Bog

Filmatiserede noveller

Af (
2004
)

Anmeldelse

Filmatiserede noveller af Philip K. Dick

22 jun.04

Seks pletskud fra en af USAs bedste science fiction-forfattere. Novellerne er siden blevet filmatiserede, men er i sig selv absolut et besøg værd.

Forestil dig, at du vågner en morgen, og pludselig er hele verden ude efter dig. Alle forsøger at fange dig for at slå dig ihjel. Ingen tror på dine forklaringer – ikke engang din kone.

Det er i korte træk plottet i novellen "Stedfortræder". Hovedpersonen Olham mistænkes for at være en levende bombe, og ingen giver sig tid til at høre hans forklaringer. Så han må selv prøve at bevise, at han virkelig er sig selv.

Novellen er fra 1953 og foregår i en verden, hvor jorden er involveret i en krig mod Outspacerne. Trods de mere end 50 år på bagen er her tale om en fascinerende, velskrevet og skræmmende historie.

I "Den anden variant" er jorden også i krig, men her er det vest mod øst. Efterhånden er det meste af jorden ubeboelig, og de eneste overlevende er stort set soldater, som lever i skyttegrave og bekæmper hinanden.

Hovedpersonen Hendricks drager ud for at mødes med russerne efter at være blevet indkaldt til forhandlinger. Det viser sig, at der er opstået en ny type robot, som ingen af siderne har kontrol over, og som tilsyneladende er i fuld gang med at udrydde de sidste mennesker på jorden.

Denne novelle er ligeledes fra 1953 og er en utrolig grum historie. Der er ikke meget glæde og håb her – og så alligevel! For selvom slutningen virker trøstesløs, så øjner Hendricks alligevel et lille håb til sidst.

De sidste fire noveller i samlingen er ligeså velskrevne og fascinerende. Trods de dystre fremtidsvisioner skriver Dick, så man bliver fanget ind i historien. Han skriver om temaer som overvågningssamfundet og menneskelighed og sætter ord på både frygt og håb. Men selvom han på den måde passer ind i 50'ernes kommunistforskrækkelse, er det ikke kun kommunismen, han griber fat i. Han ser også på USAs rolle som undertrykker af den enkelte borger, og dermed sætter han sig ud over det geografiske og bliver en af de bedste science fiction-forfattere, jeg har læst.

Bo Tao Michaëlis har skrevet forordet til disse perler fra Philip K. Dick. I forordet sætter Michaëlis Dicks forfatterskab i ramme og giver på en overskuelig måde læseren en større forståelse for den enkelte novelle. Hvis man hellere blot vil nyde de velskrevne historier, kan man dog sagtens springe forordet over, for novellerne står både tydelige og læseværdige også uden introduktion.

Oversat af Bo Tao Michaëlis. Rosenkilde, 2004. 205 sider. Kr 228,-

Bogdetaljer

Forlag
Rosenkilde
Faustnummer
25111273
ISBN
9788791303166
Antal sider
205

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer