturen og sproget ”de korte sætningers land / et sprog skabt af vind og af jord og vand” og af noget skævt og forfriskende sprællende ”som en ridder / når jeg gider / sadler jeg min hest”. Teksterne formår også at bygge op til en almen og rørende fællesskabsunderbyggende afslutning: ”Vi er alle sammen blade / i vinden / tilfældighedernes fest / så mødtes vi her i den samme blæst.”

Brevkasse-genren, som Tove Ditlevsen også skrev flittigt i, har som omdrejningspunkt, at et særligt individuelt problem ofte fremstår alment genkendelige for læseren. Brevkasse-korrespondancen i ’Meter i sekundet’ afspejler fortællerens forsøg på at forbinde sig med sin omverden. Som modvægt til hendes skrøbelige forsøg på at forbinde sig med de tavse vestjyder, får hun som redaktør for brevkassen i Ringkøbing-Skjern Dagblad en selvvalgt rolle som orakel og vildledende vejleder for de mennesker, hun kæmper med at finde sin plads iblandt.

Stine Pilgaard på det litterære Danmarkskort
Stine Pilgaard debuterede og fik et bredt gennembrud i 2012 med romanen ’Min mor siger’, som hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Romanen er oversat til norsk og islandsk. I 2015 udkom romanen ’Lejlighedssange’, og i 2020 udgav hun ’Meter i sekundet’, som hun har modtaget Weekendavisen Litteraturpris for.

Pilgaard har et skarpt blik for det komiske og en finjusteret fornemmelse for den mundrette diktion. Hendes romaner rummer en række præcise satiriske karakterportrætter, og de fungerer som humoristiske undersøgelser af mislykket kommunikation og sproglige klicheer. Samtidig er romanerne fulde af referencer til litteraturhistorien og populærkulturen.

Med det særlige fokus på det humoristiske og satiriske, som dog også kombineres med det rørende og det sårbare, er Pilgaards navn ikke blandt de hyppigst nævnte, når der tales om generationstypiske tendenser. Mest oplagt er det derfor at finde Pilgaards litterære slægtskaber og inspirationer i litteraturhistorien, blandt digterne og salmedigterne, fx Aarestrup og Kingo, eller i de islandske sagaer. En parallel kan trækkes til en anden dansk forfatter med et skarpt sprogligt og satirisk blik, Kristina Nya Glaffey, som både i romanen ’Padder og krybdyr’ og i ’Mor og busser’-trilogien tager klicheer og sproglige stereotyper under behandling og skaber et udpræget humoristisk miljøportræt.