Analyse
Huxley, Aldous - Fagre nye verden
I Aldous Huxleys dystopiske fremtidsroman 'Fagre nye verden' bliver menneskelighed vendt på hovedet under et totalitært styre, hvor biologisk kontrol og masseproduktion udgør samfundets fundament. Bogen er et gennemført og skræmmende tankeeksperiment med tråde til både romanens samtid og til nutiden.
Elektromagnetisk golf, syntetiske orkestre, følefilm, parfumeorgler og stoffet soma er fremtidens standardstimulans i Huxleys fagre nye verden. En verden som umiddelbart er pletfri og velfungerende, og hvor mennesket i teorien burde have opnået det ultimative lykkestadie. Og særligt bogens titel bakker op om denne positive beskrivelse af et formodet idyllisk samfund. Men under titlen, som er stærkt sarkastisk ladet, gemmer sig en modbydelig, mørk og kold verden, hvor mennesker er både nøje konstruerede og kontrollerede. Virkeligheden, som vi kender den, er i denne dystopiske mareridtsvision blevet nulstillet og genstartet i en stærkt kontrollerbar udgave. Under mottoet 'Fællesskab, ensartethed og uforanderlighed' bliver mennesker masseproduceret på flaske i store befrugtningscentraler.
På samlebånd bliver det enkelte menneske følelsesmæssigt neutraliseret og fodret med blodsurrogat. Forstanden bliver formet og tilværelsen forudbestemt fra fosterstadiet gennem hypnopædiske læresætninger. Hjernevask kan man kalde det. Staten opnår på den måde den ønskede kontrol over mennesket i et samfund, hvor der kun er plads til lydige og ligevægtige borgere uden selvstændig tankevirksomhed. Huxleys beretning om den nye verdens totalitære styre er først og fremmest sær og futuristisk, men på flere områder også skræmmende realistisk.
Huxleys fremtid og vores nutid
'Fagre nye verden' ('Brave new world') er skrevet i 1931 i en tid med politisk furore og flere samfundsomvæltende begivenheder. Efterdønningerne af både Første verdenskrig og Oktoberrevolutionen havde sat sig dybt i sprækkerne af samfundet. Derudover blev forestillingen om fremtiden skabt i takt med den turbulente industrialiseringsproces. På trods af, at bogen er rendyrket sci-fi er samtidens bekymringer tydelige at spotte i bogen. Huxley tog afsæt i den virkelighed, der omgav ham og skabte det ultimative skræmmescenarie for en ukendt og usikker fremtid. Med Huxleys brug af navne som Trotsky og Marx fornemmer man en stærk politisk bevidsthed bag fortællingen og desuden er navnet Ford taget direkte fra motorindustrimagnaten Henry Ford.
Sci-fi genren er formidabel til at sætte tingene på spidsen, men samtidig holde grundtanken indenfor rækkevidde. Huxley skaber et absurd samfund, hvor velkendte moralske begreber er vendt på hovedet og hvor vores dyrkede ritualer, som blandt andet fødsel og ægteskab, er gjort til et frastødende foretagende. Bogen er på én gang en advarsel om en potentiel fremtid og samtidig en satirisk beretning om samtidens politiske, men også almenmenneskelige mekanismer. 'Hvad er lykke og hvad er prisen for den?' og 'Hvad sker der hvis industrialiseringens mørke skygge for alvor tager favntag med menneskeheden?'. Spørgsmålene er trængt ind i samtlige af bogens sider og gør den interessant og skræmmende relevant i dag.
Særligt Huxleys detaljerede spekulationer i reproducerbarhed og genteknologi er forud sin tid og er selv i dag et højaktuelt emne. Vor tids kredsen om muligheden for genetiske forbedringer bliver dog på visse områder bremset af moralske overvejelser. Et led som Huxley har fjernet i sin vision. Et andet punkt i bogen, som giver genklang i dag er den konstante søgen efter overfladisk stimulans. Huxleys beskrivelse af, hvordan vidunderstoffet soma kan løfte folks daglige gejst, hiver unægtelig tankerne i retning af vor tids lykkepiller som kur mod begrebet om at have ”ondt i sjælen”.
Derudover er idéen om et ekstremt overvågningssamfund og det evige fællesskab i bogen dybt forankret i vores moderne verden, hvor man som følge af digitaliseringen kan føle stor ensomhed uden dog aldrig at være helt alene.
Frygten for ubalance
'Fagre nye verden' er et studie i, hvordan man kan manipulere og holdningsændre mennesker væk fra grundfølelser og almendyrkede moralske principper. Det er en beretning om biologisk kontrol, hvor man udrenser det menneskelige følelsesregister og ensretter tankevirksomheden. Faktorer som ubalance og utryghed er visket væk, og mennesket er ”befriet” for alle de ting, der gør livet svært. Alt er nedbrudt og der er kun den overfladiske nydelse tilbage.
Statsmagten er et diktatorisk kongerige, hvor man for menneskets eget bedste har forsøgt at eliminere frygten for utilregnelig opførsel. Og som præsident Mustapha Mond beskriver det: 'Lykkelige unge mennesker. Alt er gjort for at gøre livet let for jer – for så vidt muligt at spare jer for enhver sindsbevægelse'. Med andre ord er det uproblematiske i vores levevis udvundet og foreviget som hjørnesten i menneskers opvækst og bevidsthed.
Når tingene bliver sat på spidsen, som Huxley gør det her, får man et tydeligt billede af, hvad livet vil være reduceret til foruden disse vanskelige beslutninger, tanker og følelser. Set fra vores synspunkt udgør smerte, tvivl og lidenskab helt essentielle udsving i vores personlige udvikling. De er til for at give mennesket mening. Det er til en vis grad dette, som Bernard Marx og Hemholtz fornemmer i bogen. De er begge nået til grænsen af det stabiliserede liv og higer efter noget, der kan ruske op i verden. De fornemmer, at der findes noget vigtigt at sige og gøre, men de føler sig retningsløse, da det er ukendt land for dem.
Også Lenina mærker noget gro i sig i selskab med Johannes – ”den vilde”. Hun er uforstående over for hans Shakespeare-inspirerede metaforik og forsøger langt hen ad vejen at befri ham for hans fejlagtige syn på den moderne verden. Men det, hun i processen føler i sit indre, er ikke af denne nye verden. Den fremmede fornemmelse, som vedholdende ”forstyrrer” hende, er måske det, der kommer nærmest kærlighed og smerte, som vi kender det.
Tæmning af sindet – religion, litteratur og følelser
Netop karakteren Johannes er katalysator for en række interessante pointer og diskussioner. Huxley bruger Johannes som den forventede, og for læseren nødvendige, modstand til den fagre nye verden. Han er den eneste, som er naturlig født, og han står i skærende kontrast til civilisationen. Opvokset i et indianerreservat er han blevet farvet af både Zuni-kultur, kristendom og en række andre trosmæssige indtryk. Den nye verdens syn betragter familien og ægteskabet som et obskurt og ikke mindst farligt foretagende. Der er følelser forbundet med områderne og derfor risiko for ustabilitet og store samfundsmæssige svingninger. Johannes væmmes ved denne holdning. Han søger svar og tryghed i religion og romantik, og benytter ofte litteraturen til at finde sine moralske holdepunkter.
Særligt Shakespeare taler til ham. 'O wonder! How many goodly creatures are the here! How beauteous mankind is! O brave new world, that has such people in´t!' Sætningen, som rummer bogens titel, er taget fra en scene i Shakespeares 'The Tempest' ('Stormen'), hvor Miranda møder ”civilisationen” for første gang efter at have været isoleret på en ø i en årrække. Johannes bruger citatet i en stærkt pessimistisk og ironisk tone overfor det kolde og gudløse samfund han er havnet i.
Huxley får os til at tænke over både religionen og kunstens betydning og formål. Særligt i en samtale mellem Johannes og præsidenten, hvor det tydeligt fremgår, at historie, religion, litteratur og kultur er vrøvl og blot maner til unødige tankekvaler. Litteraturen er bandlyst, som i Ray Bradburys 'Fahrenheit 451', og ting vi generelt tager for givet eksisterer ikke længere. I denne verden skal alt være sanseligt, og skønhed finder man kun i den industrielle masseproduktion. Og hvad angår religion, er der ikke plads til Gud i et samfund uden alderdom og død og med en solid base i videnskaben. 'Vil De vide hvad soma er? Det er kristendom uden tårer!' Så enkelt kan det siges.
Huxley spiller den troende ud mod den ikke-troende. Her kæmper Johannes hårdnakket for menneskets naturlige tankefrihed og retten til Gud. Og han mener, at civilisationen har indespærret individets sjæl. Tro giver trøst, men også smerte. For mod bogens slutning ender han i ekstremerne, da han i en Kristus-lignende positur piner sig selv for syndige tanker om Lenina. Det handler om at være styret af en instans. Civilisationen er kontrolleret af ydre omstændigheder som videnskaben, mens Johannes handlinger kraftigt påvirkes af troen og de indre sindsbevægelser. Så kan det jo diskuteres, hvis sjæl der er mest indespærret.
Aldous Huxley
'Fagre nye verden' står som hovedværket i Aldous Huxleys forfatterskab. I begyndelsen af 1960´erne vendte han tilbage til nogle af tematikkerne berørt i bogen. Med udgivelsen af romanen 'Ø' ('Island') skabte han en form for utopisk pendant til 'Fagre nye verden', hvor både kollektivismen, teknologi og brugen af stoffer igen er oppe at vende. 'Ø' beskriver modsat 'Fagre nye verden' et idyllisk samfund, hvor menneskelighed er i fokus og hvor man er påpasselig med brugen af moderne teknologi. Udover disse skrev han blandt andet også en række essays, heriblandt 'The Doors of Perception' fra 1954. Huxley var kendt for at eksperimentere med hallucinerende stoffer, og i bogen beskriver han sine oplevelser med stoffet meskalin.
Brugernes anmeldelser