Bog

Nocturner. Fem fortællinger om musik og skumring

Af (
2010
)

Anmeldelse

Nocturner. Fem fortællinger om musik og skumring af Kazuo Ishiguro

31 maj.10

En grim saxofonist, en afdanket crooner og en virtuos, der ikke kan spille, er blot nogle af de personer, du kan møde i denne fine samling fortællinger.

Som titel og undertitel antyder, er det musik og musikere, der er fællesnævneren for de fem fortællinger i ’Nocturner’. De handler om musik som sprog, musik som (forsøg på) levevej, musik som bro mellem kultur og mennesker og musik som våben og grøftegraver.

Novellerne er lette at læse, men fulde af liv og tanker. Kazuo Ishiguro skriver så fint, og man føler, at man får mere end bare bogstaver på papir. Der er noget, man ikke kan få hånd om. Ikke som i ”det hænger jo ikke sammen”, men mere som i ”der er en dybde i det her. Noget som jeg ikke får fat i hvis ikke jeg læser ordentligt efter”. Det er lækkert, og det giver en lyst til at læse grundigt og læse videre. Læse igen.

Paul Auster møder Murakami, var en tanke, der løb gennem mit hoved, mens jeg læste, og det er måske ikke helt tilfældigt. Kazuo Ishiguro har baggrund i flere kulturer. Han blev født i Japan, men allerede som barn flyttede han til England med sin familie. Han skriver på engelsk, og novellerne i denne samling foregår i henholdsvis Europa og USA. I blandt andet Venedig, London og på et fint kendishotel i Hollywoods omegn.

Der er mulighed for at møde mange slags musikere her. Der er afdankede, der er upcoming, middelmådige, og så er der de meget talentfulde, men smågrimme. Det er trist, det er sjovt, det er slapstick, det er alvorligt, det er vemodigt, det er foruroligende. Det er en stor fornøjelse at læse!

Analyse

Ishiguro, Kazuo - Nocturner

'Nocturner' er en novellesamling med følsomme, groteske og ofte uforløste kompositioner over mellemmenneskelige relationer, drømme og musikalske ambitioner.

En nocturne er ifølge opslagsværker en betegnelse inden for musikken på et musikstykke af drømmende, sværmerisk karakter, uden nogen bestemt form. Den britiske forfatter Kazuo Ishiguros novellesamling af samme navn, 'Nocturner', indeholder hele fem stykker – følsomme, groteske og ofte uforløste kompositioner over mellemmenneskelige relationer, drømme og musikalske ambitioner.

Disharmonisk kærlighed
I 'Nocturner' kommer det drømmende indhold ofte til udtryk i personernes forestillinger om kærlighed – som dog gang på gang udfordres af virkelighedens forviklinger. I flere af novellerne bliver eksempelvis en disharmonisk tone og stemning slået an gennem et ægtepar, hvis veje er ved at skilles. Kærligheden bliver gang på gang forsøgt forløst gennem musikken, men selvsamme blokerer imidlertid for forløsningen. Et stort comeback kan stå i vejen for kærligheden eller måske en elskerinde. Uudsagte spændinger mellem personerne løber desuden som disharmoniske undertoner nedenunder handlingen og bidrager også til at spænde ben for forsoningen mellem de elskende.

Den musik, der bliver lyttet til og spillet i novellerne er ofte uproblematisk og enkel; lige fra gademusikanten i Venedig, der spiller titelmelodien fra 'Godfather' for at behage turisterne over hjemmelavede kompositioner, der bliver spillet i den frie natur til kærlighedsmelodierne. Den konkrete musik i samlingen fremstår således noget stereotyp, og det er snarere i samspillet mellem personerne, at den egentlige musikalitet ligger. Den musikalitet, der udfordrer lytteevnen og evnen til følelsesmæssig af- og samstemning med medspillerne. For på trods af den konkrete musiks stereotypt harmoniske og sværmeriske toner, forbliver kærligheden jo ulykkelig og kompromisløs og kræver af personerne, at de lytter på nye måder. Noget ingen af dem evner – og dermed bliver de fastholdt i deres indbyrdes positioner og undviger alle former for personlig udvikling og kærlighedsmæssig forløsning.

Komposition
I hovedvægten af samlingens noveller er taktslaget 1-2-3 forstået på den måde, at historierne ofte udspiller sig omkring konstellationen et ægtepar og en tredje part. Det ses hos de tre gamle collegevenner, parret Emily, Charles og vennen Raymond. Hos crooner-kongen Tony Gardner, der ved hjælp af gademusikanten Janeck ønsker at gøre kur til fru Gardner. Og hos en ung guitarist, der får nok af Londons ubarmhjertige musikmiljø og søger fred ude i naturen hos sin søster og svoger. Ud over dette par møder han endnu et par, hvilket blot er med til at understrege taktslaget.

I musikkens verden er betoningen tung, når den ligger på første takt, men let, hvis den kommer på anden. At det er hovedpersonen/fortælleren, der står over for parret, betoner 1-tallet i 1-2-3-konstellationen og slår en tung tone an. Noget, der underbygges af, at samme person ofte mangler evne og indsigt til at løsne op for tingene, men i stedet for aktivt medvirker til at forplumre dem. Dette ses for eksempel i novellen "Come rain or come shine", hvor Raymond på en gennemrejse overnatter hos ægteparret Charles og Emily. Charles beder Raymond om at blive et par dage hos Emily, mens han selv tager på en rejse. Det er uvist, om det er for at mødes med en elskerinde, men en underliggende disharmoni klinger fælt her. Emily ønsker ikke Raymonds selskab, og da Raymond indvilliger og kommer til at kigge i og krølle sider i Emilys private notesbog, fingerer han på Raymonds foranstaltning et hundeangreb på lejligheden for at skjule sin ugerning. Emily finder ham, mens han ligger på alle fire og med tænderne flår i magasinerne for at få hundeangrebet til at se så naturligt ud som muligt. Denne iscenesættelse, eller orkestrering om man vil, trækker tråde til den orkestrering Charles udfører for også at få tingene til at se ud på en bestemt måde og er med til at skabe illusioner om tingenes tilstand. Lag på lag lægger handlingerne sig oven på hinanden og komplicerer og tilslører tingenes tilstand – og står i skarp kontrast til musikstykkernes stereotype enkelhed.

Om forfatteren
Kazuo Ishiguro er født i Nagasaki i Japan, men voksede op og fik sin uddannelse i Storbritannien. Ishiguro er en mester i anvendelsen af underdrivelser, antydninger og udeladelser og har vundet et hav af priser for sin litteratur. Forspildte liv, ubevidste og uerkendte forhold og fokusering på fortrængninger er med til at tegne billedet af hans litteratur – og især iscenesættelsen af melodramaet er et af hans allerstærkeste våben. Ishiguro har skrevet en række romancer, og 'Nocturner' er hans første novellesamling. Den blev i 2010 indstillet til James Tait Black Memorial-prisen.


Kilder, links og centrale værker

01 dec.14

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jørgen Nielsen
Faustnummer
28247648
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702079036
Antal sider
223

Tema

Tema

Musik og mennesker

Tag med på en musikalsk og litterær rejse i Litteratursidens tema, hvor vi har fokus på musik og mennesker i litteraturen samt musikkens betydning for det enkelte menneske.
Læs mere

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer